Færge med op til 100 passagerer forsvundet i Kiribati

eight_col_kir_ferry2
Gummibåden med de otte overlevende fra forliset.
Foto: New Zealands flyvevåben.
Laurits Holdt

Der er indtil videre fundet otte overlevende efter en færge i Stillehavs-staten Kiribati forliste for mere end en uge siden.

Færgen forlod øen Nonouti med kurs mod hovedstaden Tarawa 18. januar – en tur på 250 kilometer, der normalt tager to dage. Men først seks dage efter den forventede ankomst, fredag 26. januar, blev myndighederne i New Zealand underrettet om, at den ikke var nået frem, rapporterer Radio New Zealand International.

Kiribati er en uafhængig stat men er tilknyttet New Zealand.

I første omgang blev det oplyst at færgen, MV Butiraoi, havde omkring 50 passagerer men nu skriver radiostationen, at landets præsident Taneti Mamau har nævnt et tal på op til 100. Han sagde desuden, at skibet – en 17 meter land træ-katamaran – ikke havde været i god stand.

Søndag fandt et fly fra New Zealands flyvevåben en gummibåd med otte overlevende og de er blevet reddet af en fiskebåd. 

Mandag har også Australien og USA indsat fly i eftersøgningen efter overlevende.

Præsidenten meddelte mandag, at denne uge vil være national bede-uge.