Klaas Dykmann er lektor i international politik på Roskilde Universitet
På sin første dag i embedet underskrev USA’s præsident Donald Trump et dekret om at trække sit land ud af Verdenssundhedsorganisationen (World Health Organisation, WHO).
Trump begrunder sin handling med WHO’s manglende reformer, USA’s unfair høje bidrag, fejlhåndtering af Covid-pandemien og organisationens manglende uafhængighed fra utilbørlig politisk indflydelse, særligt fra Kina.
Alle fire kritikpunkter har sikkert noget på sig og er heller ikke nye. Jeg skrev selv om dem i 2020. Men WHO har de sidste syv år foretaget ret gennemgribende reformer, USA’s bidrag er gradvist faldet, men Kina betaler stadig mindre end Tyskland og Frankrig tilsammen.
Covid-håndteringen var meget blandet i alle lande, og WHO begik fejl og ringede måske for sent med alarmklokkerne.
Afhængigheden af Kina er muligvis overdrevet – men Beijing har været ret indflydelsesrig.
Allerede i juli 2020 orienterede den daværende præsident Trump WHO om, at USA ville forlade den Geneve-baserede sundhedsorganisation med lignende argumenter – en handling, som blev tilbagerullet af efterfølgeren Joe Biden, da han tiltrådte som præsident i januar 2021.
Normalt træder en afslutning af WHO-medlemskab først i kraft efter et år – det gjaldt i 2020, men ikke nødvendigvis i denne omgang.
Der er også nogle retslige forbehold mod USA’s udtræden. Fordi det var Kongressen, som i sin tid besluttede USA’s tiltrædelse, er der tvivl om, hvorvidt præsidenten alene uden Kongressens opbakning kan trække USA ud igen.
Et spørgsmål, man kan læse mere om hos The Economist. Alligevel har Trump beordret landets sundhedsmyndigheder til omgående at stoppe alt samarbejde med WHO.
Efter Trump har trukket USA ud af organisationen, må man spørge, om WHO kan opretholde alle sine mindre synlige, men vigtige sundhedsprogrammer, især i fattige regioner af verden. Og om beslutningen kan bevirke, at vi får dårligere overblik over sundhedsdata og samarbejde på områder som epidemikontrol.
Men globalpolitisk er det også afgørende at se, hvordan Kina vil prøve at udnytte USA’s fravær i organisationen.
Kan koste for USA’s omdømme
Det er værd at bemærke, at USA’s bidrag til WHO ikke længere er så stort, som det engang var. Mens Washington betalte cirka en tredjedel af det generelle budget i det 20. århundrede, bidrager USA nu kun med 15 procent (medregner man yderligere bidrag til specielle programmer, løber det op i cirka 18 procent).
Men der vil alligevel mangle mange amerikanske ressourcer til øremærkede særprogrammer, som udgør en stor del af WHO’s midler uden for det almindelige driftsbudget.
Ligesom med den bortfaldne amerikanske udviklingsbistand, som ikke kun rammer mennesker i kriseramte regioner, vil udtrædelsen af WHO også forårsage langvarig skade på USA’s internationale omdømme.
Det kan skabe et tomrum, som hjælpepakker, personale og medicinleveringer med det kinesiske eller russiske flag måske vil komme til at fylde.
Rammer en verdensomspændende pandemi a la den, vi oplevede med Covid-19, vil et mindre institutionaliseret samarbejde med Washington være et problem
Der opstår også en fare, når globale sundhedsstatistikker ikke længere inkluderer de vigtige data fra USA, selvom de amerikanske epidemicentre nok vil prøve at opretholde en mindre formaliseret kontakt til organisationen i Geneve.
Rammer en verdensomspændende pandemi a la den, vi oplevede med Covid-19, vil et mindre institutionaliseret samarbejde med Washington være et problem. En ny global pandemiaftale skal snart vedtages i WHO’s Verdenssundhedsforsamling, men formentlig uden USA.
