For nylig tilbød EU Tunesien mere end én milliard euro (1,1 milliarder dollars) for at hjælpe med at stabilisere landets økonomi og begrænse migration over Middelhavet. På sin side udtalte Saïed, at Tunesien ikke har intentioner om at blive Europas grænsevagt.
Men Tunesien har allerede i årevis modtaget millioner af euro fra EU til at ’administrere migration’, samtidig med at de imidlertid hverken har indført en klar migrationspolitik eller vedtaget en national lov om asyl og flygtninge. Som følger heraf, har Tunesien ikke en retlig ramme til at håndtere tilstedeværelsen af mennesker, der ender med at være fastlåste på tunesisk territorie efter at være blevet blokeret fra at krydse Middelhavet.
Spændingen mellem disse politikker når nu et klimaks grundet henholdsvis underliggende anti-sort racisme i det tunesiske samfund, mere end et årti med økonomiske skuffelser i kølvandet på Tunesiens revolution i 2010, fødevaremangel og inflation efter pandemien forværret af krigen i Ukraine, samt en tiltagende autoritær og uforudsigelig præsident.
Saïeds berygtede tale, afholdt den 21. februar, pustede til gløderne, idet han spredte grundløse, racistiske konspirationsteorier om at sorte afrikanske migranter truer med at omdanne Tunesien til ”et rent Afrikansk land uden tilknytning til arabiske og islamiske nationer”.
I kølvandet på talen, er sorte afrikanske asylansøgere og migranter blevet fyret fra deres jobs, udvist fra deres hjem og gjort til genstand for voldelige angreb.
Det er ikke overraskende, at Tunesien har overhalet Libyen som den primære afrejselokation i Nordafrika for asylansøgere og migranter, der forsøger at nå Europa. Samtidig er lighuse i landets sydlige del blevet overvældet af de hundredvis af kroppe, der er druknet under skibbrud, og som skylles i land langs kysten.
Situationen er forfærdelig og tragisk, men den er også resultatet af et vedvarende pres fra EU for at inddæmme asylansøgere og migranter i Tunesien, ligesom den er resultatet af beslutninger truffet af tunesiske politiske ledere; beslutninger om at placere sorte afrikanere i en evig tilstand af uformel status, således strandet i samfundets periferi.
Tunesiens voksende rolle
Tunesiens rolle i EU’s eksternalisering overskygges ofte af nabolandet Libyen. I årevis har offentligheden lagt øre til de grusomme forhold, asylansøgere og migranter udsættes for i Libyen, og EU’s rolle i opretholdelsen af den cyklus, der udgøres af push-backs, tilbageholdelse og mishandling.
Til sammenligning, har Tunesien fået mindre opmærksomhed. Ikke desto mindre er de to lande historisk forbundene, og asylansøgere og migranter som flygter fra konflikt og mishandling i Libyen, har ofte krydset grænsen til Tunesien. Andre er blevet ’fanget’ eller ‘opfanget’ til havs af Tunesiens kystvagt og bragt til Tunesiens kyster.
På grund af sin geografiske beliggenhed ved Middelhavet, har Tunesien siden 1990’erne været under pres fra EU om at ’administrere migration’, hvilket er accelereret over det seneste årti. Millioner af euro er strømmet fra EU-institutioner og medlemsstater til træning, udstyring og rådgivning af de tunesiske sikkerhedsstyrker og militarisering af Tunesiens grænser. Dette inkluderer finansiering af radarsystemer, både til kystvagter, elektronisk overvågningsudstyr og centre til træning i ’grænsekontrol’ for tunesiske sikkerhedsstyrker.
Den nylige aftale på en milliard euro vil kun yderligere styrke dette sikkerhedsapparat og underbygge bekymringer om, hvorvidt Tunesien er ved at udvikle sig til en politistat, igen.
Desuden er denne tilgang dømt til at mislykkes. Forskning viser klart, at øget grænsekontrol ikke stopper migration. I stedet tvinger det asylansøgere og migranter til at tage længere og mere farlige ruter, hvilket skaber gentaget forretning for smuglere. Det resulterer desuden i højrisikable rejser og flere undgåelige dødsfald.
’Et skjult helvede’
Gennem årene har den EU-støttede tunesiske kystvagt opfanget titusinder af asylansøgere og migranter til havs på vej mod EU, hvoraf mange er afrejst fra Libyen. Når de er bragt til lands, betyder Tunesiens fravær af en officiel migrationspolitik og asyllov, at disse mennesker ofte ikke har mulighed for at søge beskyttelse eller opnå juridisk status. I den udstrækning den findes, er deres adgang til bolig, arbejde, sundhedspleje, uddannelse og beskyttelse mod misbrug, ad hoc og prekær.
Dele af det sydlige Tunesien tæt ved grænsen til Libyen – eksempelvis byerne Medenine og Zarzis –er reelt blevet en deponeringsplads for asylansøgere og migranter, der er blevet opfanget eller ’reddet’ af kystvagten, eller er krydset ind i Tunesien fra Libyen i søgen efter sikkerhed.
Der er to shelters i Medenine – et drevet af FN’s flygtningeagentur UNHCR, det andet drevet af FN’s migrationsagentur IOM. Disse faciliteter har til formål at give midlertidigt husly, men har ikke tilstrækkelig kapacitet til at huse alle, der har behov for det.
Rapporter om overbefolkning, manglende adgang til basal hygiejne, udbrud af fnat, åndedrætsbesvær grundet mug og vand dryppende fra lofterne i disse shelters, er hverdag. Jeg har bevidnet disse forhold på første hånd under mit feltarbejde, og dette var ovenikøbet før UNHCR blevet skåret i finansieringen i 2021. Rapporter om fysisk og seksuel vold samt selvmord, er også almindelige.
Tunesiens regering har givet UNHCR mandat til at afgøre, hvorvidt folk kvalificerer sig som flygtninge under international lov. Men selv hvis de gør det, giver det dem ikke en stabil juridisk status i landet. Ikke desto mindre har flere kvinder, jeg har mødt, forsøgt at drikke blegemiddel eller skære i sig selv, efter deres asylsager blev afvist af UNHCR.
Asylansøgere og migranter, som jeg har kendt i årevis, refererer til deres tilværelse i landet som ’et skjult helvede’. Disse forhold er nu blevet forværret af den politiske uro og de forværrede socioøkonomiske udfordringer, Tunesien står overfor.
Samtidig er der ingen politisk vilje i Tunesien, til at implementere love der beskytter asylansøgere og migranter, eller giver dem en juridisk status i landet. EU viser også en stadig større desperation for at indgå en tvivlsom aftale med Tunesien, som skal bremse migration, med meget lidt hensyntagen til menneskeliv: en tilgang, der utvivlsomt vil give bagslag.
For asylansøgere og migranter som ikke kan – eller vil – vende tilbage til deres hjemland, er der kun to muligheder: at forblive i Tunesiens ’skjulte helvede’ eller risikere deres liv i forsøget på at finde en udvej.
Ahlam Chemlali er ph.d.-studerende ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) og Aalborg Universitet, samt gæsteforsker ved University of California og Yale University. Denne artikel blev først bragt i The New Humanitarian.
- This story was originally published by The New Humanitarian.
- The New Humanitarian puts quality, independent journalism at the service of the millions of people affected by humanitarian crises around the world. Find out more at www.thenewhumanitarian.org
