Flere og flere børn kommer i skole. Det er et faktum, som de fleste er enige om. Men om det nødvendigvis skaber et højere uddannelsesniveau er i stigende grad til diskussion.
Særligt corona-pandemien har været hårdt for verdens skolebørn. Ifølge Verdensbanken har skolelukninger sat uddannelsesniveauet for mange mennesker tilbage med måneder og for nogle ligefrem år.
Et nyt studie fra tænketanken Centre for Global Development viser, at problemet langt fra begrænser sig til en midlertidig tendens. Tværtimod er det en del af en længerevarende trend i fattige lande.
Kvaliteten af undervisning er faldet drastisk i særligt Sydasien og Afrika syd for Sahara. De negative konsekvenser herfra truer i nogle områder med at overgå de positive følger af den øgede skolegang.
Fordobling af skolegang siden 1960
I studiet har forskerne fra Centre for Global Development samlet undersøgelser fra 87 udviklingslande over 40 år.
Den positive udvikling i forhold til skolegang er tydelig. I Sydasien var der blot 29 procent af kvinderne født i 1960, der havde gennemført fem års skolegang. Det tal er 84 procent for kvinder født i 2000. Samme udvikling ser man i de afrikanske lande syd for Sahara, hvor 70 procent af kvinderne født i 2000 har gået i skole mod 35 procent af deres 40 år ældre landsmænd.
Undersøgelserne, der ligger til grund for studiet har mindre data for mænd, men den tilgængelige data viser et lignende billede.
Det er altsammen meget positivt. Men når man graver i kvaliteten af skolegangen, viser det sig, at den langt fra har fulgt med.
Færre kan læse én sammenhængende sætning
Forskerne har i deres undersøgelse kigget på kvindernes evne til at læse en sætning som et udtryk for kvaliteten af den undervisning, de har modtaget efter fem års skolegang.
I 56 af de 80 lande har man oplevet et fald i læsekundskaber for kvinder født i 1990’erne sammenlignet med kvinder født i 1960’erne. Værst ser det ud i Afrika syd for Sahara og Sydasien.
I Indien er andelen af kvinder født i 1990’erne, der kan læse én sætning efter fem års skolegang 45 procent. For kvinder født i 1960’erne er det tal 80 procent. Tendensen er den samme for mænd.
Resultaterne overrasker langt fra i Oxfam IBIS, der i deres arbejde netop fokuserer mere på at forbedre undervisningskvalitet i verden end at øge adgangen til skolen. Ifølge uddannelsesrådgiver Kira Boe hænger den faldende kvalitet særligt sammen med, at man med de såkaldte Millennium Development Goals fokuserede enøjet på adgangen til uddannelse frem til 2015, hvor FN’s 17 Verdensmål blev vedtaget.
“Udfordringen er, at der stadig er en fortælling, om at det kan gøres uden at føre flere midler til. I nogle dele af Sahel har man oplevet, at dobbelt så mange kommer i skole som i 2000. Det er helt fantastisk, men samtidig er der ikke kommet flere lærere til, så der er jo bare kommet dobbelt så mange elever til i klasselokalet,” fortæller Kira Boe.
Fare for negativ spiral
Kira Boe er ikke alene med sin bekymring. Både Verdensbanken og Unesco har erklæret, at vi befinder os i en “læringskrise” i udviklingslande, hvor skolesystemer i stigende grad mislykkes i at sikre elever helt basale læse- og talfærdigheder.
For Kira Boe går den aktuelle bekymring også ud på, at man risikerer en ond spiral. Med den faldende undervisningskvalitet tager ressourcestærke familier deres børn og deres penge ud af det offentlige skolesystem og forværrer dermed tilstanden yderligere. Hun nævner Ghana som eksempel. Her blev upper secondary, som svarer til 10.-12. skoleår i Danmark, gjort gratis for fire år siden.
“Det var en stor sejr. Men der fulgte ingen ekstra penge med. Det gjorde, at en masse fattige menneskers børn pludselig kunne gå i skole, men samtidig dalede kvaliteten. Man blev nødt til at indføre skiftehold, så børnene fik færre timer, og alle der havde råd til det flyttede deres børn til privatskoler, fordi kvaliteten dykkede så voldsomt,” forklarer hun.
Hun mener, at det er altafgørende, at middelklassen holdes fast i det offentlige skolesystem, så det ikke bare bliver en udsultet version, der kun er tilgængeligt for de mennesker, der ikke har råd til andet.
En anden forklaring
Den positive del af historien er, at man i Syd-Østasien og Latinamerika har formået at holde undervisningskvaliteten på et stabilt niveau trods den stigende skolegang. 14 lande såsom Peru og Vietnam har ligefrem forbedret kvaliteten signifikant.
Forskerne peger selv på, at antallet af elever per klasselokale skader kvaliteten. Det hører også med til forklaringen, at elever fra fattige familier i mindre grad evner at modtage klasseundervisning og har sværere ved at lære. Men det forklarer ikke alt.
En rapport fra Verdensbanken fra 2017 foreslår, at der er mere systematiske problemer med måden nogle lande leverer undervisning på. Dårlig undervisning, ineffektiv uddannelsespolitik og dårlig ledelse var blandt kritikpunkterne.
