TEL AVIV – I midten af december vedtog EU-Parlamentet en resolution, som udtrykker parlamentets ”urokkelige støtte til en forhandlet tostatsløsning på baggrund af 1967-grænserne med to uafhængige, demokratiske stater side om side”.
Talen er naturligvis om den lange konflikt mellem israelere og palæstinensere. Resolutionen udtrykker en velkendt holdning, at konflikten bør finde en afslutning, ved at de to folk får hver sin selvstændige stat, med Jerusalem som hovedstad for begge, og grunden til at dette indtrængende ønske igen blev bragt på bane den 14. december, er den israelske regeringsdannelse efter Knesset-valget den 1. november.
I skrivende stund er den nye regering lige ved at være på plads, og den bliver efter alt at dømme den mest højreorienterede i landets historie. Benyamin Netanyahu bliver premierminister, og han har skaffet sig det parlamentariske flertal ved bl.a. at gå i samarbejde med partiet Religiøs Zionisme, der befinder sig på den radikale højrefløj.
Mange i Mellemøsten betragter EU som fuld af gode intentioner, men med ringe vilje til at omsætte intentionerne til virkelighed
Og med disse parlamentarikere som medpassagerer i den nye regering tyder alt på, at den allerede nedfrosne fredsdialog med palæstinenserne vil komme endnu længere ned i dybfryseren.
Mange ord og mangel på handling
”Dette er en typisk europæisk reaktion,” siger Ghassan Khatib, der har været minister i et par palæstinensiske regeringer og nu er professor i statskundskab ved Bir Zeit Universitetet på Vestbredden. ”Europæerne støtter tostatsløsningen, de er imod den israelske besættelse, de kridter banen af, men det bliver sjældent til mere end smukke ord.”
Som Khatib ser det, er dette forhold meget tydeligt, hvad angår den israelsk-palæstinensiske konflikt, men på mange måder gør det sig gældende mange steder i hele Mellemøsten og Nordafrika.
”Amerikanerne engagerer sig aktivt på en helt anden måde, men fordi de stiller sig meget klart på israelsk side, er opfattelsen af USA generelt negativ i den arabiske verden,” forklarer han. ”Europa opfattes i langt højere grad som værende neutralt i forhold til de mellemøstlige konflikter, men de følger kun sjældent denne neutralitet op med konkret handling, og så kan det egentlig være lige meget.”
Egypten
Nogenlunde samme billede tegner sig i Egypten, som EU længe har kritiseret for tilsidesættelse af basale menneskerettigheder. Allerede i 2008 kom Parlamentet med en resolution, der fordømte landets manglende omsorg for borgernes rettigheder. Næsten som forventet reagerede det egyptiske styre skarpt ved at kræve, at EU ikke blander sig i interne egyptiske forhold og da slet ikke ved at rejse sagen i fora, hvor Egypten slet ikke er medlem.
EU’s daværende udenrigschef, Javier Solana, kom med en skarp modreaktion, men gjorde derpå alt for at nedtone krisen.
Under Egyptens nuværende leder, Abdel Fattah el Sisi, har forholdet til EU ved flere lejligheder været ramt af lignende stormvinde, men hver gang er det faldet til ro igen. Der bliver reelt ikke rykket ved Egyptens problematiske forhold til menneskerettighederne, og det er endnu et eksempel på, at mange i Mellemøsten betragter EU som fuld af gode intentioner, men med ringe vilje til at omsætte intentionerne til virkelighed.
”Mens EU præsenterer sig selv som et demokrati og en fortaler for reformer i landene syd for Middelhavet, rejser denne modsigelse i EU’s retorik vedrørende demokratiets fremme spørgsmål om, hvor vidt EU i sidste ende virkelig er interesseret i at forfølge dette mål,” skrev allerede dengang den egyptiske aktivist Omayma Abdel-Latif.
Det europæiske paradoks
EU’s rolle i Mellemøsten synes at ligge under for et paradoks. EU er den næststørste kilde til støtte og donationer i regionen – kun overgået af USA. Europa er Mellemøstens største handelspartner, og Europa er uden tvivl den globale aktør, som tydeligst mærker effekten af de mange kriser i eksempelvis Libanon, Syrien og Libyen. Tænk bare på flygtningestrømmen fra Syrien i 2015.
Ifølge en analyse fra The International Crisis Group er der en strukturel forklaring på EU’s nedtonede ageren, trods dette.
”Den europæiske udenrigstjeneste (EEAS) søger konsensus blandt de 27 medlemsstater i stedet for at føre udenrigspolitik,” hedder det fra den kant.
”Dette synes at reducere EU’s udenrigspolitik til at yde støtte, og det sker på betingelser, der lider under en mangel på mellem- eller langsigtet politisk strategi. For lande, der ikke har interesse i at nyde godt af den økonomiske side af den europæiske støtte, såsom monarkierne i Golfområdet, er EU derfor nærmest irrelevant.”
EU fravælger i vidt omfang de høje idealer, fordi der primært tages hensyn til egne interesser
Ghassan Khatib er enig i disse betragtninger, men han formulerer det på en lidt anden måde.
”EU fravælger i vidt omfang de høje idealer, fordi der primært tages hensyn til egne interesser,” siger han. ”Handelsrelationer og økonomi vejer tungt i overvejelserne, og det betyder, at EU tager meget store hensyn til amerikanske holdninger i forhold til Mellemøsten. Men herudover er der jo europæernes store ønske om konsensus indadtil, for de tager stilling, og det giver eksempelvis den ungarske leder, Viktor Orbán, en kolossal indflydelse. Han har tætte relationer til Israels ekstreme højrefløj, som nu er ved at danne regering sammen med Netanyahu, og Orbán kan forhindre, at EU tager klar stilling i den forbindelse. Det er dybt frustrerende.”
