Europa bliver nødt til at vågne op, vise sig modig og erkende den tydelige sammenhæng, der er, mellem en Putin, der får lov til at gøre hvad han vil i Syrien, samtidig med at han producerer hundredtusindvis af flygtninge, der søger sikkerhed i Europa men hvor de mødes af ekstreme nationalistiske holdninger og fjendtlighed over for dem.
Meget af dette kunne undgåes, hvis vi havde modne og modige beslutningstagere, der turde sætte Putin og Assad under afgørende pres.
Vladimir Putin har fanget Europa i en fælde, der tillader ham at anspore Assad-regimet til at begå yderligere krigsforbrydelser, som Europa føler sig nødsaget til at acceptere af frygt for at radikal islam skal styrke sin magt i Mellemøsten.
Assads forbryderiske planer om en storoffensiv i Idlib vil udløse en humanitær katastrofe og sende yderligere tusinder af syrere på flugt, hvoraf dog kun en lille del af dem når til Europa.
Man må nemlig ikke glemme, at den rige verden kun tager imod et lille mindretal af verdens flygtninge. Ikke desto mindre er flygtninge i Europa vand på Putins og nationalisters mølle og deres anti-muslimske had.
Marine Le Pen i Frankrig, Nigel Farage og Brexit i England, Sverigedemokraterne og de xenofobiske og anti-demokratiske lande i Østeuropa er alle brikker i Putins hensynsløse magtpolitik i Mellemøsten, der inkluderer en alliance med dennes proxy i Syrien, Bashar al-Assad.
Når først denne sammenhæng går op for Europa, kan man ikke længere stiltiende tolerere Putin og Assads grusomheder.
Fri til at bruge kemiske våben
Torturhjulet er ved at dreje rundt igen og ødelægge hundredtusinders liv. Diplomatiske forsøg på at forhindre volden ser ud til at have fejlet, ligesom de har slået fejl i hele Syrienkonfliktens 8 drabelige år.
Sandsynligvis vil Bashar al-Assads styrker og deres russiske og iranske støtter snart begynde deres angreb på Idlib-provinsen. Russiske fly forsøger allerede at destruere oprørernes forsvarsstillinger, og der er al mulig grund til at forvente en katastrofe.
Utvivlsomt vil Assads styrker atter ty til brugen af kemiske våben, samtidig med at de opdigter konspirationsteorier for at benægte deres eksistens.
Vores beskidte årti har lært kriminelle, at de kan bryde tabuet om brugen af kemiske våben – en af de få grænser for menneskets umenneskelighed mod andre mennesker – og ikke kun blive belønnet, men frikendt for skyld.
Men den mest dynamiske kraft i europæisk politik er frygten for ukontrollerede grænser og radikal islam. Det har givet de højreekstreme kræfter fremgang og valget af nationalister overalt på kontinentet.
Europa ydmyger sig selv
Nationalistiske kræfter fortæller os uafbrudt om at frygte “almindelige mennesker”. Men hvis Nigel Farage, Viktor Orbán, Marine Le Pen og Donald Trump var seriøse om at begrænse migrationen, ville de støtte oprettelsen af sikre zoner i Syrien, så flygtninge havde et sted at finde sikkerhed – et krav, som de oprindelige og demokratiske syriske revolutionære fra 2011 stillede i det øjeblik Assad satte sine tropper ind mod dem. Men deres krav er aldrig blevet taget alvorligt.
I stedet støtter man et Rusland, hvis forbrydelser mod menneskeheden producerer de mange flygtninge, som Rusland efterfølgende ”beklager”.
Man må antage, at Ruslands hykleri refererer til en logik – en logik, hvorefter kampen mod islamisk ekstremisme helliger alle midler, inklusive brugen af kemiske våben.
Europa ydmyger sig selv og giver Rusland lov til at dominere uden krav om overholdelse af grundlæggende moralsk principper. Et Europa uden rygrad er et udtryk for moralsk forfald og opløsning.
Europa ligger som det har redt
Rusland er nu den vigtigste udefrakommende magt i Mellemøsten; frygtet og respekteret.
Flygtningene, som dens politik producerer, styrker højreorienterede kræfter i Europa, bl.a. Nigel Farage i England som beviseligt har modtaget store beløb til sin Brexitkampagne fra Rusland.
Det er en win-win situation for både europæiske nationalister og russerne. Syrerne var de første, men de er ikke de eneste ofre for Ruslands mellemøstlige krige.
Europa spiller højt spil med sin moralske autoritet. Undlader Europa at gøre noget, gør det sig medskyldig i Putins og Assads grusomheder. Samtidig vil det kunne takke sig selv for at have skabt store flygtningestrømme og anti-muslimsk hetz. En fej fralæggelse af ens moralske pligt. Europa ligger som det har redt.
Bernhard Bierlich er PhD i antropologi. Han lever og forsker i Vestindien og har en parallel interesse i Ghana. Hans tidlige arbejdsliv faldt imidlertid i en helt anden region, Israel-Palæstina, hvor han igennem 17 år underviste på forskellige israelske universiteter og forskningsstyrelser.
