Er panafrikanismen på vej frem igen?

Træt af Vestens dominans. Den panafrikanske aktivist Kemi Seba fra Benin under en demonstration mod den franske tilstedeværelse i Niger i september i år.


Foto: Balima Boureima/Anadolu Agency via Getty Images
Forfatter billede

3. oktober 2023

Etiopiens seneste valg til parlamentet i 2021 er blevet betegnet som det mest repræsentative nogensinde, selv om valget ikke kunne afholdes i alle regioner. Premierministeren, Abiy Ahmed, var den store vinder med sit Prosperity-parti, og de fleste af de folkevalgte medlemmer af parlamentet var relativt uvante og uprøvede.

Da de samledes for første gang efter valget, havde premierministeren inviteret den kenyanske professor P.L.O. Lumumba til at holde en tale om ’Past, Present and future Pan Africanism’. Talen varede næsten en time. Den blev foreviget på Youtube og er siden blevet downloaded 705,403 gange. Den kan ses herunder.

Patrick Loch Otieno Lumumba er født i 1962. Navnet, som hans forældre gav ham, var tydeligvis inspireret af congolesiske Patrice Lumumba, som blev myrdet i Den Demokratiske Republik Congo i 1961. P.L.O. Lumumba er akademiker og director af Kenya School of Law. Han blev i 2010 udnævnt som leder af Kenyas Anti-Corruption Commission, men trak sig tilbage til sin akademiske rolle allerede efter et år.

Panafrikanisme

Panafrikanisme betegner en bevægelse, som har til formål at forene Afrikas folk og øge samarbejdet mellem dem.

Den første panafrikanske organisation var Panafrican Congress, som blev stiftet i London 1900. Under amerikaneren W.E.B. Du Bois’ ledelse ekspanderede bevægelsen til flere europæiske lande, og der afholdtes panafrikanske konferencer i 1921 i London, Paris og Bruxelles, i 1923 i London, Paris og Lissabon og i 1927 i New York. Konferencerne gjorde det muligt for afrikanske intellektuelle politiske ledere at udfordre kolonialisme.

Kilde: lex.dk

Siden har han optrådt overalt i Afrika som kritiker af korrupte regeringer og fortaler for en genkomst af panafrikanismen, som både Patrice Lumumba, Julius Nyerere og Kwame Nkrumah og andre afrikanske ledere i 1950’erne og 1960’erne advokerede for.

De fleste afrikanere er utilfredse

Op igennem tiden fra 1980ernes strukturtilpasning og den økonomiske globalisering gik snak om panafrikanismen stort set i glemmebogen. Der var stadig skarp kritik fra nogle pan-afrikanske intellektuelle omkring den uafhængige forskningsinstitution CODESRIA (Council for the Development of Social Science Research in Africa), som kritiserede dominansen af vestlige normer, for eksempel de universelle menneskerettigheder og vestlige ’bistand’ til Afrika. De mente som Nkrumah, at Afrika ikke var blevet afkoloniseret, men var underlagt ny-kolonialismen.

Men i de senere år er der kommet mere fokus på grundene til Afrikas problemer. Selv med opvoksende millionbyer, motorveje og fremkomst af adskillige afrikanske multi-milliardærer, er det store flertal af befolkningen utilfredse. En undersøgelse i Ghana – offentliggjort i et af de overlevende Afrika-magasiner New African – viste, at flertallet af adspurgte unge ville foretrække en fremtid i Europa eller USA frem for Ghana, selv om rejsen skulle koste dem livet.

Den tanzaniske professor Issa Shivji har været redaktør og del-skribent på et storværk af en detaljeret Nyerere-biografi, som i 2020 udkom på et tanzaniansk forlag og solgt i tanzanianske boghandlere til en rimelig pris. Den beskriver i detaljer Nyereres pan-afrikanske vision og hans vision om ’afrikansk socialisme’ i et land uden udbytning.

Der er – ikke kun på grund af Nyerere-biografien – opstået et stort behov for at høre mere om panafrikanismen og ikke kun blandt ungdommen. Og det er her, at personer som P.L.O. Lumumba kommer ind i billedet. Han har afholdt utallige foredrag om pan-afrikanisme til et utal af forsamlinger af ministre, gejstlige ledere og studerende. Disse foredrag tager udgangspunkt i den opfattelse, at Afrika stadig er koloniseret, men på en ny måde. Han slår til lyd for ’de-dollarisation’, et forenet Afrika, en reformation af den afrikanske union. Og han tordner mod korruption og dårlig regeringsførelse.

