Nik Bredholt
Nik Bredholt (f. 1966) er Sekretariatsleder i Religion & Samfund (Resam).
Han har arbejdet med udvikling og nødhjælp de sidste 23 år, hvoraf de 13 er blevet tilbragt i udlandet med bopæl i Rom som Nødhjælpskoordinator for Caritas Internationalis, i Nairobi som Regional Nødhjælpskoordinator for CAFOD, og i London, som leder af nødhjælpskontoret i CAFOD.
Han har været Programchef i Danmission og derefter udsendt som Regionsleder i Afrika også for Danmission, og er aktiv i debatten om dialogarbejdet og religions rolle i samfundet.
Oman og Zanzibar har det tilfælles, at de er muslimske majoritetssamfund, at de er fredelige, og at der lever folk af anden religion i samfundet, uden at det kommer til religiøse konflikter. Den situation er desværre ikke en selvfølge.
Derfor havde Danmissions dialogprojekt på Zanzibar sammen med lektorer fra Københavns Universitet og en række partnere i Østafrika for nylig sat sig for at undersøge, hvilke forhold der gør sig gældende netop i de to lande, for at kunne indkredse, hvad der medvirker til religiøs tolerance og fred.
Nabolandene er ikke alle fredelige. Oman grænser op til Yemen, hvor konflikt på tredje år har gjort en stor del af befolkningen hjemløs. Et tema i konflikten er religiøse forskelle mellem en shia-sekt, der støttes af Iran, og sunnierne, der støttes af Saudi-Arabien. Oman grænser også op til Saudi-Arabien, hvor anderledes troende bliver forfulgt, og kristnes åbne trosdyrkelse er forbudt. Og Zanzibar er tæt på kystlinjen med Kenya og Somalia, hvor organisationen Al Shabab fører hellig krig i islams navn.
Zanzibar blev styret af omanerne
Der er snævre historiske relationer mellem Zanzibar og Oman. Zanzibar var i flere århundrede kontrolleret direkte af omanere, og sultanen af Oman flyttede i 1832 hele sin administration til øen for at styre riget derfra. Allerede ved hans død i 1856 blev riget delt op, men en omansk sultan fortsatte med at regerer – også under kolonitiden – helt frem til januar 1964, hvor en revolution gjorde op med det arabisk kontrollerede styre og smed tusindvis af arabere ud.
Carsten Niebuhrs’ kort over Oman, som det ser ud på nationalmuseet i Muscat. Kortet er historisk vigtigt for Oman, da det er et af de første kort over landet.
Foto: Nik Bredholt
Oman derimod er et (hyper)moderne samfund med motorveje og splinternye skoler og universiteter. Det er naturligvis olie, som gør den store forskel, men der er også et spørgsmål om, hvad de veluddannede gjorde med deres viden. Mange rådgivere for sultanen er nemlig født på Zanzibar. De flygtede fra Zanzibar efter revolutionen, og mange kom siden til Oman, da den unge sultan tog over fra sin far i 1970.
Nedtoner religiøse forskelle
Oman har som Zanzibar en bred vifte af muslimske sekter, men i Oman gøres der en ihærdig indsats for at nedtone forskellene i de muslimske traditioner. Oman søger direkte at skabe en harmonisk samling mellem sekterne. Det er f.eks. blevet dårlig skik at spørge til, hvilken sekt man tilhører, og alle skal kunne bede sammen under samme tag. Religionsministeriet forstår sin rolle sådan, at religiøs udfoldelse skal kunne finde sted, uden at politiske og ekstremistiske grupper tager kontrollen. Derfor er alle fredagsprædikener i moskéerne forberedt i ministeriet og udsendes hver uge herfra
På Zanzibar er det ikke muligt for myndighederne at kontrollere prædikenerne ved fredagsbønnerne, men muftiens kontor forsøger ikke desto mindre at kontrollere prædikerne i flere af moskéerne og har et vågent øje over for udenlandske prædikanter, som formenes adgang, hvis man antager, at de opfordrer til ekstremisme.
I både Oman og Zanzibar er der muslimske retsinstanser, Kadhi-domstole, der er del af statsapparatet, og som gælder for muslimerne. Deres rolle er også at fastholde harmoniske relationer imellem de troende – som det formuleres.
Der er kristne og kristne kirker i både Oman og på Zanzibar, og relationerne er generelt gode på tværs af de religiøse skel.
Reformation i Oman?
Det som foregår i Oman, er en form for social-religiøs modellering (social enginering) der peger hen mod en ny praksis inden for islam. Det er ikke meget forskelligt fra den danske reformation, der også endte med at skabe en ny kirke. Spørgsmålet er, om det kan fungere i dag?
Og der er bagsider af medaljen i Oman: Der er ikke noget demokrati, NGO’er er ikke tilladt, systemet står over al politisk udfoldelse i samfundet, og der er en stor udfordring i, at magthaverne kæder religiøs frihed og politiske ufrihed sammen!
For et dansk publikum er det dog interessant at vide, at i muslimske majoritetssamfund som Oman og Zanzibar er muslimerne generelt optaget af at undgå de ekstremistiske islamiske elementer, og man er villig til at gå langt for at begrænse det vi forstår som borgerlige rettigheder for at undgå at religion fører til ufred.
Spørgsmålet er, hvor langt man skal gå i kontrollen med samfundene for at sikre fred og harmoni mellem religiøse grupperinger?
Lige nu er der fred i Oman og på Zanzibar, men begge lande har tidligere oplevet uroligheder og vold, og samfundene er ikke immune over for de konflikter, som rammer nabolandene.
Der er også derfor, der er behov for at forholde sig til udviklingen og skabe rammer for den nødvendige dialog mellem trosretninger og mellem religiøse og politiske ledere og meningsdannere.
