Martin Plaut
Martin Plaut er fellow ved Institute of Commonwealth Studies på University of London. Han var tidligere Afrikaredaktør på BBC World Service og er medforfatter til ”Who rules South Africa?” (med Paul Holden) og ”Understanding South Africa” (med Carien du Plessis).
Twitter: @martinplaut
Der hersker ikke megen tvivl om nu, at eritreiske styrker deltager i krigen i Tigray. Etiopiens premierminister, Abiy Ahmed, har afvist det, og Eritreas udenrigsminister har insisteret på, at “vi ikke er en del af konflikten”. Men andre er uenige.
Den 8. december rapporterede Reuters, hvordan “en amerikansk regeringskilde og fem regionale diplomater” kunne fortælle, at USA mener, at eritreiske soldater har krydset ind i Etiopien. EU og Storbritannien støtter denne vurdering. Og i de sidste par dage (artiklen er fra 8. januar, red.) har en højtstående etiopisk general bekræftet, at eritreiske tropper har været i Tigray. Generalmajor Belay Seyoum, leder af nordkommandoen, beskrev tilstedeværelsen af udenlandske styrker på etiopisk jord som “smertefuld”.
Mesfin Hagos, en tidligere eritreisk forsvarsminister, der lever i eksil, har hævdet, at eritreiske tropper leverede efterretninger, brugte tunge våben for at give dække til fremrykkende etiopiske tropper og senere selv deltog aktivt i kamp.
Hvordan blev Eritrea involveret i Tigray?
For at besvare dette spørgsmål må man gå tilbage til 1970’erne, hvor Tigray-folkets Befrielsesfront (TPLF) og Det Eritreiske Folks Befrielsesfront (EPLF) kæmpede sammen mod Derg-regimet. På trods af deres forskelligheder gik de to oprørsgruppers ledere – Meles Zenawi og Isaias Afwerki – sammen og indledte en sidste offensiv i 1991 og erobrede Addis Abeba og Asmara.
Meles blev Etiopiens premierminister. Isaias overtog kontrollen i Eritrea, som blev en uafhængig stat. Men forholdet mellem de to mænd blev gradvist dårligere, hvilket førte til grænsekrigen mellem 1998 og 2000, der efterlod omkring 100.000 mennesker døde. Den konflikt sluttede, men forholdet mellem den TPLF-ledede regering og Isaias blev aldrig godt igen.
I 2018 mistede TPLF magten i Etiopien. Det havde været det vigtigste parti i regeringen, men midt under omfattende protester valgte regeringskoalitionen en ny premierminister. Abiy Ahmed var hurtig til at bryde med sine forgængeres holdning til Eritrea, og præsident Isaias var hurtig til at drage fordel af dette. Eritreas præsident inviterede Abiy til Asmara, hvor den nye premierminister modtog en ekstatisk velkomst fra eritreiske folkemængder. Abiy gengældte tjenesten, og Isaias’ modtagelse i Addis var ligeså varm. I september 2018 cementerede de to ledere deres bånd, da de underskrev en formel traktat i Saudi-Arabien.
Derefter fulgte en hurtig vækst i de bilaterale forbindelser. Abiy og Isaias var konstant i kontakt. På lidt over to år aflagde de ni officielle besøg i hinandens hovedstæder og rejste til Saudi-Arabien og De Forenede Arabiske Emirater i fælles delegationer.
Deres afsluttende møder fandt sted på militærbaser i de to lande. 18. juli 2020 besøgte Abiy Eritreas vigtigste militære træningsbase i Sawa, hvor han inspicerede tropper og militært udstyr. 12. oktober 2020 besøgte Isaias Etiopiens Bishoftu-luftbase, der er hjemsted for landets luftvåben.
Ifølge rapporter, der citerer velplacerede kilder, samlede præsident Isaias sine nærmeste fortrolige, kort før Tigray-krigen brød ud. Angiveligt sagde han, at Eritrea var nødt til at acceptere, at landet har en lille økonomi og en lang kyststrækning mod det Røde Hav, som det ikke kan patruljere på egen hånd. Kilderne rapporter, at han skulle have foreslået en form for “union” med Etiopien i det mindste i forhold til økonomisk samarbejde og maritim sikkerhed.