Frygten for manglende data og endnu mere uigennemsigtighed fra Kina blev da også nævnt for et par år siden som grunde til at opretholde WHO’s forhold til Folkerepublikken, selvom Beijing ikke altid har haft den globale sundhed som hovedinteresse.
Sundhed på amerikansk
Spørgsmålet er, hvad der på sigt sker, efter USA´s udtræden af WHO. Her er det værd at nævne, at der også findes en anden sundhedsorganisation i Washington. Nemlig Den Panamerikanske Sundhedsorganisation (PAHO), som blev grundlagt i 1902, og dermed er ældre end WHO. I dag fungerer den som regionalorganisation for WHO med ansvar for hele den vestlige halvkugle.
Interessant nok afspejlede PAHO i begyndelsen af det 20. århundrede den panamerikanske fortælling om den ”nye verden” under USA’s ledelse som alternativ til det gamle Europa.
I 1946 blev PAHO integreret i WHO, efter man blev enige om en særlig regional struktur for WHO med hovedkvarter i Geneve og seks regionale kontorer (blandt andet i København).
Blandt dem betragtede PAHO sig som ”primus inter pares” (første blandt ligemænd), der sommetider også udfordrede retningslinjer fra hovedorganisationen i Geneve.
Det er en mulighed, at PAHO genrejser sig og opretter sundhedsprogrammer i Nord- og Latinamerika samt Caribien – som en modforanstaltning mod det muligvis snart kinesisk-dominerede WHO.
Det vil også være i sync med Trumps fortolkning af USA som en hegemonialmagt ud fra en imperialistisk udlægning af Monroe-doktrinen fra 1823, hvor USA forsvarer resten af dobbelt-kontinentet mod udefrakommende magter, hvis de andre lande underkaster sig USA’s overmagt og vilje.
Små staters nationale suverænitet og territoriale integritet spiller i både den amerikanske og den kinesiske fortælling en underordnet rolle
En sådan tilgang svarer lidt til den kinesisk fortælling, der ud tanken om ”Alt under himlen” – altså opfattelsen i de gamle kinesiske kejserriger om, at Kina er centrum for verden – beskriver nutidens Kina som et velmenende imperium, der civiliserer andre befolkninger.
Små staters nationale suverænitet og territoriale integritet spiller i både den amerikanske og den kinesiske fortælling en underordnet rolle.
En stor risiko for Vesten er, at Kina kan komme til at fremstå som en ærlig og pålidelig leverandør af globale offentlige goder (global public goods) og dermed iscenesætte sig som den eneste velmenende supermagt, der både opretholder de globale strukturer og kerer sig om de fattige lande og verdensdele.
Et risikabelt spil
Man kan godt forstå, at Trump er utilfreds med WHO, men at overlade scenen til Kina er et risikabelt spil.
Det kan for eksempel få andre lande og regioner til at indtage en mere indifferent holdning til Ukraines skæbne og få deres øjne endnu mere op for de vestlige dobbeltstandarder i Mellemøsten.
Det kan så igen kan få dem til at se verden i en mere transaktionel optik og vende sig mod Kina i stedet for Vesten, der betragtes som splittet og hyklerisk (tænk bare på vores vaccinenationalisme under Covid-krisen).
Europa er optaget af den svære opgave at etablere sit eget forsvar – kan vi så derudover garantere den globale sundhedsforsyning og epidemikontrol og endda opretholde den såkaldte liberale verdensorden?
Dermed bliver presset på Europa endnu større i forhold til at bevare den liberale verdensorden på trods af alle dens fejl, uligheder og indbyggede udnyttelsesforhold.
Kan Europa kompensere for USA’s fravær i WHO og forhindre, at Kina fremover dominerer organisationen? Selvom vi magter at blive enige om at tale med én stemme, er det tvivlsomt, om vi – Europa – træder i karakter.
Europa er optaget af den svære opgave at etablere sit eget forsvar – kan vi så derudover garantere den globale sundhedsforsyning og epidemikontrol og endda opretholde den såkaldte liberale verdensorden?
Man må gerne være optimistisk og se en chance for Europa i disse udfordringer. Men meget tyder på, at vi bevæger os i en mere dyster retning.