Fem beirutere: Mit første døgn efter eksplosionen 


Shady Rizk kan intet mærke. Han har lige filmet den mørkegrå røgsky fra sit vindue, da en kæmpe eksplosion pludselig udspringer fra røgskyen. ”What the –” er det eneste, han når at udbryde, før en censurerende trykbølge knuser ruden i ansigtet på ham og slår ham til jorden til lyden af et øredøvende brag. Han prøver at røre på sig, men hans krop vil ikke lystre. Han prøver at åbne øjnene, da det går op for ham, at de hele tiden har været åbne – han kan ikke se. En skarp smerte melder pludselig sin ankomst i hele Shadys krop, og han begynder at skrige …


Ghida Fakih ryster voldsomt. Hendes ben giver efter, og hun kollapser på gaden i en ukontrollerbar gråd midt i kaosset af knuste materialer og panikslagne mennesker. Eksplosionen er blevet erstattet af en rødbrun røgsky, der er begyndt at rejse sig over byen. Efter at have fået øje på skyen går det op for Ghida, at eksplosionen er opstået ganske tæt på den café, hvor hendes far sidder. Ude af stand til at agere får Ghida alligevel kommunikeret til sine venner, at de skal ringe til hendes far. Det ubesvarede opkalds bip er ved at kvæle hende.

Layal Seblani løber på gaden. Hun har sin mor og søster ved sin side. De er på vej tilbage mod deres hus. Hvert et skridt, de tager, bliver efterfulgt af den knasende lyd fra knust glas under deres sko. Desperate skrig og forvirrede råb fylder luften overalt omkring dem. Da de når døren til huset, vender Layal sig tilfældigvis om og ser sin ven komme kørende ned ad gaden på motorcykel. Han fortæller, at han er på vej til hospitalet for at donere blod. Layal tager med ham.

Beirut, 4. august kl. 18.07

Flere libanesere var overbeviste om, at det var et jordskælv, der rystede Beirut først på aftenen den 4. august omkring kl. 18.07. Jordskælv er ikke en uhørt hændelse i det lille land, der ligger ud til den østlige del af Middelhavet. Derfor tog mange det forholdsvis med ro, da rystelserne ret hurtigt stoppede igen. De vidste ikke, at deres liv om mindre end et minut ville blive blæst til jorden.

Libanesere med udsigt over Beiruts havn kunne dog se, at der var noget andet end bare et jordskælv i gære: Fra havnen rejste sig en mørkegrå sky, hvis base blev forstyrret af nogle knitrende lysglimt, der senere skulle vise sig at være fyrværkeri.

Skyen rejste sig fra varehus 12, hvor ni brandmænd og en paramediciner allerede havde været travlt beskæftiget i omkring 12 minutter med at få en brand under kontrol, der var blevet observeret, efter at svejsere havde arbejdet på døren til indgangen. Varehus 12 husede 2.750 ton ammoniumnitrat samt 30-40 nylonsække med fyrværkeri. Svejsearbejde, fyrværkeri og rigelige mængder ammoniumnitrat skulle vise sig at være en apokalyptisk cocktail, da hele kombinationen antændte 34 sekunder efter den første eksplosion.

Varehus 12 blev sprængt til atomer, og hele havnen blev jævnet med jorden.

Den medfølgende chokbølge flåede døre af deres hængsler, knuste ruder gennem hele byen og væltede folk omkuld mere end tre kilometer væk. Rystelserne kunne mærkes i Israel, Syrien samt Tyrkiet, og eksplosionen kunne høres helt i Cypern, der ligger mere end 250 kilometer fra havnen i Beirut.  

Her følger øjenvidneberetninger fra Shady Rizk, Ghida Fakih, Layal Seblani, Nathalie Khatib og Samia Abou Kharroub, der alle fortæller om deres første døgn efter eksplosionen. Vi advarer om stærke billeder: 

Layal Seblani, 25, jurastuderende: “Det var totalt anarki”

Jeg fulgte min mor og søster hjem, og meget tæt på vores hus spottede jeg pludselig en af mine venner på vej ned ad vejen på sin motorcykel. Han var på vej til et hospital tæt ved Hotel Dieu for at donere blod. Jeg sagde til ham, at han skulle tage mig med. På vej til hospitalet var alt bare kaos. Alligevel var det intet i sammenligning med det syn, der ramte os ved hospitalet. Vi så unge og gamle, mænd og kvinder, folk i bil, folk på motorcykel, folk blive båret og nogle bare komme vaklende alene. Alle havde skader, og det virkede til, at de fleste skader var blevet forårsaget af alt det knuste glas. Nogle sår var bare overfladiske, mens andre var så forfærdelige at se på, at jeg ikke tør skrive om det her. Det var totalt anarki.

