FN-chef om knap så omtalt katastrofe: To år til at redde os selv

cimg1529
Thomas Jazrawi

“Jeg håber ikke, vi bliver den første art, der kan dokumentere vores egen udryddelse”; siger Christina Pasca Palmer, ifølge The Guardian.

Hun er leder af FN’s sekretariat for Biodiversitetskonventionen, en international ramme for at bremse tabet af natur på kloden.

Den stammer fra det store “Earth Summit” i 1992, nøjagtigt som FN’s konvention om klimaforandringer, men den voldsomme tilbagegang for biodiversitet på kloden har slet ikke fået samme opmærksomhed som den globale opvarmning. 

“Tabet af biodiversitet er en stille dræber. Det er til forskel fra klimaforandringer., hvor mennesker føler konsekvenserne direkte i hverdagen”, fortæller Pasca Palmer. 

“Med biodiversitet er det ikke helt klart, men når vi mærker det, er det muligvis for sent”, tilføjer den rumænske diplomat. 

Starter forhandlinger om ny aftale i november

I november mødes parterne til en vigtig konference i Sharm El Sheikh, Egypten. Her tager landene hul på de forhandlinger, der skal lede op til en ny global aftale om at bremse tabet af natur. 

Den skal efter planen vedtages i Kina i 2020, som afløser for de såkaldte Aichi-mål, der med al sandsynlighed ikke vil blive indfriet. 

Det samme er tilfældet med en tidligere målsætning på området, der skulle være opnået i 2010. 

Adskillige rappporter viser, at plante- og dyrelivet er i massiv tilbagegang på hele kloden. Flere forskere mener, at perioden kendetegner en “sjette masseuddøen”, hvor hastigheden på naturtabet ikke er set magen til siden dinosaurerne forsvandt for millioner af år siden. 

I 2050 forventer man, at Afrika har tabt 50% af sine fugle og pattedyr og fiskeriet i Asien vil være kollapset, fortæller Pasca Palmer ifølge The Guardian.  

“Tallene er oprørende”, bemærker hun. 

Ingen statsoverhoveder

Til gengæld er det ikke muligt for den amerikanske præsident, Donald Trump, at trække sig fra aftalen, da USA aldrig har tilsluttet sig biodiversitetskonventionen officielt. 

Alle andre FN-nationer – 195 lande samt EU – har tilsluttet sig den grønne konvention. 

“Vi skylder fremtidens generationer at handle nu og handle effektivt. Og vi i Egypten er fuldt optagede af at gøre vores del på det nationale niveau såvel som at sikre denne konferences succes”, lyder det i velkomsten fra den egyptiske præsident Abdel Fattah El Sisi.