Sydafrikas tidligere præsident (1989-94) og vicepræsident (1994-96) Frederik Willem de Klerk døde den 11. november stille og roligt på grund af en kræftsygdom, 85 år gammel. Reaktionerne på hans bortgang var derimod ikke stille og rolige. De spændte fra fortællingen om den store statsmand og Nobelprismodtager til det mere værdiladede: “Sydafrikas sidste hvide præsident” er gået bort.
Begge udsagn viser på hver sin måde hen til apartheidsystemet med dets racediskrimination som omdrejningspunktet, hvad enten det gælder de Klerks liv eller død.
Der udspillede sig endog to dramaer i dagene efter de Klerks bortgang.
For det første rejste der sig øjeblikkelig en diskussion, om han som ekspræsident skulle have en statsbegravelse. Trusler om demonstrationer hang i luften på grund af de Klerks belastede fortid som administrator af apartheidsystemet. Det var nok på forhånd afgjort, at det skulle være en privat begravelse, hvorfor staten kunne nøjes med at erklære landesorg i en vis periode med flaget på halv og dermed overholde de ceremonielle forpligtelser, som forventes ved en tidligere præsidents død.
Det andet drama var ganske bemærkelsesværdigt. Lige efter dødsfaldet udsendte de Klerk-fonden en forudoptaget video. Heri tager de Klerk en sidste afsked med Sydafrikas befolkning og giver en uforbeholden undskyldning for landets diskriminatoriske system under det hvide mindretalsstyre:
“Jeg undskylder uden forbehold for den smerte, ydmygelse og skade, som apartheid har forvoldt sorte, brune og indere i Sydafrika”.
Artiklen fortsætter under videoen
Skød sig selv i foden
Man skal lægge mærke til, at nok er det stærke ord, men de Klerk undskylder ikke på egne vegne, som der gennem årene har været stærke krav om, men på systemets og den førte politiks vegne.
At det selv efter hans bortgang opfattes som hyklerisk og utilstrækkeligt og ikke dækkende for det eftermæle, han ønskede at sætte for sig selv, hænger sammen med en i Sydafrika meget omtalt episode halvandet år forinden. Her faldt de Klerk ud af rollen som den ældre, pensionerede statsmand, da han under et TV-interview erklærede, at apartheidsystemet ikke faldt ind under, hvad Den internationale straffedomstol (ICC) betegner som forbrydelse mod menneskeheden.
Det blev øjeblikkeligt opfattet som en hyklerisk retfærdiggørelse af apartheidsystemet og en underkendelse af de lidelser, som systemet havde udsat folk for. Det førte til en meget omfattende og hidsig debat med indlæg af ledende apartheidmodstandere som tidligere præsident Thabo Mbeki og ærkebiskop Desmond Tutu. Der var endog krav om, at Nobels fredspris, som de Klerk fik i 1994 sammen med Nelson Mandela, skulle tages fra ham.
Kulminationen kom ved parlamentets åbning i februar 2020, hvor det yderligtgående oppositionsparti Economic Freedom Fighters på spektakulær vis krævede de Klerk udvist af salen – “vi har en morder i huset”, lød det. Opgøret og tumulten udfoldede sig for åben skærm, inden præsident Cyril Ramaphosa med halvanden times forsinkelse kunne holde sin tale om rigets tilstand – med de Klerk i salen.
Det er denne apartheiddomfældelse, som de Klerk søger at tale sig ud af i sin bekendelsesagtige og selvkritiske posthume video. Men dommen er inappellabel og livsvarig og blev kun bekræftet af, at de Klerk skød sig selv i foden ved som nævnt blot halvandet år før sin død at forsøge at bortklare omfanget og graden af apartheidpolitikkens overgreb på det sorte flertal af befolkningen.
Derfor kan de Klerks endelige exit fra den sydafrikanske scene tolkes som en fjernelse af et af de sidste tilbageværende symboler på apartheid-epoken. Man kan næsten sige, at man nu har fået en logisk opfølgning på den dom over kolonialismen, som blev afsagt nogle år tidligere, da statuen af kolonialisten over dem alle, Cecil Rhodes, i 2015 blev deporteret fra indgangspartiet til University of Cape Town.
OSLO: AWARD OF THE 1993 NOBEL PEACE PRIZE
Foto: Yves Forestier/Sygma via Getty Images
Hvad bliver de Klerks eftermæle?
Men er apartheid-domfældelsen også de Klerks udfasning fra Sydafrikas historie? Her vil nutidens og fremtidens historikere nødvendigvis skulle sondre mellem den kvalitative bedømmelse og de konkrete politiske kendsgerninger.
De Klerk var en ledende aktør og en central spiller på den politiske scene, da Sydafrika overgik fra en apartheidstat til en demokratisk stat baseret på en forfatning, der i både afrikansk og international sammenhæng ligger over gennemsnittet for demokratiske forfatninger.
Historikere vil analysere og diskutere hele dette spændende hændelsesforløb. Hvad var de Klerks betydning og indflydelse i lyset af ANC’s (African National Congress, Nelson Mandelas parti og regeringsbærende parti siden 1994, red.) kamp mod apartheidsystemet og for et systemskifte? Hvor stor betydning havde de Klerks berømmede erklæring om Mandelas frigivelse i lyset af den pågående befrielseskamp? Og i hvor høj grad påvirkede det personlige forhold mellem Mandela og de Klerk det endelige resultat, for eksempel Mandelas vision om regnbuenationen?
Eller skal fokus flyttes fra personer til struktur og de kræfter, som udspillede sig omkring de involverede personer? I lyset af ANC’s stigende styrke og internationale støtte var de Klerk da nødt til at handle efter nødvendighedens lov, ikke mindst da den kolde krig hørte op, og Sovjetunionen ikke længere kunne bruges som spøgelset i rummet?
Og det er også stadig et åbent spørgsmål, om de Klerk forstod og anerkendte, at den helt afgørende erodering af apartheidregimet skete på grund af den igangværende økonomiske nedsmeltning, som svækkede Sydafrikas mulighed for at fungere som en bæredygtig stat. Er disse kræfter den afgørende faktor for og egentlige forklaring på apartheidregimets sammenbrud?
Vi kan se frem til mange års debat og skiftende vurderinger, men man kan ikke udradere og begrave F.W. de Klerk under denne proces. Han vil få et eftermæle som en medvirkende aktør på godt og ondt i forbindelse med tilblivelsen af det moderne Sydafrika. Hans motiver vil blive endevendt og muligvis ende med den nøgterne konklusion, som Christi van der Westhuizen, lektor på Nelson Mandela University, kom med i The Conversation den 11. november: “F.W. de Klerk – den sidste apartheid-præsident var drevet af pragmatisme, ikke idealisme.”
F. W. de Klerk vil få en plads i Sydafrikas historie, men han vil aldrig kvalificere til en statue ved siden af Nelson Mandela foran Union Buildings i Pretoria.
Holger Bernt Hansen er professor emeritus, Center for Afrikastudier, Københavns Universitet.