Asfalten omkring indgangen til hospitalet sejlede i blod fra de mange sårede, der væltede ind. Jeg prøvede at komme igennem skaren med min ven, men halvvejs inde blev vi mødt af en sygeplejerske, som fortalte os alle sammen, at vi var nødt til at forlade sygehuset. På flere af sygehusets etager var loftet åbenbart kollapset under trykbølgen og havde forvoldt skader på både indlagte og personale, så hospitalet kunne ikke kapere hverken flere patienter eller folk, der kom i anden henseende.


Vi kørte i stedet til universitetshospitalet i Hamra, for at se om vi kunne hjælpe der. Universitetshospitalet var også virkelig tæt på eksplosionen, så scenen, der mødte os dér, var også meget kaotisk. Galskaben var dog lidt mere organiseret end ved Hotel Dieu, så det lykkedes os i sidste ende at komme i kontakt med noget personale, der skrev vores information ned og tog os med, så vi kunne komme til at donere blod.


Jeg kan huske, at jeg var svimmel, da jeg trådte ud fra hospitalet igen. Situationen ved universitetshospitalet var på det tidspunkt blevet ligeså blodig som ved Hotel Dieu. En blanding af kaosset og min egen svimmelhed gjorde, at jeg gled i blod på vej ud. Min ven var hurtig til at hjælpe mig op. Det var dog lykkedes mig at skrabe min arm på fliserne i faldet. Jeg løftede den op foran mig for at se skaden an. Armen var smurt ind i blod, men hvad der var mit eget, og hvad der var andres, kunne jeg ikke skelne.

Det var sådan, den første dag var for mig – en by var ødelagt og smurt ind i sine borgeres blod.

Ghida Fakih, 25, kommunikationsdirektør: “Byen lignede en krigszone”

Da jeg ikke kunne gøre noget som helst andet end at tude, fik jeg fremstammet til en af mine venner, at hun skulle tage min telefon og ringe til min far. De sekunder, hvor jeg kun hørte de bippende lyde fra det ubesvarede opkald i den anden ende, var de mest frygtindgydende i mit liv. Jeg har aldrig før været så lettet, som da jeg hørte min fars stemme sige hallo.

Derefter ringede jeg til min veninde, som var på vej for at mødes med os ved cafeen, hvor vi havde siddet, da eksplosion skete. Hun var også ok. Jeg løb hen til bilen med to af mine veninder, og vi kørte hjem for at forsikre os om, at resten af vores familier var uskadte.

Byen lignede en krigszone hele vejen hjem. Glas, vinduer og døre lå knuste på gaden gennem hele Beirut. Folk på gaden var forvirrede og græd. Samtidig forsøgte vi i bilen på en eller anden måde at bearbejde, hvad der lige var sket. På det tidspunkt var det blevet offentliggjort, at eksplosionen var sket på havnen.

Vi brugte det meste af aftenen på at køre rundt i byen for at tjekke op på venner og familie. Det var lige meget, om vi kørte mod øst, vest eller syd – hele byen lignede en ruin. Efter vi havde tjekket op på alle og fået bekræftet, at alle, vi kendte, havde overlevet og var kommet igennem eksplosionen med få skrammer, tog vi hjem til mig.

De efterfølgende timer blev til dage hvor vi bare sad og så nyheder og græd nonstop over de menneskelige lidelser, de omfattende skader og chokket.  

Shady Rizk, 36, netværksingeniør: “Jeg lå bare og skreg på hjælp”

Jeg mistede synet i tiden lige efter eksplosionen. Kunne ikke se noget. Jeg havde voldsomme blødninger forårsaget af det knuste glas fra ruden, jeg havde stået lige foran og filmet ved. Derudover var jeg også blevet ramt af fragmenter fra alt muligt andet.

Jeg lå bare og skreg på hjælp. Sekunder blev til minutter, som blev til et kvarter, uden at der kom nogen. Jeg troede, at jeg skulle dø, men efter cirka en halv time begyndte der at komme nogen for at hjælpe. Jeg blev hjulpet ned på gaden, hvor mine egne skrig blandede sig med de hjerteskærende skrig fra døende folk i bygningen ved siden af. Der kom en bil, som tog os til det nærmeste hospital, Mar Youssef. Her var der tykt af mennesker.

