Optimismen ville ingen ende tage, da den liberianske undervisningsminister George Werner i marts 2016 annoncerede det stort anlagte ‘Partnership Schools for Liberia (PSL) projekt sammen med Liberias præsident, Ellen Johnson Sirleaf. Projektet havde til formål at sikre kvalitetsuddannelse til de tusinder af børn, der som følge af ebola-krisen i det lille vestafrikanske land stod med lukkede skoler og slukkede drømme. Ikke at handle ville, ifølge Werner, være en uretfærdighed:
”42 procent af børn i skolealderen modtager i øjeblikket ingen undervisning. Og for størstedelen af dem, der gør, er det af alt for ringe kvalitet. Vi skylder vores børn en solid uddannelse.”
Løsningen på Liberias lukkede skoler lå, med Werners ord, lige for.
”Regeringer fejler gang på gang med at uddanne fattige børn. Der er et behov for den private sektor… Vi er i gang med at uddannelse størstedelen af børn til den private sektor, til jobs i dag, til jobs i morgen. Der er kun gode argumenter for at involvere den private sektor i uddannelsen af vores børn.”
De gode argumenter blev med vedtagelsen af PSL projektet forankret i en proces, der over en fireårig periode skulle sikre en gradvis overdragelse af Liberias 1600 offentlige grundskoler til private skoleoperatører. Processen blev påbegyndt med en et-årig pilotkontrakt med en række private NGO’er, der med et årligt indskud på 100 dollars om året per elev blev overdraget styringen af 92 af landets grundskoler (til sammenligning modtager en gennemsnitlig grundskole i Liberia 50 dollars om året per elev). NGO’erne fik samtidig stillet et hold af landets bedst uddannede lærere til rådighed på skolerne, udvalgt af den liberianske regering.
Blandt de private aktører var blandt andet BRAC, Omega, og Bridge International Academies, der med ansvaret for omtrent en femtedel af de ovennævnte skoler skulle kæmpe om at levere de bedste resultater i løbet af pilotprojektets skoleår. Som et regulært hunger games for skoler ville den organisation, der leverede ”mest læring for færrest ressourcer”, blive givet ansvaret for resten af landets grundskoler. Det eneste krav var, at skolerne forblev gratis.
Privatiseringens nye klæder
Med offentliggørelsen af PSL-projektets evalueringer kom så endelig regnskabets time. I korte træk: Resultaterne er forbedrede for de deltagende skoler. Men omkostningerne, resultaterne og forholdene på skolerne varierer voldsomt.
Fire af projektets NGO’er lykkedes med at holde omkostningerne under de 100 dollars, som samtlige involverede organisationer var blevet stillet til rådighed. Disse NGO’er leverede dog samtidig de mindste forbedringer – kun minimalt bedre end det nationale gennemsnit.
Værst ser det i evalueringen ud for Bridge International Academies, der med kun minimalt bedre resultater brugte over 1000 dollars per elev i løbet af pilotprojektets år. Bedre bliver det ikke af, at Bridge ifølge evalueringen havde afvist og udskrevet elever i løbet af året, der ikke viste tilstrækkeligt engagement eller faglig kunnen på skolerne i deres varetægt.
Evalueringen stiller et væsentligt spørgsmålstegn ved den polemikomgærdede amerikanske for-profit virksomhed, der med billion-dollar investeringer fra blandt andet Mark Zuckerberg og Bill Gates har rullet deres billige tablets og topstyrede amerikanske pensum ud i mere end 500 skoler på verdensplan. Et pensum, der ifølge virksomheden selv tilbyder en ”uddannelse i verdensklasse” for blot 7 dollars om måneden med ”det samme indhold som børn modtager i Washington, D.C., Boston, eller Massachusetts.”
Resultaterne fra PSL afslører dog en anden virkelighed; både for Bridge og for de andre organisationer, der deltog i Werners privatiseringsprojekt.
De mange fagforeninger, lærere, NGO’er og kritikere, der sidste år gik til angreb mod Bridge International Academies og PSL projektets bæredygtighed, fik ret i deres kritik. Hvorfor skal børn i Liberia lære det samme indhold som børn på den amerikanske østkyst? Hvorfor tror Silicon Valleys investorer, at det er en god og innovativ idé at tjene penge på verdens fattigste? Og hvorfor fortsætter politikere i Danmark såvel som Liberia med at sætte lighedstegn mellem privatisering og positiv udvikling?
At forbedre et uddannelsessystem er ikke noget ’quick fix’. Det kræver en bæredygtig økonomisk struktur, det kræver involveringen af adskillelige parter, og vigtigst af alt kræver det en langsigtet plan, der sjældent stemmer overens med den private sektors investeringsmål. Af samme grund må vi som politikere, forskere, pædagoger, og udviklingsarbejdere være varsomme, når den private sektor toner frem med det nyeste bud på en innovativ løsning eller teknologi til at få alle børn i skole. Og vigtigst af alt må vi huske, som George Werner og resten af det liberianske uddannelsessystem nu er tvunget til, at spørge for hvem, for hvad, og hvorfor vi sætter børn i skole.
Lucas Lundbye Cone er uddannelsesskribent på Globalnyt. Til dagligt fungerer han som graduate studerende med speciale i International Education på University of California, Los Angeles (UCLA).
