Pio Smith har siden 2023 været direktør for FN’s Befolkningsfond, UNFPA, i Asien. Globalnyt møder ham på en solskinsklar torsdag morgen i FN-byen i København til en snak om de seneste måneders nedskæringer i udviklingsbudgetterne, hvordan det føles at arbejde i en branche under belejring, og hvordan fremtiden ser ud for udviklingsarbejdet i kontinentet, der ligger i Kinas skygge.
Hvor hårdt er UNFPA blevet ramt af de amerikanske nedskæringer i udviklingsstøtten?
“For at være helt ærligt har de sidste par måneder været fuldstændig hjerteskærende. De har været ødelæggende for vores arbejde på hele kloden, og selvfølgelig også i Asien. Allerede før nedskæringerne ridsede vi dårligt nok i overfladen på de stigende behov, der er i regionen. Antallet af mennesker, der lider hver dag derude, er svær at forstå og forholde sig til. De her ordrer fra den amerikanske regering om at stoppe arbejdet på USAID-finansierede projekter kom på det værst tænkelige tidspunkt.”
“Det er altid kvinder og piger, der lider mest, når der skæres i støtten til internationalt udviklingsarbejde. De bliver altid prioriteret lavest, når der skal skæres.”
“På verdensplan har ordren om øjeblikkeligt at stoppe amerikansk finansierede projekter kostet UNFPA omkring 300 millioner dollar (godt og vel to milliarder kroner, red.), og i Asien tegner vi os for ca. en tredjedel af det beløb. Det var penge, som var i banken, aftaler, som var indgået og er blevet stoppet. Det er ikke forventet finansiering, det er reel støtte. Det er derfor, vi ser så store forstyrrelser nu.”
Hvordan ses og mærkes det ude i felten?
“I Afghanistan har vi mistet næsten 68 millioner dollar (508 millioner kroner, red.) af vores finansiering. Uanset hvordan vi prioriterer og omprioriterer, kan vi bare ikke blive ved med at levere den samme service som før. Det betyder, at næsten 6,5 millioner kvinder og piger ikke længere har adgang til sundhedsydelser inden for eksempelvis sikker fødselshjælp og kønsbaseret vold. Vores modeller forudsiger, at det kommer til at give yderligere ca. 110.000 uønskede graviditeter og op mod 3.000 flere dødfødte børn, end hvis vi ikke var blevet beskåret. Det er dybt ulykkeligt, når vi bliver nødt til at træffe så umulige valg.”
“Vi har været nødt til at lukke omkring 500 af vores klinikker, og det betyder også, at vi har måttet opsige omkring 1.300 af vores lokaltansatte kvindelige medarbejdere. De må nu vende hjem uden et job på et tidspunkt, hvor myndighederne i forvejen gør livet sværere for kvinder i Afghanistan. Taleban har for eksempel lige indført et påbud om, at det rum i hjemmet, hvor kvinder opholder sig mest, ikke må have vinduer, så man kan kigge ind. For de fleste kvinder i Afghanistan er det køkkenet.”
Jeg har været i FN i mere end to årtier, men helt ærligt så har de sidste måneder været de mest deprimerende. Til gengæld tror jeg heller ikke, jeg nogensinde har været så stålsat omkring mit arbejde
“UNFPA mister typisk vores amerikanske støtte under republikanske regeringer, ligesom vi gjorde første gang under Trump. Så vi var forberedt på det og har virkelig forsøgt at være skarpe på vores fokusområder og prioritere de steder, hvor der er mest behov, samtidig med vi skal være klar til at rykke ud med nødhjælp, som vi for eksempel gør nu efter jordskælvet i Myanmar. Men det har været umuligt at forberede os på et stop af allerede indgåede aftaler. Alligevel må vi huske på, at det værste vi kan gøre i svære tider, er at vende ryggen til de mest sårbare.”
Hvorfor det? Det er vel netop den præmis, som er under angreb for tiden? Og ikke kun med nedskæringer i USA, men også her i Europa?
“Hvis vi kun har øje for os selv, vil det altid ske på bekostning af den globale solidaritet. Hvis vi kun fokuserer på oprustning, kommer vi aldrig til at gøre noget ved de dybereliggende årsager til mange af de problemer, vi ser, og vi når aldrig frem til en langtidsholdbar løsning. Vi skal også huske på at snakke om fred. Fred er af en eller anden årsag forsvundet fuldstændig fra dagsordenen.”
