Festival stiller skarpt på kunst fra udviklingslande

Forfatter billede

Elektronisk skrotkunst fra Burkina Faso. En galgenhumoristisk road movie om den irakiske borgerkrig. Globale campingvogne med kvindelige former. Dette er blandt tilbuddene, når der fra på fredag og en uge frem er samtidskunst fra den tredje verden i København, Aarhus og Aalborg.

Den 30.august til den 7.september løber IMAGES festivalen af stablen for niende gang. Det kommer primært til at foregå på Dronning Louises Bro i København, Godsbanen i Aarhus og Karolinelund i Aalborg.

IMAGES stiller skarpt på samtidskunst fra udviklingslande, og både musik, teater, litteratur, film og kunst fra over 40 lande vil være rigt repræsenteret under festivalen.

Øjenåbner og udviklingsstøtte
Arrangøren bag festivalen er Center for Kultur og Udvikling (CKU), en institution under udenrigs-ministeriet.

Formålet for festivalen er tofoldigt: Dels ønsker CKU at give danskerne mulighed for at møde kunst og kunstnere fra lande, som vi normalt ikke hører meget om i kulturelle sammenhænge.

Dels er festivalen en mulighed for at støtte kunst og kulturscenen i en række udviklingslande, navnlig i Øst- og Vestafrika, Mellemøsten og Sydasien. En støtte, som ifølge CKU også bidrager til den bredere udvikling i landene ved at styrke menneskerettigheder, uddannelse og de kreative industrier.

Rystede verdensbilleder
Temaet for årets festival er ‘Occupy Utopia’, og festivalen ønsker at “ryste vores verdensbilleder og skabe visioner for en bedre fremtid”.

Så hvis dit verdensbillede trænger til en rystetur, kan du finde nærmere information samt programmer for festivalugen via linket herunder.