Etiopien: Videre ad vejen mod statskollaps?

Emil Gundel

12. januar 2024

Læsetid: 7 min

Etiopien har i mange år haft en fremtrædende plads på International Crisis Groups lister over konflikter, der bør holdes øje med. På trods af at den etiopiske regering, ledet af statsminister Abiy Ahmed, i november 2022 underskrev en fredsaftale med TPLF (Tigrayfolkets Befrielsesfront), der tilsyneladende afsluttede den to år lange og exceptionelt brutale Tigray-krig, så er der ingen grund til at tro, at Etiopien er trådt ud af sin konfliktfyldte epoke.

Sådan lyder det i hvert fald fra en fremtrædende kender af Afrikas Horn, professor Alex de Waal fra London School of Economics. 

”I Etiopiens hovedstad, Addis Ababa, opretholdes et skær af normalitet, sågar af overfladisk velstand,” siger Alex de Waal til Globalnyt. 

”Men regeringsstyret er kollapset i store dele af landet, og Abiy skaber flere og flere problemer, der ubønhørligt leder mod statskollaps.”

Der er voldsomme konflikter i to af landets vigtigste regioner, der er fortsat sult i det nordlige Etiopien, økonomien er hårdt ramt, og usikkerheden i landet har nået faretruende højder. Fredsaftalen med Tigrayfolkets Befrielsesfront er stadig ikke fuldt implementeret og kan stadig risikere at blusse op igen, mens Eritrea, Abiys tidligere allierede, stadig har styrker i den østligste del af Tigray regionen. 

De enorme politiske, økonomiske og sikkerhedsmæssige problemer, som landet slås med, har dog ikke lagt en dæmper på statsministerens ambitioner, og det kan få katastrofale følger. 

”Der kommer måske en regional krig i Afrikas Horn i 2024, og det vil medføre kaos, konflikt, hungersnød og migration på et massivt niveau,” advarede Alex de Waal tilbage i december. På det tidspunkt var frygten, at der ville udbryde en krig med Eritrea om kontrollen over havnebyen Assab, men en uventet udmelding den 1. januar 2024 har ændret spillet. 

Ambitioner, havadgang og frygten for krig

 Den 13. oktober 2023 sagde Abiy i en tale til nationen, at ”Etiopien er en ø omgivet af vand, men det er et land, der tørster. Røde Havet og Nilen er afgørende for Etiopien… og er grundlaget for, om Etiopien vil opleve fremgang eller undergang.” 

Det var ikke første gang, at Abiy kom med hentydninger til Etiopiens ret til at genvinde kystterritorier – som landet mistede, da Eritrea opnåede uafhængighed – og sammen med andre signaler fra den etiopiske regering fik det altså eksperter som Alex de Waal til at frygte, at en krig med Eritrea kunne være nært forestående. 

Læs Alex de Waals egen analyse af situationen i Etiopien og den mulige krig med Eritrea her på Globalnyt.

Abiy har ry for at være utilregnelig, og det levede han i den grad op til, da han den 1. januar i år underskrev et kontroversielt forståelsespapir med præsidenten for den ikke-anerkendte stat Somaliland, Musa Bihi Abdi. Detaljerne er ikke offentliggjort, men lægger op til en fremtidig aftale med to særligt vigtige elementer.

Den ene del af papiret er en leasing aftale, hvor Etiopien får retten til en 20 kilometer lang kyststrækning med tilladelse til at have militærbaser og flådehavne i 50 år. Aftalen vil også styrke det økonomiske forhold mellem Etiopien og Somaliland, hvor Etiopien blandt andet allerede har en større ejerandel i fragthavnen i Berbera, der er drevet af DP-World, et selskab fra De Forenede Arabiske Emirater. 

Den anden del handler om anerkendelsen af Somaliland som selvstændig nation, men det forlyder nu, at der nok snarere er tale om, at Etiopien har forpligtiget sig til aktivt at beskæftige sig med og tage stilling til legaliteten omkring Somalilands ret til at være selvstændigt. 

Aftalerne er blevet mødt med stor vrede af den somaliske regering, der har tilbagekaldt landets ambassadør fra Addis Ababa. Somalias præsident underskrev den 6. januar en lov, der stempler aftaler mellem Somaliland og Etiopien som ugyldige. Loven er dog i høj grad symbolsk, da Mogadishu regeringen ikke har kontrol over den selverklærede nation i det nordvestlige Somalia. 