Tilhørerne kan ikke få nok af ham. På min computer har jeg talt over 100 forskellige YouTube-videoer fra hans forskellige taler rundt om i Afrika – ligesom den han holdt i Addis Abeba i 2021. Disse – somme tider lange – taler er blevet set og hørt af millioner. Nogle har over en million visninger, og kun få færre end 100,000.

Træt af vestlig dominans

De nylige tegn på ændringer i en verdensorden med Afrika som en vigtig del af det ’Globale Syd’ kommer på et tidspunkt, hvor de strømninger, som er beskrevet her, allerede har eksisteret i nogle år. På talrige rejser til flere forskellige afrikanske lande – Tanzania, Etiopien, Eritrea, Sudan, Kenya og Uganda – har jeg selv oplevet hvor dybt det Globale Syd er træt af vestlig dominans. I Zimbabwe er jeg blevet udspurgt om den danske flygtningepolitik. Og i Tanzania er jeg senest blevet spurgt, hvorfor den danske regering uden nogen forklaring vil lukke den danske ambassade i Dar es Salaam. Jeg har ikke kunnet svare, men blot tilslutte mig forundringen.

Læs også: Dansk topleder: Folk i Syd er ved at være trætte af at høre på os

Med udbredelsen af brugen af mobiltelefoner og adgang til alverdens TV-stationer, er unge afrikanere i dag meget velorienterede. I Eritrea, som jeg besøger årligt, bliver verdens begivenheder diskuteret i detaljer. Regeringen udgiver kun én daglig avis på Tigrinya. Det tilsvarende med Daily News var i øvrigt også tilfældet i Tanzania, da jeg boede der i 1980’erne. Men udover de daglige lokale TV-nyheder, har alle med en satellit-disk på taget adgang til BBC, Al-Jazeera, France 24 og nabolandenes – for eksempel Etiopiens – TV-nyheder. Der er også adgang til alverdens sociale medier. Nyhederne bevæger sig utrolig hurtigt.

P.L.O. Lumumba har fundet et behov hos Afrikas ledere, intellektuelle, studerende for at beskrive en ny verdensorden – med meget klare synspunkter og visioner om et forenet Afrika. Han sammenligner Afrika med Indien. Indien er verdens mest folkerige nation, men det har kun én premierminister og én centralregering, mens Afrika har 55 nationer med 55 regeringer på godt og ondt.

Lægger slipset

Den kenyanske præsident, William Ruto rejste på en af sine første udlandsrejser som præsident til Asmara i Eritrea, hvor han holdt møde med præsident Afewerki. De diskuterede Eritreas gen-indtræden i den regionale samarbejdsorganisation IGAD (Intergovernmental Authority on Development) – en organisation omfattede landene i Afrikas Horn. De fik også tid til at gå en aftentur ned af Asmaras hovedgade uden synlig politieskorte, noget som aldrig kunne være sket i Nairobi.

Kenya arbejder nu også for en styrkelse og udvidelse af den Østafrikanske Union (ECA). Det østafrikanske samarbejde var svært fra 1970’erne, da Tanzania gik ind for afrikansk socialisme og Kenya hyldede kapitalismen. Men det blev ikke helt godt selv efter at Tanzania opgav sin socialistiske Arusha-deklaration i 1980’erne. Men måske er det nu nye tider med nye muligheder.

Som et symbol på en ny tid er Kenyas præsident Ruto begyndt at vise sig offentlig i ’Kaunda-suit’ – som Nyerere altid havde på – i stedet for jakkesæt og slips. Det har kenyanske præsidenter før ham aldrig gjort. Men i Tanzania er det nok svært at glemme Kenyas omfavnelse af kapitalismen, da Tanzania stod frem som en af de vigtigste lande, der praktisk og politisk støttede befrielsesbevægelserne i de tidligere portugisiske kolonier, Sydafrika og Namibia.

Rutos rolle som progressiv statsmand udadtil og med en blakket fortid indadtil, der i 2009 næsten bragte ham og hans forgænger Uhuru Kenyatta for den international straffedomstol i Haag – er på mange måder et billede af Afrikas post-koloniale arv.

Vejen frem mod et nyt og selvstyret Afrika er stadig lang.


Christian Sørensen er udviklingsøkonom, og har boet og arbejdet i Tanzania, Eritrea, Gambia og Kenya.