Mozambiques tidligere finansminister, Manuel Chang, tre tidligere ansatte i banken Credit Suisse og en repræsentant for et entreprenørfirma i Abu Dhabi er arresteret, sigtet af en amerikansk anklager ved en distriktsdomstol i Brooklyn for bestikkelse, hvidvask af stjålne penge og svindel.
Ifølge anklageren skabte de sigtede mellem 2013 og 2016 flere maritime svindelprojekter med tilhørende stråmandsfirmaer for at låne to milliarder dollar gennem udstedelse af erhvervsobligationer i firmaerne gennem Credit Suisse og det russiske VTB.
Ved operationen ”overførte de bevidst mindst 200 millioner dollar i bestikkelse til sig selv, mozambiquiske regeringsrepræsentanter og flere andre,” oplyser BBC.
Yderligere tre personer er sigtet og eftersøgt som deltagere i svindelen.
Den danske forbindelse
I 2016 afslørede Dagbladet Information, at fire danske pensionskasser og to danske banker sammenlagt havde investeret næsten 400 millioner kroner i et af stråmandsfirmaerne, tunselskabet Ematum.
Stråmandsfirmaerne var alle nyoprettede til formålet og havde ingen økonomisk aktivitet. Alligevel udbød og anbefalede medarbejderne i Credit Suisse firmaernes obligationer på det internationale finansmarked.
Danske investorer oplyste til Information, at de havde anset investeringerne for sikre, fordi de var underbygget med en garanti fra den mozambiquiske stat.
Disse var underskrevet af Chang, men var ulovlige, dels fordi en sådan garanti krævede parlamentets opbakning, som ikke forelå, dels fordi de øgede Mozambiques udlandsgæld langt over det tilladte og det aftalte med internationale donorer og finansinstitutioner som Verdensbanken og IMF.
Chang havde selv som finansminister introduceret lovene og AIM tilføjer, at han derfor måtte have vidst, at hans underskrift på statsgarantierne var ulovlig.
Formentlig af samme grund blev lånene hemmeligholdt over for både parlamentet, donorerne, Verdensbanken og IMF. Ifølge det amerikanske anklageskrift modtog Chang mere end 70 millioner kroner for sin indsats.
Rustne skibe, forsvundne penge
En senere revisionsrapport viste, at bagmændene bag Ematum kun havde brugte en lille del af pengene på nogle få skibe, der rustede i hovedstaden Maputos havn uden at have fanget én eneste fisk. Hovedparten af pengene var forsvundet. Kreditorerne henvendte sig derefter til den mozambiquiske stat, da obligationerne var forsynet med en statsgaranti. Dermed kom sagen til offentlighedens kendskab.
Mozambiquiske og europæiske rettighedsforkæmpere har siden forsøgt at få de ansvarlige bag de hemmeligholdte, ulovlige lån identificeret og straffet. De har blandt andet peget på Credit Suisses mangelfulde undersøgelse af projekterne og bankens kritikløse anbefaling af lånene.
Credit Suisses afdeling i London arrangerede lånene, men i november afviste det britiske finanstilsyn at rejse anklager mod banken eller dens daværende ansatte.
Kort efter, den 19. december, udstedte den amerikanske anklager arrestordren på den daværende topledelse af Credit Suisses Global Financing Group i London, viser netop offentliggjorte dokumenter fra anklageren ifølge den mangeårige Mozambique-iagttager Joseph Hanlon.
Amerikansk handling
Den amerikanske anklager har blandt andet rejst sagen, fordi amerikanske investorer har lidt skade, og fordi mange af korruptionspengene er sendt gennem amerikanske banker. For eksempel modtog Credit Suisses Global Financing Groups daværende direktør, Andrew Pearse, hele 14 korrupte betalinger på i alt 45 millioner dollar, der blev sendt gennem amerikanske bankafdelinger.
Mozambique er ifølge Verdensbanken det mest forgældede land i Afrika syd for Sahara og et af de fattigste. Afsløringerne af de ulovlige statsgaranterede lån medførte i 2016 en økonomisk nedsmeltning i landet, der ikke længere kunne opnå international finansiering, fordi det mistede indtægter fra donorer og ikke kunne afdrage sine statslån.
I december aftalte de største Ematum-kreditorer, at Mozambique kan udskyde afdragsbetalingen på dette ene lån. Det gav regeringen et pusterum, men øger landets gældsbyrde betydeligt. Aftalen betyder, at det fattige land ender med at skulle betale 13 milliarder kroner for et oprindeligt lån på 4,6 milliarder kroner.
”Ingen kvaler, de fattige betaler”
”Det er så forargeligt, at jeg næsten ikke kan være i min krop,” sagde Mellemfolkeligt Samvirkes politisk chef, Lars Koch på dette tidspunkt til Information, og tilføjede:
”Det er fattige mennesker, der ender med at betale gildet. Vi må have en ny international aftale om omstrukturering af gæld. I dag kan gælden bare tværes af på befolkninger, hvis regeringer har optaget lån, ulovligt eller ej. Der må være et kreditoransvar.”
”Investorerne kan ikke bare sige ’ingen kvaler, de fattige betaler’. De kan ikke bare kræve deres investering retur, de må selv bløde for deres fejl.”
Lars Koch siger til Globalnyt i anledning af anholdelserne, ”at det skal være bankerne og de forbrydere, der har stjålet pengene, der skal stilles til regnskab. Ikke de fattige i Mozambique.”
Så vidt vides har de fleste danske investorer senere solgt de kontroversielle obligationer, bortset fra PensionDanmark, MP Pension (tidligere en del af det opløste Unipension) og Nordea Liv og Pension.
Lars Koch siger til Globalnyt, at ”de danske pensionskasser må opgive deres krav til Mozambique og i stedet stille kravene til bankerne, der har medvirket til svindel.”
Credit Suisse har i forbindelse med de seneste arrestationer påpeget, at banken selv ikke er anklaget.
Mozambiques regering forhandler fortsat med kreditorer til de øvrige lån. Så vidt vides er ingen danske investorer involveret i disse.