En lang række lande har udtrykt deres støtte til Somalia, herunder Sydsudan og Egypten, lande der begge føler sig truet af Etiopiens Millennium Dam – en kæmpedæmning på Nilen som truer begge landes vandforsyninger og i årevis har skabt alvorlige spændinger. 

Ifølge Alex de Waal så er en meget sandsynlig konsekvens af Abiy og Bihis forståelsespapir, at Somalia, Eritrea og Djibouti vil indgå en tæt forsvarsalliance. En større krig på Afrikas Horn i 2024 kan derfor stadig ligge i kortene. Eritrea har som nævnt endnu ikke trukket sig ud af Tigray. Det er begrænset, hvor længe det kan accepteres i Etiopien, da det svækker ministerpræsident Abiys og hele den etiopiske centralregerings autoritet og legitimitet, og fordi det bringer fredsaftalen med TPLF i fare. 

Dertil kan Abiy føle sig presset til at starte en konflikt med Eritrea for at dæmpe den største af de interne konflikter i Etiopien, fordi han på den måde kan genvinde noget af støtten fra den amhariske elite.

To store oprørskrige i Etiopien

Der er væbnet konflikt i to af Etiopiens vigtigste regioner, Oromia og Amhara. Der er løbende sammenstød mellem staten og to paraplyorganisationer for militante grupper fra Etiopiens to største etniske grupper, Oromo-folket og Amhara-folket, der tilsammen udgør næsten 60 procent af Etiopiens samlede befolkning.

Læs her en artikel her på Globalnyt, der forsøger at klarlægge primære årsager til de periodevise udbrud af konflikt i Etiopien.

I Oromia er det OLA (Oromo Liberation Army), der udfordrer Abiys regerings suverænitet. OLA er en etnisk-separatistisk gruppe, der brød ud fra OLF (Oromo Liberation Front) i 2018, fordi størstedelen af OLF valgte at opgive deres kamp for en selvstændig etnisk baseret Oromo nation, da Abiy Ahmed, der selv er Oromo, kom til magten.

OLA er vokset betydeligt i størrelse siden 2018, da gruppen formentlig bestod af nogle få tusinde væbnede medlemmer. Den har udnyttet den udbredte utilfredshed med Abiys regering og stridigheder mellem oromoer og Amhara-mindretallet i det nordvestlige Oromia. OLA sluttede sig formelt sammen med TPLF under Tigray-krigen – ligesom en række andre, meget mindre oprørsbevægelser også gjorde – og er anklaget for at begå massakrer på civile amharaer.

OLA betragtes generelt ikke som værende velorganiseret eller stærk nok til at true den etiopiske hær eller regeringen i Addis Ababa, men alligevel udfordrer gruppen seriøst regeringens kontrol over særligt den vestlige del af Oromia. Der har været flere runder af fredsforhandlinger mellem gruppen og den etiopiske regering i 2023 – senest i november i Tanzania, men de har heller ikke ført til nogen aftale mellem de to parter.

Regeringsstyret er kollapset i store dele af landet

Alex de Waal

I Amhara-regionen kæmper de etniske Amhara Fano-militser imod regeringsstyrkerne. Fano-militserne var ellers en af Abiys hovedallierede i krigen mod Tigray – sammen med Eritrea og i et beskedent omfang Somalia, mens de Forenede Arabiske Emirater finansierede konflikten. Nu er det dog tydeligt, at Fano-militserne mere var mod de tidligere magthavere i TPLF – som de beskylder for at have undertrykt Amhara-befolkningen og taget dens land under tigrayernes langvarige regime – end de var for Abiy. Fano-militserne bliver beskyldt for at begå og have begået meget brutale og systematiske overgreb på tigrayere i det omstridte Vest-Tigray.

Kampene mellem Fano og regeringens styrker brød ud i april og flammede op igen i slutningen af sommeren. Det skyldes i høj grad fredsaftalen mellem Abiy og TPLF – som ikke overdrog Vest-Tigray til Amhara-regionen – og Abiys beslutning om at indlemme de regionale specialstyrker i den føderale hær. Regeringen har ikke formået at holde Fano ude af de store byer og har ikke succesfuldt nedkæmpet oprøret.

På trods af den føderale hærs militærteknologiske overlegenhed formår disse militser igen og igen at indtage urbane centre i Amhara-regionen. Droner og kampfly er ingen garanti for sejr, blandt andet fordi militserne er dybt forankrede i lokalsamfundene og har stor støtte fra dele af den amhariske elite. Militserne blev da også tidligere bevæbnet af regeringen, særligt da de tigrayiske styrker med stor hastighed nærmede sig Addis Ababa ad motorvejene gennem Amhara i slutningen af 2021.