Vi spørger os for på den fløj, som ser frem til den nye israelske regering. David Wilder er tidligere talsmand for bosætterne i Hebron på Vestbredden og er stadig yderst aktiv.
Når vi taler om EU, plejer han at henvise til TIPH, en observatørstyrke med det fulde navn Temporary International Presence in Hebron. Styrken havde også dansk deltagelse og var til stede for at observere situationen i den konfliktfyldt by fra 1994 til 2019.
”Det var en gruppe små pudsige mænd, der kørte omkring i små pudsige biler og skrev ned, hvad de så,” siger han. ”Men de ændrede ikke noget som helst. Nu får Israel en ny regering, og europæerne snakker igen, men der kommer ikke andet fra den side. Så jeg tager situationen helt med ro.”
EU i Libanon
Ikke desto mindre er der ved at ske en ændring.
Den 11. oktober nåede parterne i en israelsk-libanesisk grænsestrid til principiel enighed efter tre års tovtrækkerier. Det drejer sig om grænsedragningen mellem de to lande ude i Middelhavet, hvilket havde fået stor betydning, da man for mere end 10 år siden begyndte at lokalisere store forekomster af naturgas under havbunden ud for de to landes kyster.
Israel er således i besiddelse af naturgas, der vurderes at kunne gøre landet selvforsynende med energi i omkring 70 år, ligesom der er planer om at eksportere til Europa. I Libanon er situationen en anden. Landets økonomi er på randen af sammenbrud, og der er end ikke ressourcer til at begynde udvindingen.
Andre grænsestridigheder på land har optaget dagsordenen på en helt anden måde, og eftersom der ikke findes nogen fredsaftale mellem landene, har en egentlig dialog altid været vanskelig
Men dertil kommer, at to gasfelter – Qana og Karish – ligger lige, hvor den maritime grænse mellem Israel og Libanon burde befinde sig. Grænsens nøjagtige placering har aldrig fyldt særlig meget i forholdet mellem de to. Andre grænsestridigheder på land har optaget dagsordenen på en helt anden måde, og eftersom der ikke findes nogen fredsaftale mellem landene, har en egentlig dialog altid været vanskelig.
Men pludselig fik denne sag altså stor betydning, og det lykkedes ovenikøbet at nå frem til en form for enighed. Grænsen flyttes en smule mod syd, så Libanon kommer til at råde over mere gas, og som en del af aftalen vil Israel modtage en del af udbyttet, når udvindingen på et tidspunkt kommer på benene.
Da forhandlingerne nåede et resultat, kom der hurtigt en lykønskning fra EU’s ambassadør i Israel, den bulgarske diplomat Dimiter Tzantchev.
Men ud over at EU har store interesser i at se det lykkes – bl.a. fordi det er det franske selskab TotalEnergies, har en stor del af borerettighederne i den libanesiske undervandssokkel – står det klart, at det var en vedholdende og aktiv amerikansk indsats, der fik aftalen på plads.
Ny europæisk vilje
Her ser vi altså det europæiske dilemma spille ind, men i et nyt lys. Der ligger stadig klare europæiske egeninteresser bag, nemlig de franske borerettigheder, men selv om det primært var USA, der fik forhandlet aftalen på plads, skete det med et tydeligt europæisk engagement.
Set fra Mellemøsten kan sagen forklares på flere måder. I sin tid på præsidentposten har Joe Biden tydeligt ønsket at nedtone USA’s mellemøstlige engagement. Amerikanerne er ude af Afghanistan, og det samme er næsten tilfældet i Irak, og fordi Biden samtidig fokuserer på andre dele af verden, er der muligvis opstået en europæisk forståelse af, at man må engagere sig mere aktivt i Mellemøsten. Samtidig har krigen i Ukraine nok også vist, at det er vanskeligt at holde sig uden for de globale konflikter.
Blød magtanvendelse har altid har været EU’s foretrukne fremgangsmåde, men betinget af de geopolitiske omstændigheder, og her ikke mindst i krigen i Ukraine, ser man også en stigende europæisk vilje til at tage mere kontante midler i brug
Dette falder på sin vis i hak med den seneste meningsmåling fra The German Marshall Fund, en amerikansk tænketank, der fokuserer på forholdet mellem USA og Europa.
Ifølge Transatlantic Trends 2022, der blev offentliggjort den 29. september, ser to tredjedele af de adspurgte amerikanere og europæere fortsat USA som den mest indflydelsesrige globale aktør, men kun en tredjedel mener, at det samme vil være tilfældet om fem år.
Det er en klar opfattelse, at Kinas indflydelse er i stærk vækst, men meningsmålingen peger også på, at Europa i et vist omfang vil kunne udfylde noget at det tomrum, USA efterlader på scenen.
Dette vil navnlig dreje sig om såkaldt blød magtanvendelse, som altid har været EU’s foretrukne fremgangsmåde, men betinget af de geopolitiske omstændigheder – og her ikke mindst i krigen i Ukraine – ser man også en stigende europæisk vilje til at tage mere kontante midler i brug.
Denne artikel er oprindelig bragt hos POV International og bringes efter aftale med POV International og skribenten.
POV – POINT of VIEW International – er et uafhængigt netmedie, der publicerer analyser, anmeldelser, essays, debatindlæg indenfor især debat-, kultur-, erhvervs- og udlandsstof.
