Festival: Dokumentarfilm med ekspertoptræden

Billede fra dokumentarfilmen ‘Days of Cannibalism’, der er instrueret af Teboho Edkins.


Foto: Pressebillede – brugt efter aftale med Det danske filminstitut
Gerd Kieffer

17. februar 2022

I den kommende uge lukker Cinemateket og Dansk institut for internationale studier (DIIS) op for dokumentar-godteposen. Vi sætter her spot på seks film, som vi mener er særligt relevante for Globalnys læsere. Vi skal til Myanmar, Kina, lidt rundt i Afrika og ud på fremtidens krigsskueplads.

Det særlige ved filmfestivalen Docs & Talks Film- og forskningsdage er, at filmene bliver suppleret med foredrag eller oplæg fra eksperter fra DIIS.

Det er femte gang, at festivalen bliver afholdt. Læs mere om festivalen her.

Filmen ‘Paduak: Myanmar Spring’ er instrueret af Jeanne Hallacy og Rares Michael Ghilezan.


Foto: Pressebillede – brugt efter aftale med Det danske filminstitut

Militærkuppet i Myanmar og beretning fra den daværende ambassadør i landet

Tirsdag 22. februar
Padauk: Myanmar Spring / Docs & Talks om militærkup
Instruktør: Jeanne Hallacy, Rares Michael Ghilezan

Efter fem år med demokratisk styre kuppede militæret magten i Myanmar den 1. februar 2021. Aung San Suu Kyi, præsident Win Myint og andre folkevalgte politikere blev anholdt. ’Padauk: Myanmar Spring’ blev optaget i tiden umiddelbart efter og skildrer modstanden mod et brutalt regime, der har ført krig mod sin egen befolkning i flere årtier.

Vi er med på gaden i hovedstaden og møder førstegangsdemonstranten Nant og tre menneskerettighedsforkæmpere, for hvem poesi og kreativitet er nyttige våben i kampen mod uretfærdighed.

En af dem er den tidligere lærer Zaw, der ser sin generation, Generation Z, som det sidste håb for en fremtid uden militært diktatur: Deres bedsteforældre kæmpede mod General Ne Win, forældrene mod General Than Shwe, og nu står kampen General Min Aung Hlaing.

Instruktør Jeanne Hallacy udtaler om filmen:

“Det er faktisk en historie om politisk opvågnen fortalt gennem Nant, en af de millioner af unge, der ikke var involveret i politiske eller sociale spørgsmål før, men som gennem kuppet indså, at de var blevet blændet af den militære propaganda og manglede medfølelse med rohingyaerne og andre etniske grupper.”

Senioranalytiker på DIIS John Nielsen var ambassadør i Myanmar, da militærkuppet fandt sted. Han vil fortælle, hvordan han oplevede kuppet og de efterfølgende demonstrationer. Efter filmen vil han tale om, hvad der skete, da militæret efter tre uger fik nok af demonstrationerne, og hvordan de unge begyndte at søge op i etniskkontrollerede områder i bjergene for at modtage egentlig militærtræning. Han vil også sige mere om situationen i Myanmar i dag og besvare spørgsmål fra salen.

Arrangementet foregår på dansk og varer cirka 120 minutter inklusive filmvisning.

Læs mere, og køb billet.

Flygtninge på Middelhavet

Torsdag 24. februar
Purple Sea / Docs & Talks om bådflygtninge
Instruktør: Amel Alzakout, Khaled Abdulwahed

Efter filmen vil seniorforsker Hans Lucht og postdoc Ida Marie Vammen på baggrund af deres forskning diskutere, hvad der får folk til at risikere livet i en båd på Middelhavet. 

De vil blandt andet komme ind på disse spørgsmål: Hvad kan vi i EU gøre for at forhindre, at folk drukner i Middelhavet? Hvordan påvirker det os, at migranter og flygtninge dør på vejen mod Europa? Og kan man gennem oplysningskampagner få færre til at tage på den farefulde færd mod Europa? 

Hans Lucht har forsket i migration, menneskesmuglere og bådflygtninge i en årrække. Ida Marie Vammen forsker i, hvordan EU’s informationskampagner i Vestafrika virker (eller ikke virker) i forhold til at få færre til at migrere.

Docs & Talks byder på en kort introduktion til filmvisningen og efterfølgende på ovennævnte talk (på dansk), hvor publikum kan bidrage med spørgsmål og kommentarer. Samlet varighed cirka 126 min.

Læs mere, og køb billet.

Billede fra filmen ‘A.I. at War’, instrueret af Florent Marcie.


Foto: Pressebillede – brugt efter aftale med Det danske filminstitut

Kunstig intelligens i krig og katastrofeområder

Fredag 25. februar
A.I. at War / Docs & Talks om krig og teknologi
Instruktør: Florent Marcie

Ny teknologi, som for eksempel kunstig intelligens (A.I.), breder sig hastigt til alle dele af vores tilværelse – også til krigszoner og områder ramt af humanitære katastrofer. Hvad betyder den nye teknologi for vores måde at være i verden på – og for vores måde at se os selv på? 

Det er et par af de spørgsmål, som Adam Moe Fejerskov og Helle Malmvig giver deres svar på i en samtale efter filmen.

