Af Allan Dreyer Hansen, Carsten Jensen og André Sonnichsen
Den argentinske venstrefløjsfilosof Ernesto Laclau er optimistisk med hensyn til de politiske forhold i Latinamerika, som han mener er i færd med at nærme sig liberalt demokrati.
En solskinsdag i 1991 sad Laclau på Kultorvet i København for at spise en hurtig frokost. Han var på vej til lufthavnen, men selvom han havde travlt, havde han tid til at underholde vores lille selskab med en anekdote:
Hans onkel var i 1960’erne diplomat ved Argentinas ambassade i London. En af de ansatte havde uheldigt slået et par små hunde offentligt, og det havde skadet ambassadens anseelse i det londonske diplomatmiljø. Derfor troede en sydafrikansk ambassademedarbejder sig på den sikre side, da han ved en efterfølgende reception spydigt spurgte argentineren: ”Nå, hvordan har pudlerne på Deres ambassade det?” Men svaret lød: ”Ih tak, fint – og hvordan har de sorte i Deres land det?
Vi indleder med denne lille historie, fordi den leder os på sporet af det centrale tema i den argentinske filosof Ernesto Laclaus forfatterskab og gennem det til hans vurdering af den politiske udvikling i Latinamerika.
Underhundenes teoretiker
Det er dog først med udgivelsen i 2005 af Laclaus bog On Populist Reason, at den fulde dybde af anekdoten bliver klar. Laclau er nemlig midt i sine i øvrigt mange fremmedord begyndt at bruge hverdags-betegnelsen ’underhunde’ om dem, der organiserer sig mod de nationale magtblokke rundt omkring i verden.
Underhundene og deres krav om bedre forhold er, når alt kommer til alt, det, der er omdrejningspunktet i Laclaus tænkning.
Han får i anekdoten gjort de mishandlede argentinske ambassadepudler til et symbol på de mishandlede på et helt andet kontinent, og i princippet vel på et hvilket som helst kontinent.
Latinamerika viser vejen
Ernesto Laclau mener, at de fleste af de spørgsmål, han har arbejdet teoretisk med, er forbundet med politiske erfaringer fra ungdommen i Argentina. Han er i dag relativt optimistisk med hensyn til de politiske forhold i Latinamerika, som efter hans vurdering er i færd med at nærme sig liberalt demokrati.
Hans optimisme strækker sig til vurderingen af den økonomiske og sociale politik, der føres. I Latinamerika er man efter hans mening bedre til at tackle den aktuelle kapitalismes udfordringer end i f.eks. Europa.
Han sagde således til Acercando Naciones i 2011, at det ikke i hans levetid er gået bedre for Argentina, end det gør nu.
”Samfundet eksisterer ikke”
I 1960’erne var Laclau aktivist på venstrefløjen i Buenos Aires. Sammen med forfatteren og politikeren Jorge Abelardo Ramos redigerede han tidsskriftet Lucha obrera. Han flyttede til Storbritannien i 1969, hvor han læste politisk filosofi på Oxford University på invitation af historikeren Eric Hobsbawn.
Laclau var herefter i mange år professor på University of Essex og skabte der et værk, der er blevet oversat til mange sprog og i dag er pensum på universiteter over alt i verden. I Danmark er Ernesto Laclau nok mest kendt som politisk teoretiker inden for den såkaldte diskursanalyse.
I 1970’erne tog Laclau udgangspunkt i marxismen, men viste især dens begrænsninger. Han så ikke socialismen som en logisk følge af kapitalismens modsætninger, men hævdede at ’socialismen ikke har andet indhold end det, den får i opbyggelsesfasen’.
Han blev i 1980erne kendt for at hævde, at ’samfundet eksisterer ikke’. Hermed mente han dog ikke, som Margaret Thatcher, fra hvem han havde taget selve sætningen, at der kun findes isolerede individer uden gensidig solidaritet.
