Det er nu fem år siden, fredsaftalen mellem regeringen i Colombia og guerillagruppen FARC blev underskrevet. Efter den mest blodige og langvarige konflikt i Latinamerikas historie med over otte millioner ofre, de fleste internt fordrevne, men også flere hundrede tusinde dræbte og forsvundne. Hvordan er det så gået med fredsaftalen? På ingen måde gnidningsfrit, og der er fortsat mange drab på sociale ledere og tidligere FARC-medlemmer. Men præsidentvalget om godt et halvt år vil måske ændre udviklingen.
Fredsaftalen blev indgået i slutningen af september 2016 efter flere års forhandlinger med Norge og Cuba som mæglere. Den blev underskrevet ved en flot anlagt ceremoni i den nordlige by Cartagena under tilstedeværelse af FN’s Generalsekretær Ban Ki-moon og USA’s daværende vicepræsident Joe Biden. Men få dage efter skete det for mange utænkelige, at aftalen blev forkastet ved en folkeafstemning med ganske få tusinde stemmer. Efter genforhandlinger, som især ændrede FARCs fremtidige politiske repræsentation, blev den endelige fredsaftale vedtaget i slutningen af november samme år. Og som international anerkendelse modtog Colombias daværende præsident Juan Manuel Santos Nobels Fredspris.
Regeringen imod fredsaftalen
Lige som vejen til fredsaftalen var fyldt med forhindringer har også gennemførelsen været vanskelig. I midten af 2018 vandt Iván Duque præsidentvalget som repræsentant for Centro Democrático (CD), et parti på det yderste højre, der var imod fredsaftalen. CD mener i bund og grund, at man aldrig skulle have forhandlet med FARC – de er forbrydere og skal elimineres eller fængsles og stilles for landets domstole, lød det fra regeringspartiet. Fra da af har det været op ad bakke for aftalen, skønt der også er sket vigtige fremskridt.
Et vigtigt skridt i fredsaftalen har været afvæbning og demobilisering af landets største guerillagruppe, FARC, allerede få måneder efter fredsaftalen blev indgået. Op mod 90 procent af FARC-medlemmerne, cirka 13.000 mand, nedlagde våbnene og er siden i gang med at blive integreret i det civile liv med alle de udfordringer, som dette fører med sig. FARC er nu omdannet til et politisk parti med repræsentanter i parlamentet.
Der er etableret en fredsdomstol, der skal dømme de skyldige i de mange brud på menneskerettigheder under konflikten, både blandt FARC og i militæret. Mod at fremlægge sandheden om, hvad der reelt skete, og hvem der er ansvarlig for de mange og voldsomme overgreb, kan de skyldige få nedsat dom, og de mange ofre få erstatning. Fredsdomstolen har gjort betydelige fremskridt – og er også anerkendt af Den Internationale Straffedomstol i Haag – på trods af regeringens modstand mod dens eksistens.
Den hårdeste nød at knække i fredsaftalen er uden tvivl jordreformen, netop fordi der er store økonomiske interesser på spil. Ifølge aftalen skal der opbygges en jordfond, som skal uddeles til de fattige bønder. Det er der nemlig stor behov for, da Colombia i modsætning til langt de fleste andre latinamerikanske lande aldrig har haft en jordreform. De store jordejere dominerer fuldstændig: Under en procent af jordejerne kontrollerer over 80 procent af jorden. Der er ikke sket nævneværdige fremskridt på dette felt – og uden fremskridt er der fare for, at den voldelige konflikt vender tilbage, netop fordi den meget ulige jordfordeling er den væsentligste forklaring på de mange års konflikt.
Men måske blæser der nu nye politiske vinde, både internationalt og internt i Colombia, som kan vende denne udvikling.
Det internationale scenarie
Latinamerika har hidtil ikke stået højt på den amerikanske præsident Bidens internationale dagsorden. Bortset fra et par temaer, der har amerikansk, indenrigspolitisk dagsorden, nemlig Cuba og spørgsmålet om de mange flygtninge/migranter, der kommer ind via Mexico.
USA har i mange år ydet stor støtte til Colombia, hvoraf langt størstedelen er gået til den colombianske hær til bekæmpelse af koka/kokain. Colombia er verdens største producent af kokain, hvor halvdelen ender i USA. Det var forventningen, at Biden ville ændre denne politik og mere klart støtte fredsprocessen. Om der kommer nye prioriteter i forholdet til Colombia, vil uden tvivl vise sig, når den amerikanske udenrigsminister om få dage besøger Colombia. For nylig vedtog Repræsentanternes Hus en lov, der forbyder amerikansk støtte til oversprøjtning af kokamarkerne. Dette er i overensstemmelse med fredsaftalen, der taler om frivillig overgang til andre lovlige afgrøder.
EU er til gengæld en meget aktiv støtte af fredsprocessen, og fra FN’s side er der stor opmærksomhed om fredsprocessen i Colombia: En verifikationsmission følger løbende fredsaftalens gennemførelse, og FN’s Sikkerhedsråd drøfter udviklingen hvert kvartal. En nylig kvartalsrapport fra FN’s generalsekretær peger på volden mod menneskerettighedsforkæmpere og tidligere FARC-medlemmer som en af de vigtigste forhindringer for endelig fred.
Indenrigspolitisk – er der håb forude?
Næste år i maj er der præsidentvalg i Colombia, og flere af kandidaterne er stærke fortalere for fredsaftalen. Det gælder den tidligere borgmester for Bogota Gustavo Petro fra centrum-venstre partiet Colombia Humana; ved sidste præsidentvalg opnåede Petro 43 procent af stemmerne, og han ligger lige nu øverst i meningsmålene. Den samme positive position over for fredsprocessen har en anden politisk nydannet, centrumkoalition ”Håbets Alliance”, som blandt andet inkluderer chefforhandleren ved fredsaftalen med FARC.
Hertil kommer, at der er nye politiske aktører på banen – især de unge, ikke mindst de studerende, men også oprindelige folk, fagforeningsfolk, folk af afrikansk afstamning og en del fra middelklassen, der deltog i de langvarige massedemonstrationerne, der løb over flere måneder fra april til juli i år.
Læs også: Den colombianske krise spidser til
Udover modstand mod præsident Duques forslag til en skattereform var et af demonstranternes vigtigste krav gennemførelse af fredsaftalen. Det politiske landskab i Colombia er i vid udstrækning ændret til fordel for fredsprocessen, og efter lokalvalget i 2019 er det i mange af de større byer i dag oppositionen, der har magten.
Selvom valget først er næste år, er der en del, der peger i retning af, at Colombia vil få en regering, der fremover vil se mere positivt på fredsaftalen end den nuværende.
Det vil dog næppe betyde, at det er slut med vold og overgreb på befolkningen i Colombia. Jordreformen er et nøgleelement i at skabe varig fred, men den kan næppe føres ud i livet uden konfrontationer, da der er store interesser på spil.
Mogens Pedersen er tidligere ambassadør i Colombia.
