FN’s særlig rapportør for menneskerettigheder i Myanmar opfordrer nu regeringen i Bangladesh til at skrinlægge planerne om, at begynde at sende de mange flygtninge fra Myanmar tilbage.
Uden sikkerhedsgarantier fra regeringen i Myanmar er der risiko for at de massive overgreb, som den muslimske minoritet rohingyaerne tidligere er blevet udsat for vil gentage sig, mener hun. Det skriver FN’s nyhedstjeneste UN News Service.
Rohingyaerne har i årtier været marginaliseret og forfulgt og bliver set som fremmede og uønskede i store dele af Myanmars flertalsbefolkning, som er buddhister.
I august 2017 flygtede omkring 700.000 rohingyaer til Bangladesh efter at militæret havde iværksat angreb på landsbyer og drab og overgreb på indbyggerne i provinsen Rakhine, hvor flertallet af rohingyaeren boede.
Hjemsendelsesplan kritiseret fra flere sider
I november 2017 blev de to lande enige om en plan om hjemsendelse af flygtningene, som skal begynde midt i november i indeværende år. Aftalen blev dengang kritiseret kraftigt af både FN og menneskerettighedsorganisationer, der ligesom den særlige rapportør mente, at der skulle være garanti for at de hjemsendte kunne leve i sikkerhed og under tålelige forhold.
Ifølge den særlige rapportør, Yanghee Lee, mener, at det vil være uretfærdigt og uholdbart at sende flygtninge tilbage til Myanmar inden der er fundet en løsning på kerneproblemet – forskelsbehandlingen af rohingyaerne.
“Jeg har ikke set tegn på at regeringen i Myanmar har taget konkrete og synlige skridt til at skabe en situation, hvor rohingyaerne kan vende tilbage til deres hjemegn og leve der i sikkerhed og med garanti for at deres fundamentale rettigheder overholdes,” siger hun.
Blandt flygtningene i de enorme lejre ved den bangladeshiske by Cox’s Bazar er der ifølge Yanghee Lee udbredt frygt for, at se sit navn på listen over flygtninge, som skal sendes tilbage.