Jeg kunne stadig ikke se noget, men i min blindhed fik jeg spurgt en tilfældig, om vedkommende havde en telefon og gad at ringe hjem på mine vegne. Det lykkedes at få fat på mine forældre. De bor lidt væk, og i det kaos, der var i byen på det tidspunkt, betød det, at det var nogle meget smertefulde minutter, der gik, mens jeg ventede på dem.

Da de ankom, fik de blødende mig ind i bilen, hvorefter vi kørte til Serhal Hospital i Antelias. Det hospital ligger en del uden for Beirut, så der var mindre pres på, og jeg kunne hurtigt komme til. Lægerne begyndte at rense mine sår og sy mig sammen. De var nødt til at sy omkring 350 sting over hele min krop for at lappe mig sammen.


Jeg blev på hospitalet i omkring et døgn. Det lykkedes mig ikke at få en eneste times søvn. Hver gang jeg hørte en stol bevæge sig i rummet ved siden af, sprang jeg skrækslagen op af sengen.

Det var ret utroligt, men min bror tog hen på mit arbejde, hvor han fandt min telefon – den havde ikke fået en eneste skramme i eksplosionen. Jeg ville virkelig gerne se, hvad jeg havde optaget i sekunderne inden eksplosionen. Da jeg så videoen, besvimede jeg. Det var den mest intense video, jeg nogensinde har set.

Resten af dagen lå jeg i hospitalssengen i dybe smerter. Der kom heldigvis mange venner og meget familie for at besøge mig. 

Nathalie Khatib, 25, maskiningeniør: “Jeg græd over at se min by i ruiner”

Vinduerne blev knust, og glasskårene føg omkring mig. Dørene blev også revet af hængslerne. Jeg fandt senere ud af, at folk mange andre steder i byen var begyndt at løbe panikslagne rundt og skrige og råbe i sekunderne og minutterne lige efter eksplosionen. Men jeg sad bare helt stille foran klaveret. Lamslået.

Jeg ved ikke, hvor længe jeg sad der. Men på et tidspunkt rejste jeg mig lige så stille op og begyndte at gå rundt. Jeg råbte ikke, jeg skreg ikke, jeg sagde ikke et ord. Den stilhed, der var inden for hos mig, var dog en kæmpe kontrast til lyden af sirener og skrig, jeg kunne høre udefra. Jeg gik hen over knust glas for at tage min telefon. Jeg kunne se, at den stadig var ved at optage. Jeg stoppede optagelsen og trådte ud på balkonen. Derude så jeg en lyserød sky i færd med at indhylle Beirut.

Da jeg så det, blev jeg pludselig ramt af en overvældende, knusende følelse. Og det var først der, at jeg mærkede tårerne presse sig på. Jeg brød sammen i gråd ude på balkonen. Jeg græd over at se min by i ruiner og over ikke at kende til min familie og mine venners skæbne.

Samia Abou Kharroub, 40, rejseguide: “Jeg faldt aldrig i søvn den nat, så mareridtet fortsatte bare”

Jeg kunne ligeså godt have ladet være med at gå i seng den nat, men jeg valgte at gøre det alligevel. Jeg lå bare og så billeder og videoer af eksplosionen, mens jeg tænkte på, at hvis jeg nu bare lagde mig til at sove, så kunne jeg måske vågne op dagen efter og finde ud af, at det hele bare havde været et mareridt.

Men jeg faldt aldrig i søvn den nat, så mareridtet fortsatte bare. Solen stod op, mens jeg stadig græd til scenerne af eksplosionen og ødelæggelserne.


Dagen efter troede jeg, at chokket måske ville lægge sig, men det var bestemt ikke tilfældet. Hver en lille lyd såsom en gaffel, der ramte en tallerken, en stol, der skrabede hen ad gulvet, eller et toilet, der skyllede ud, fik mig til at fare op. Det værste var lyden af en smækkende dør. Selv i dag, uger efter, bliver jeg skrækslagen, når jeg hører en dør smække.


Resten af den efterfølgende dag var jeg helt i panik. Jeg turde ingenting. Det var nærmest svært for mig at bevæge mig rundt i huset, og jeg ville under ingen omstændigheder forlade huset eller bare gå ud på balkonen. Det stod på en hel uge.

Til sidst tvang jeg dog mig selv til at gå ud, men jeg er stadig meget bange, og livet i byen er stadig langt fra at være vendt tilbage til tiden før eksplosionen. 

En bekymring og en anspændthed følger mig, hvor end jeg går. At se min by i ruiner knuser mit hjerte, og jeg ved, at mine egne psykiske mén ikke kommer til at hele ordentligt, før byen gør det.