Docs & Talks byder på en kort introduktion som optakt til filmvisningen – og efterfølgende på debat, hvor publikum kan deltage. De to ting varer cirka 60 minutter i alt.

Adam Moe Fejerskov er seniorforsker på DIIS og beskæftiger sig med global ulighed. Han undersøger blandt andet, hvordan ny radikal teknologi udfordrer verden og skaber vanskelige dilemmaer om samfundets fremskridt og forfald, demokrati og vores individuelle og kollektive liv. Han udgav for nylig bogen ’Hvordan kan ny teknologi redde verden?’ 

Helle Malmvig er seniorforsker på DIIS, hvor hun beskæftiger sig med international politik i Mellemøsten. Hun forsker blandt andet i æstetiske og populærkulturelle udtryk og krigspraksisser i Syrien og Irak, etnisk og sekterisk identitetspolitik samt visuelle og teknologiske former for magt og modmagt i den arabiske verden.

Læs mere, og køb billet.

Billede fra filmen ‘The Great Green Wall’ – instrueret af Jared P. Scott.


Foto: Pressebillede – brugt efter aftale med Det danske filminstitut

Kan ørkenen stoppes med en mur af træer?

Lørdag 26. februar
The Great Green Wall / Docs & Talks om Afrika, klima og migration
Instruktør: Jared P. Scott

Kan et kæmpemæssigt bælte af træer tværs over Afrika være med til at løse kontinentets klimaproblemer, eller skaber projektet faktisk flere konflikter, end det løser? Og er klimaforandringerne egentlig så stor en faktor i migration fra Sahel-regionen, som vi ofte får at vide? 

De spørgsmål tager Signe Marie Cold-Ravnkilde og Marie Ladekjær Gravesen under kyndig behandling i en samtale efter filmen.

Signe Marie Cold-Ravnkilde er seniorforsker på DIIS og beskæftiger sig med krydsfeltet mellem sikkerhed, migration og udvikling i Afrika. Hun har særligt fokus på konflikt, terror og fredsopbygning samt internationale interventioner i Vestafrikas Sahel-region, særligt Mali og Niger. Cold-Ravnkildes aktuelle forskningsprojekter handler blandt andet om transnational jihadisme og om, hvilke konsekvenser Europas nye fremskudte grænser i Afrika har lokalt i Vestafrika.

Marie Ladekjær Gravesen er postdoc på DIIS. Hun beskæftiger sig især med konflikter omkring adgangen til naturressourcer og har blandt andet studeret effekterne af Great Green Wall. Hun har særligt fokus på klimatilpasning, dynamikker omkring grænsedragning og på, hvordan etnicitet spiller ind i retten og kravet til jord.

Læs mere, og køb billet.

Kina i Afrika

Lørdag 26. februar
Days of Cannibalism / Docs & Talks om Kina i Afrika
Instruktør: Teboho Edkins

Kinas indflydelse og investeringer i Afrika trækker overskrifter i medierne: Er der tale om nykolonisering eller udviklingsalternativ?

’Days of Cannibalism’ går helt lokalt til værks og undersøger forholdet mellem kinesiske købmænd og Basotho-kvæghyrder i Lesotho det sydlige Afrika. For afrikanerne er fattigdom det altoverskyggende problem, mens kineserne klager over, at de ikke har noget at bruge deres penge på.

Men filmen er ikke sort/hvid. De udrejsende kinesere er på deres måde også ofre i et globalt konkurrencesamfund og prøver på deres måde at finde en niche.

Med Slant Reviews formulering: ”Som titlen antyder, skildrer filmen i sidste ende en verden, hvor folk står tilbage uden anden mulighed end at fortære deres egne.”

Med et skarpt blik for forskellene mellem kapitalisme og bytteøkonomi har instruktør Teboho Edkins begået en fascinerende dokumentar, der sine steder – med billeder af store vidder og græssende høveder – ligner noget så usædvanligt som en afrikansk western.

Læs mere, og køb billet.

Billede fra dokumentarfilmen ‘Ascension’, der er instrueret af Jessica Kingdon.


Foto: Pressebillede – brugt efter aftale med Det danske filminstitut

Mød det moderne Kina

Søndag 27. februar
Ascension / Docs & Talks om Kina og kapitalisme
Instruktør: Jessica Kingdon

’Ascension’ vandt prisen for bedste dokumentar på sidste års Tribeca Film Festival, og den er et uhyre smukt billeddigt fra det moderne Kina, der i den grad fortjener at blive set i biografen.

Kinesisk-amerikanske Jessica Kingdon præsenterer publikum for alle lag i det kinesiske samfund: Folket på gaden, fabriksarbejderne, den voksende middelklasse og eliten, der forsøger at tillære sig vestlige bordmanerer. Men der er også optagelser af kæmpemæssige badelande og militærtræning. Centralt i filmen står “den kinesiske drøm” om udvikling gennem produktivitet og innovation.

“Symbiosen mellem kapitalistisk praksis og kulturel patriotisme artikulerer stærkest i de mange portrætter, Kingdon (instruktøren, red.) destillerer sig ud af sit sociologiske projekt,” skriver Review Online.

Los Angeles Times supplerer: ”Gennem ubesværet instruktion og snedige redigering bliver Kingdons indsamling af vignetter en påmindelse om, at den vanvittige cyklus af destruktivt forbrug og affald altid siver ned.”

Læs mere, og køb billet.