“Det er ikke kun et moralsk argument. Jeg er her selvfølgelig som regional direktør for UNFPA og vil gøre opmærksom på, at kvinder og piger bliver ramt hårdest af det her, fordi det gør de. Uanset hvordan du kigger på det, lider de mest. Men det moralske argument er ikke nok i sig selv.”
“Vores modeller siger, at for hver dollar du investerer i reproduktiv og seksuel sundhed i Asien- og Stillehavsregionen, så får du et afkast på otte til 33 dollars. Kun et fjols ville sige nej til sådan en handel i den private sektor. Vi ved, at du ikke bare investerer i den enkelte kvinde eller pige, når du investerer i kvinders sundhed og voldsforebyggelse i Asien. Du investerer i hele hendes familie, lokalsamfund og i hele samfundet, fordi alle høster frugterne, når kvinder får magten over deres eget liv og kan udleve deres fulde potentiale.”
Har udviklingsbranchen generelt været for dårlig til at gøre opmærksom på den slags resultater? At få det kommunikeret ud til den brede befolkning i donorlandene?
“Jeg tror, der ligger et væld af forskellige faktorer til grund for de udfordringer, vi ser nu. Men det er altid en mulighed for at se os selv i spejlet og kigge på, hvordan vi kan forbedre os. Som sektor er vi helt klart nødt til at blive bedre til at få kommunikeret den betydning, vores arbejde har.”
Ret er magt, ikke den anden vej rundt. Ret giver magt, og det princip skal vi holde fast ved
“Vi bliver nødt til at tale om udviklingsbistand som en god investering, og noget som alle bør gå op i, også af den grund. Det kan vi for eksempel gøre ved at vise, hvordan vores arbejde også har gode afledte virkninger i Europa, uanset om det foregår i Sri Lanka, Malawi eller Venezuela.”
Hvordan føles det på et mere personligt niveau, når den branche, du har brugt størstedelen af din karriere i, bliver angrebet på den her måde?
“Jeg har været i FN i mere end to årtier, men helt ærligt så har de sidste måneder været de mest deprimerende. Til gengæld tror jeg heller ikke, jeg nogensinde har været så stålsat omkring mit arbejde, som jeg er nu, fordi jeg med egne øjne har set både den store mængde lidelse, der er i verden, men også hvor meget velvilje og hjælpsomhed der er. Særligt hos nogle af de mest sårbare grupper, som næsten intet har.”
“Mine kolleger og jeg er alle drevet af ånden i FN-pagten, og den siger, vi er forpligtede til at tage os af verdens mest udsatte. Det er vores første og vigtigste opgave. Og så skal vi huske, at ret er magt, ikke den anden vej rundt. Ret giver magt, og det princip skal vi holde fast ved.”
“Den her storm vil drive over, og jeg ved, at UNFPA kommer til at stå på den rigtige side af historien bagefter. For vi har stadig vores troværdighed og vores legitimitet, vi står stadig sammen med verdens kvinder, piger og udsatte grupper. Vi vender ikke vores principper ryggen eller udvander vores normer. Og det er meget vigtigt for FN lige nu, for så tror jeg, vi kan komme tilbage fra det her store chok, der rammer os lige nu.”
Kommer det også til at betyde mere samarbejde med Kina? Der er allerede rapporter om, at de overtager nogle af de aktiviteter i deres nabolande, som amerikanerne har lukket ned.
“Jeg vil ikke udelukke noget. Kina er allerede en afgørende partner i regionen, der støtter reproduktiv sundhed og er engagerede i mange humanitære interventioner. De seneste ti år har de støttet UNFPA’s arbejde med næsten fire milliarder dollar gennem international udviklingsstøtte og Syd-til-Syd-samarbejder.”
“Vi bliver nødt til at være realistiske omkring den geopolitiske situation lige nu. Jeg er med på, den giver en masse problemer. Men vi bliver bare nødt til at være kreative og pragmatiske, samtidig med vi selvfølgelig holder fast ved vores principper om for eksempel menneskerettigheder og ligestilling.”
