Er en af Europas mest indgroede konflikter ved at være “løst”?

Morten Scriver Andersen

4. januar 2024

Læsetid: 5 min

Drømmen om en selvstændig stat sluttede brat 28. september 2023. 

Den armenske udbryderrepublik Nagorno-Karabakh opløste efter 32 års eksistens sig selv efter at være blevet indtaget af nabolandet Aserbajdsjans hær i en kortvarig og relativt ublodig krig som foreløbigt seneste kapitel i konflikten mellem Armenien og Aserbajdsjan.

I nattens mulm og mørke har man lyst til at sige. For mens hele Europas øjne hvilede på krigen i Ukraine, og Armeniens eneste allierede, Rusland, har trukket sig fra sine forpligtelser over for det lille land, så Aserbajdsjans præsident Ilham Aliyev sit snit til at lancere en sidste og afgørende militærkampagne.

Karabakh-armenierne selv så hurtigt skriften på væggen. Over tre dage greb næsten samtlige af regionens 120.000 etniske armeniere deres nærmeste ejendele, forlod deres hjem og sluttede sig til den kilometerlange bilkø mod “fastlandet” i Armenien.

Og her godt tre måneder efter taler de to lande allerede om fred. I en fælles erklæring 8. december nåede man sågar at lufte en ambition om at nå en fredsaftale inden nytår. Så hurtigt gik det dog ikke.

Ikke fundet sit leje

Der er stadig mange løse ender på konflikten om Nagorno-Karabakh, mener seniorforsker ved Dansk institut for Internationale studier (DIIS), Flemming Splidsboel. 

Dels er det ikke givet, at Aserbajdsjan stiller sig tilfreds med den nye landvinding, da præsident Aliyev ind i mellem omtaler Armenien som Vestaserbajdsjan i vendinger, der sender tankerne over på Putins ødelæggelseskrig i Ukraine. 

“Det vestlige Aserbajdsjan [Armenien] er vores historiske land, dette bekræftes af mange historiske dokumenter, historiske kort og vores historie,” har Aliyev blandt andet sagt i en tale på sin 61-års fødselsdag ifølge Kaukasus-mediet OC Media.

På den anden side af konflikten er det ikke givet, at armenierne accepterer den nye landdeling.

“Det er stadig en meget følsom og vanskelig situation, som ikke har fundet sit endelige leje endnu,” siger Flemming Splidsboel, der i sin forskning har særligt fokus på den postsovjetiske sfære.

Mindelser om det armenske folkemord

Som et yin- og yan-symbol med hver sin lille eksklave i fjendens land, har de to lande i 32 år været filtret ind i hinanden.

Ifølge FN var der mellem 50 og 1000 armeniere tilbage i Nagorno-Karabakh, da en FN-mission 2. oktober besøgte regionen. Mens Aserbajdsjans administration hævder, at det er ved at tage kontrol over et områder, der retmæssigt er deres, beskylder Armeniens præsident, Nikol Pashinyan, Aserbajdsjan for at foretage etnisk udrensning.

I dag taler mange stadig om, at de savner deres hjemland, som i dag ligger i Tyrkiet. Vores folkemord skete bare for tre måneder siden

Marut Vanyan, tidl. indbygger i Nagorno-Karabakh

Marut Vanyan var en af de sidste karabakh-armeniere, der forlod den region, han betragter som sit hjemland. To dage efter Nagorno-Karabakhs præsident havde annonceret, at regionen fra 1. januar ikke længere ville eksistere, forlod Marut Vanyan sit hjem i hovedstaden Stepanakert og snoede sig i den lange karavane af biler, traktorer og varevogne de 70 kilometer mod grænsen til Armenien. Alt hvad han fik med var sin computer og det tøj, han havde på.

“Vi følte os som zoo-dyr, der bare pludselig blev gennet ud af vores bur,” husker han den dag, han forlod landet. Siden har han boet hos sin fætter i en forstad til Armeniens hovedstad Yerevan og kæmper stadig med at forstå omfanget af, hvad der er sket.

“Vi har det som flygtninge i vores eget hjem. Vi kan ikke acceptere den her nye virkelighed. Det armenske folkemord skete for mere end 100 år siden, men mange taler stadig om, at de savner deres hjemland, som i dag ligger i Tyrkiet. Vores folkemord skete bare for tre måneder siden.”

Skete ikke over én nat

I Aserbajdsjan afviser man både snak om etnisk udrensning og folkemord. Tværtimod har præsident Aliyev lovet “fredelige reintegration” af de armenske indbyggere.

Det skete efter, at FN’s primære juridiske organ Den Internationale Domstol fastslog, at de fordrevne armeniere skal have lov at vende tilbage “på en sikker, uhindret og hurtig måde”.

Det tror Marut Vanyan og hans omgangskreds dog ikke meget på.

