Et oprør i den nordlige del af Mozambique har vist sig særdeles vanskeligt at nedkæmpe. Det er til trods for, at flere udenlandske nationer har bidraget med militær støtte til regeringen i landet. Det gælder nu også EU.
EU’s mission i Mozambique – EUTM Mozambique
EU’s mission i Mozambique blev godkendt af EU’s Ministerråd i 2021. EU er til stede på baggrund af et ønske fra regeringen i Mozambique.
Det primære formål med missionen er ifølge mandatet fra EU-ministrene at støtte en mere effektiv reaktion af det mozambiquiske militær på krisen i Cabo Delgado i overensstemmelse med menneskerettigheder og international humanitær folkeret.
Missionen indeholder:
- Militær træning
- Specialiseret træning, herunder terrorbekæmpelse
- Træning og uddannelse i beskyttelse af civile og overholdelse af humanitær folkeret og menneskerettigheder
- Fremme af dagsorden om kvinder, fred og sikkerhed
Følgende 10 EU-lande deltager i missionen:
- Belgien
- Estland
- Finland
- Grækenland
- Italien
- Litauen
- Portugal
- Rumænien
- Spanien
- Østrig
Torsdag meddelte EU’s Ministerråd, at EU-landene er blevet enige om at støtte en militæraktion af sammenslutningen af lande i det sydlige Afrika (SADC) med 110 millioner kroner. Meddelelsen kommer samtidig med, at EU’s udenrigsansvarlige, Josep Borrell, besøgte landet i sidste uge. Under hans besøg var der nye dødsfald i konflikten, og de foregik uden for Cabo Delgado-provinsen, der ellers har været centrum for stridighederne.
Læs også: Hvordan Mozambiques guldrandede rubineventyr med britisk selskab skabte et ulmende oprør
”Jeg ønsker at udtrykke EU’s forpligtelse og solidaritet med Mozambiques kamp mod terrorisme og arbejde for fred. Uheldigvis kommer mit besøg samtidig med drabet på seks mennesker i Nampula-provinsen så sent som i går. Jeg tog dette til særlig efterretning, fordi dette angreb og drabet på de seks mennesker er en stærk påmindelse om, at kampen mod terror ikke er ovre, og at den, uheldigvis, spreder sig ud af Cabo Delgado-regionen til andre regioner,” sagde den spanske EU-kommissær i Mozambique i sidste uge.
EU har i forvejen en træningsmission i Mozambique (EUTM Mozambique). Her har man ifølge EU-kommissæren trænet 600 soldater, og EU kommer til at bidrage med over 660 millioner kroner til den indsats.
Efter at det danske forsvarsforbehold blev afskaffet ved folkeafstemningen i efteråret, kan Danmark vælge at deltage i missionen. Ifølge TV2 var De Radikale alene blandt de danske partier under debatten forud for folkeafstemningen om at udtrykke interesse for at deltage i EU-missionen i Mozambique.
Kamp om gas?
Oprøret i Mozambique startede i 2017, hvor en politistation i provinsen Cabo Delgado blev angrebet. I 2020 lykkedes det kortvarigt de militante oprørere at overtage havnebyen Mocímboa da Praia ved grænsen til Tanzania.
Islamister har været involveret i oprøret, men International Crisis Group, peger på, at den primære årsag findes i utilfredshed over, at lokalbefolkningen ikke får del i gevinsterne ved udnyttelsen af provinsens ressourcer.
Aktivister fra den lokale organisation Justice Ambiental, der er en del af det internationale netværk Friends of the Earth, peger på, at opdagelsen af gasressourcerne er tæt forbundet med konflikten. De forklarede under et besøg i København i foråret, at projektet med at udvinde gas i første omgang førte til, at tusinder blev tvangsforflyttet fra kysten, hvor mange levede af fiskeri.
“Tidligere var Cabo Delgado en fredelig provins, men siden gasprojektet startede er der udbrudt en voldsom konflikt. Sikkerhedsstyrkerne beskytter projektområdet mere end de beskytter lokalbefolkningerne,” fortalte Kete Fumo fra ngo’en.
Læs også: Aktivister til danskerne: Vil i ikke nok holde op med at investere i kul og gas hos os?
Europæiske virksomheder som franske Total og italienske Eni har været involveret i gasprojektet i Cabo Delgado. Det har fået flere til at spekulere i, at den militære mission handler om at beskytte gasudvindingen i provinsen.
Greenpeace har tidligere præsenteret en rapport med et budskab om at størstedelen af EU’s militære operationer, herunder den i Mozambique, handler om at beskytte interesser i fossile energikilder som olie og gas.
Naturgassen er ikke et emne, som Josep Borrell, selv fremhæver i sin tale. Men EU håber, at Mozambique kan blive gaseksportør, forklarer han, i et svar til en journalist ved pressemødet i Mozambique.
”Naturligvis håber vi, at Mozambique kan blive et gasproducerende land. Og faktisk byder vi den kendsgerning velkommen, at det allerede er det, fordi om et par dage vil det første skib med 175.000 ton gas forlade Cabo Delgado for at drage mod Europa,” svarede EU-kommissæren.
I et blogindlæg mandag uddyber han:
“Nogle journalister i Mozambique har spurgt mig, om vores støtte til at bekæmpe terrorisme i Cabo Delgado har en sammenhæng med gasressourcerne i provinsen. Mit svar var klart: opdagelsen af gas i Mozambique bør først og fremmest komme det mozambiquiske folk til gode, men den kan også hjælpe med at håndtere den globale energikrise og efterspørgslen efter energi. Men det er ikke den primære årsag til vores indsats i Mozambique.”
Energi er en mangelvare i Mozambique, særligt i de landlige områder, hvor kun 8 procent af befolkningen har adgang til el. I byområder er tallet 72 procent, ifølge tal fra Verdensbanken.