OLA og Fano er internt meget fjendtlige overfor hinanden, hvilket mindsker deres trussel mod Abiys regering, men samtidigt øger det mængden af konflikt og vold i landet og fremhæver statens manglende evne til at skabe fred og udøve sit voldsmonopol. 

Tigray og den skrøbelige fred

Fanos og den amhariske regionale stats ageren i det vestlige Tigray er med til at true den allerede skrøbelige fredsaftale mellem Abiy og TPLF. Selvom Abiy efter fredsaftalen stod som sejrherre over TPLF og deres væbnede styrker, så er de tigrayiske styrker stadig i stand til at genoptage krigen.

Der rapporteres om hundredtusinder af soldater, der nu i et eller andet omfang er demobiliserede, som igen kan gribe til våben. De tigrayiske soldater skulle – ligesom andre parter i konflikten – ifølge aftalen have været tilbudt anden beskæftigelse, men det er endnu ikke sket.

Der forlyder ganske vist, at de tigrayiske soldater har overgivet 85 procent af deres tunge våben til den etiopiske regering, men om det er sandt, vides ikke. I den amhariske politiske elite tvivles der på den påstand, hvilket giver Fano-militserne vind i sejlene på grund af frygten for brutale repressalier fra de tigrayiske styrker.

Der er dog ikke mange ressourcer tilbage i det hungersnødsramte Tigray, og det er tvivlsomt, om lederne vil genoptage kampen, hvis de ikke bliver tvunget til det. Men de kan meget vel føle sig pressede til det, for situationen i Tigray-regionens østlige del er også exceptionelt sprængfarlig.

TPLFs ærkefjende, Eritrea, har som nævnt stadig styrker i det østlige Tigray. Og det er en bitter pille at sluge for tigrayerne, da de eritreiske styrker begår og har begået uhyrlige menneskerettighedsovergreb og krigsforbrydelser – herunder massakrer på civile og systematiske overgreb i en så stor grad, at organisationen Physicians for Human Rights estimerer, at 8 procent af alle kvinder i Tigray har været udsat for seksuel vold.

Politik, økonomi, emiraterne og 2024

Abiy står i en utroligt svær situation, der rækker ud over de konfliktforhold som er beskrevet ovenfor. På trods af hans regerings hårde og centralistiske linje så har den ikke formået at skabe fred. Vold, forbrydelser og menneskerettighedsovergreb finder sted i stor stil, og ikke kun i konfliktområderne. Ofte er det også de officielle myndigheder, der står bag kriminalitet og overgreb, hedder det i en rapport fra FN’s Højkommisariat for Menneskerettigheder i oktober 2023.

Læs her et Globalnyt-interview med den etiopiske menneskerettighedskommisær Rakeb Aberra.

Etiopien har undgået økonomisk kollaps i løbet af 2023, delvist på grund af massiv støtte fra Emiraterne og en aftale med Kina om at stoppe afdrag på lån. Men situationen ser stadig ikke lovende ud, med inflationsrater på over 30 procent. Det er især den brede befolkning, der rammes af den økonomiske situation, hvilket øger utilfredshed og kan være medvirkende til at øge den overordnede usikkerhed i landet. 

Det Røde Hav er et sted, hvor de mellemstore magter kæmper om indflydelse og kontrol i den nye verdensorden

Alex de Waal

Etiopien er desuden meget påvirket af de dyre import-eksport ruter via Djibouti, og hvis den økonomiske situation forværres i 2024 kan det også øge risikoen for en krig med Eritrea, for at få direkte kontrol med en handels- og flådehavn. Det kan negative reaktioner på aftalen med Somaliland, for eksempel ved sanktioner mod Etiopien, også. Men om beslutningen om at føre krig eller ej, helt er i hænderne på Abiy, er dog ikke helt tydeligt. 

Forskere som Alex de Waal påpeger at regionen ved det Røde Hav er et sted, hvor de mellemstore magter kæmper om indflydelse og kontrol i den nye verdensorden. Etiopien er efter sigende i høj grad finansieret af De Forenede Arabiske Emirater, og hvor langt de vil gå i deres støtte af Abiy – og for den sags skyld Somaliland – er et åbent spørgsmål, men et der vil være helt afgørende for Etiopien og Afrikas Horn i 2024.

Læs Alex de Waals analyse af den internationale politiske situation i Røde Havs området her.