Hvis dette er sandt, lader det til, at han har gentaget Abiys grandiose drøm om at genetablere Etiopien som den gamle imperium-stat. Denne idé er måske ikke så langt ude, som den forekommer, på trods af at det var Isaias, der stod i spidsen for Eritreas årtier lange krig for at opnå uafhængighed fra Etiopien.
Krigen bryder ud
Tigray-krigen begyndte 4. november 2020. På det tidspunkt havde tigrayere allerede advaret om, at etiopiske og eritreiske styrker planlagde et angreb. Begivenhederne siden da tyder på, at deres frygt var velbegrundet.
Der har været adskillige rapporter fra den eritreiske diaspora om unge eritreere, der bliver indfanget som værnepligtige for at deltage i krigsindsatsen. I Eritrea er der obligatorisk og ubegrænset værnepligt. Der har været påstande om, at folk uden varsel er blevet samlet op og transporteret til fjerntliggende steder langs den etiopiske grænse.
Eritrea har også huset etiopiske styrker på tilbagetog. Redwan Hussein, talsmand for Etiopiens nyetablerede Undtagelsestilstands-taskforce for Tigray-konflikten, bekræftede, at føderale tropper blev tvunget tilbage over grænsen for at omgruppere. Der har været yderligere rapporter om, at etiopiske styrker blev fløjet ind i Asmara i ly af mørket.
10. november gik TPLF’s præsident Debretsion Gebremichael på lokalt tv og beskyldte Eritrea for at sende soldater til Tigray. “Siden i går har Isaias’ hær krydset grænsen (til Etiopien, red.) og invaderet,” sagde han. “De angreb via Humera med tunge våben.” Dette tyder på, at mens eritreere angreb fra nord, angreb etiopiske føderale styrker og militser fra Amhara fra syd og øst i en koordineret offensiv.
Fra “politiaktion” til guerillakrig
Den 9. november hævdede Abiy, at konflikten i Tigray var en lov og orden-operation, der snart ville “afsluttes”. ”Bekymringer om at Etiopien vil ende i kaos, er ubegrundede og skyldes manglende dyb forståelse af vores kontekst,” sagde han.
Men som krigen har udviklet sig, peger beviserne i den modsatte retning.
Tigrays regionale hovedstad, Mekelle, faldt stort set uden kamp, men kun fordi tigrayske krigere trak sig tilbage for at ty til den taktik, de udviklede for årtier siden. TPLF har altid troet på manøvrekrig i stedet for positionel krig – at søge op i bakker og bjerge og angribe bagfra.
Tigray-krigen bliver næppe en kort konflikt eller en nem sejr for Abiy og Isaias. Som en Reuters artikel forklarer, så er TPLF “hærdet fra kampe under 1998-2000 krigen med Eritrea og guerillakrigen, der væltede diktator Mengistu Haile Mariam i 1991. TPLF-styrker og allierede militser kan mønstre op mod 250.000 mænd og besidder betydelig militært isenkram, siger eksperter.”
For Eritrea ser krigen allerede ud til at gå dårligt. Efter angiveligt at have plyndret religiøse steder, private hjem og fabrikker rapporteres det, at eritreiske styrker er kørt fast og sårbare over for bagholdsangreb.
I en situationsrapport fra 2. januar skrev Europas eksterne program for Afrika, at ”flere kilder beretter, at eritreiske soldaters forsøg på at forlade Tigray forhindres. Der finder voldsomme kampe sted mellem Etiopiens Nationale Forsvarsstyrker (ENDF) og Tigray Defence Forces (TDF) nær de store veje mod Eritrea. Det har bremset den eritreiske transport af plyndrede varer ud af regionen.”
Det var meningen, at Tigray-konflikten skulle befri præsident Isaias for hans tigrayske fjender. Problemet for både ham og Abiy er, at denne konflikt kan trække ud i flere måneder hvis ikke år. Krigen kan ende med at destabilisere den ene eller begge regeringer.
Den originale udgave af denne artikel er udgivet af African Arguments under Creative Commons-licens. Forfatteren har givet Globalnyt tilladelse til at oversætte artiklen til dansk.
Oversat fra engelsk af Gerd Kieffer-Døssing.
