Egentlig skulle han have været en parentes.
Efter østrigske Kurt Waldheim, som måtte høre meget for sin tid i Hitlerjugend, var det tid til, at FN fik en farveløs generalsekretær, som ikke kunne gøre en kat fortræd.
Valget faldt på den indtil da ret undseelige karrierediplomat fra upåagtede Peru, Javier Pérez de Cuéllar. Han viste sig at være rette mand på rette post og snarere et udråbstegn, end en parentes. Dertil var han noget af en ørn til at bringe parter, der havde meget lidt lyst til at snakke sammen, til forhandlingsbordet.
Han sad i spidsen for FN fra 1982-1991 og gik siden ind i national politik i sit hjemland. Han tabte ganske vist præsidentvalget i 1995 til den senere korruptionsanklagede Albert Fujimori, men tjente sidenhen sit land som både premiere- og udenrigsminister i et år i en alder af 80 år.
Nu er han død, den gamle diplomat.
Tidlig om morgenen, torsdag den 5. marts, sov han ind i den digre alder af 100 år og 45 dage.
Den første fra Latinamerika
Pérez de Cuéllar startede tidligt ud.
Født i Perus hovedstad, Lima, i 1920, blev han allerede som tyveårig ansat i udenrigsministeriet, og fire år efter fik han sin første diplomatpost som sekretær ved Perus ambassade i Paris. Her mødte han sin første kone, som fulgte ham rundt i verden. I tidens løb nåede han at blive sit lands ambassadør i Schweiz, Sovjetunionen, Polen og Venezuela.
Fra 1971 repræsenterede han sit land i FN, og to år senere, da Peru med i FN’s sikkerhedsråd, fik Javier Pérez de Cuéllar sin ilddåb som præsident for rådet, da krisen på Cypern mellem Grækenland og Tyrkiet eskalerede. Som generalsekretærens specielle udsending på den farlige ø, viste han store evner som diplomat, hvilket skulle vise sig at blive vigtigt senere i hans karriere.
I slutningen af 1981 havde sikkerhedsrådet brugt seks uger på at forsøge at blive enige om, hvem der skulle efterfølge Kurt Waldheim som FN’s generalsekretær. Valget faldt på den peruvianske diplomat, der som den første latinamerikaner på den post skrev historie.
Fredspris
Det var en tid, hvor der skete en masse i verden, og Pérez de Cuéllar viste sit værd flere gange i løbet af det årti, han sad i spidsen for FN.
Han fik ros for at have medvirket til at få stoppet den forbitrede krig mellem præstestyrets Iran og Saddam Husseins Irak. I Afghanistan lykkedes det at få de sovjetiske tropper til at trække sig tilbage.
Dertil gik generalsekretæren personligt ind i sin egen verdensdel, hvor specielt El Salvador og Nicaragua var plaget af konflikt. Endelig var han i Afrika dybt nede i stoffet i forhold til at skaffe Namibia uafhængighed fra Sydafrika. Og det var FN’s fredsbevarende styrke under hans ordre, som i 1988 vandt Nobels fredspris for arbejde i de to tidligere portugisiske kolonier Mozambique og Angola.
I en tid, hvor Sovjetunionen brød sammen, og muren i Berlin faldt, var det den undseelige mand fra Peru, der sad i den vigtige stol i FN-bygningen i New York.
Hans indsatser blev heller ikke glemt. Efterfølgende modtog han en masse hædersbevisninger fra hele verden.
Nu har han fået fred.
Javier Felipe Ricardo Pérez de Cuéllar de la Guerra 1920-2020.
Æret være hans minde.