“Ingen tør tage tilbage lige nu. Selv ikke med alle sikkerhedsgarantier i verden. Det handler lige så meget om noget psykologisk. Ingen vil tage tilbage til sit hjem, hvis fremmede er flyttet ind. Forestil dig at nogen har besat dit hjem i København og siger ‘hey, du kan bare komme tilbage, du er velkommen’.”

Aliyevs tilsyneladende udstrakte hånd blegner da også en smule set i lyset af de seneste måneders begivenheder. Billeder og videoer har floreret af aserbajdsjanske tropper, der vandaliserer armenske hjem, ødelægger vigtige kristne mindesmærker og en fortsat aggressiv retorik overfor armeniere. 

Hvem overtager tomrummet fra Rusland?

Når det kommer til sikkerhedsgarantier er det svært at se, hvilken vej armenierne skal kigge mod.

Det betyder, at vi er nødt til at have en helt ny plan, en strategisk udvikling for det her land, og den går ikke i retning af Rusland, men mod EU og USA

Flemming Splidsboel, seniorforsker, DIIS

Nagorno-Karabakh er internationalt anerkendt som aserbajdsjansk territorium, også af Danmark. Men bestræbelserne på at afslutte konflikten er blevet kompliceret af Tyrkiet, Rusland, Iran, USA og EU, der alle kæmper om diplomatisk indflydelse uden dog at ville levere den store indsats. 

Læs også: Derfor begynder Armenien at flirte med USA

Ifølge Flemming Splidsboel står Armenien meget alene. Men én ting er sikkert. Ruslands indflydelse er stærkt nedadgående. Det har den armenske premierminister Nikol slået fast i tydelige vendinger. Han har blandt andet kaldt det en strategisk fejl at alliere sig så tæt med Rusland.

“Det er måske også en erkendelse af, at det er slut. Altså ‘vi får ikke det her område tilbage. Og det betyder, at vi er nødt til at have en helt ny plan, en strategisk udvikling for det her land, og den går ikke i retning af Rusland, men mod EU og USA‘. Og på den måde er det måske oplagt, at de tager imod den her udstrakte hånd (fra Aliev, red.) og forsøger at få det bilagt,” forklarer DIIS-forskeren.

Tegn på snarlig fredsaftale

Og hvordan er udsigten til fred så i de kaukasiske bjerge? Lad os starte med de positive tegn.

Som et sjældent tegn på god vilje udvekslede de to sider krigsfanger den 13. december og udsendte som nævnt kort forinden en fælles erklæring om ikke bare at nå en fredsaftale, inden året var omme, men også om at starte en normaliseringsproces mellem de to lande.

I dagene op til nytår var der da også heftig diplomatisk aktivitet de to lande imellem. Landenes præsidenter mødtes 26. december i Sankt Petersborg, det første møde mellem de to ledere siden masseudvandringen i september. Ifølge The Guardian har parterne udvekslet adskillige udkast til en kortere fredsaftale, men meget lidt er endnu kommet ud af møderne.

“En fredsaftale er ikke raketvidenskab,” har en rådgiver til Aserbajdsjans præsident udtalt ifølge Reuters. “For Aserbajdsjan er der ikke længere forhindringer på vejen mod en fredsdagsorden.”

Hvilken farve får freden?

Meget tyder altså på, at en af Europas mest fastlåste konflikter er ved at nå et vendepunkt. Men selv hvis der kan nås til enighed om en fredsaftale, er der stadig lang vej til en normalisering af de to landes relation.

Flemming Splidsboel husker på, at en fredsaftale ikke nødvendigvis vil føre til det, han kalder en positiv fred. Han sammenligner med den fredsaftale Israel og Egypten indgik tilbage i 1979 på bagkant af Yom Kippur-krigen. Det er et eksempel på en negativ fred, da den ikke har medført en bevægelse mod en normalisering i forholdet mellem de to lande.

“Armenien og Aserbajdsjan kan godt have fred, men der vil for eksempel stadig være meget begrænset trafik hen over grænsen. De vil stadig tale dårligt om hinanden politisk og i populærkultur og i andre forhold. Der er bare ikke krig,” siger han.

Der skal meget mere til, og freden vil som udgangspunkt være skrøbelig, understreger han. Men kan de to lande bevæge sig mod en positiv fred, vil det betyde meget for hele Kaukasus-regionen, mener Flemming Splidsboel.

“Nu taler vi om Nagorno-Karabakh, men næste gang handler det måske om Nordkaukasus, det sydlige Rusland. Der er også meget store problemer. Det er en meget sårbar region, der er skrøbelig og usikker. Men hvis de her to stater kan få løst noget som nærmest er den mest indædte og indgroede konflikt i Europa, så vil det selvfølgelig være et stort skridt frem.”