Han mente blot, at samfund ikke har en grundlæggende logik, der med nødvendighed skaber særlige forhold mellem mennesker. For Laclau er indsigten i denne mangel på dybere nødvendigheder i samfund den mest nødvendige byggesten i politisk teori.
Hverken markedsteori eller klasseteori kan i sig selv forklare de konkrete sociale forholds udvikling. Man må hver eneste gang se på konkrete krav og kampe i konkrete sammenhænge.
Populisme som politisk form
På den baggrund opstillede Laclau et sæt begreber om politik og især populisme. Efter hans opfattelse er ’populisme’ ikke noget, der hører til i margenen af politik. Tværtimod er populisme den mest almindelige form for politik under de forhold, vi i dag lever under.
Stort set alle partier påstår, at de repræsenterer folket i forhold til staten. Det afgørende spørgsmål er, hvem givne partier identificerer sig med, når de taler om folket: er det f.eks. dem, der ser sig som ’hårdtarbejdende og leverpostejspisende’ eller dem, der især lægger vægt på, at de er ’skatteplagede og overrendt af emigranter’ – eller nogle tredje.
Folket er ikke en entydig størrelse i Laclaus univers. Det er tværtimod noget, der skal skabes. Selv går han ind for skabelse af et radikalt demokratisk folk, der kræver frihed og lighed for alle.
Liberalt demokrati
”For at forstå udviklingen i Argentina og Latinamerika generelt, er det nødvendigt at vide, hvordan det demokratiske system er organiseret”, forklarer han og fortsætter:
”´Liberalt demokrati’ – det vil sige den styreform, der er fremherskende i dag, og som både indeholder respekt for de individuelle rettigheder og for flertallets ret til at styre – er først for nylig, introduceret i Latinamerika og processen er endnu ikke helt afsluttet.
Der har ganske vist været liberale ideer siden midten af det 19. århundrede, ud fra hvilke forskellige styrer var organiseret, men disse var overhovedet ikke demokratiske. De fungerede som klientilistiske maskiner, og hvis de overhovedet afholdt valg, blev der manipuleret med stemmerne.
Da massernes demokratiske aspirationer om lighed skulle udtrykkes i Latinamerika i begyndelsen af det 19. tallet, startede det med styrer, der ikke var det mindste liberale, men i mange tilfælde nærmest var nationalistiske militærdiktaturer.
Så der var en kløft i massernes demokratiske erfaring mellem nationale folkelige og liberale demokratier. Denne spaltning har kendetegnet den demokratiske erfaring i Latinamerika.
Vi havde f.eks. demokratiske reformregimer, der tog diktatoriske former i Brasilien fra 1920’erne, ligesom i Argentina og Bolivia. Dette skel i massernes demokratiske erfaringer viste sig i 1920erne, hvor der kom en ny bølge af militærdiktaturer, som slog lige hårdt ned på den liberaldemokratiske tradition og på den nationalt folkelige.
Det, der sker i dag er, at der opstår styrer, hvor Latinamerika for første gang får erfaringer med at sætte de to dimensioner sammen.
Men der er stadig en særegenhed, som er meget fremtrædende i Latinamerikansk demokrati, at der er en konflikt mellem den udøvende magt og den lovgivende magt. Den lovgivende magt har traditionelt været den, i hvilken den konservative reaktion har været organiseret, mens den udøvende appellerer spontant til masserne, og derfor har deres støtte uden for parlamentet.
Så det er denne dobbelte dimension af demokrati, som de seneste ti års nye regimer udtrykker. Der er Hugo Chavez i Venezuela, Rafael Correa i Ecuador, Evo Morales i Bolivia, Cristina de Kirchner i Argentina og så videre. Der er første gang, at folkeligt demokratiske kræfter virkeligt tager kontrol i Latinamerika”.
Er Venezuela demokratisk?
På spørgsmål et om, hvorvidt Venezuela er et demokrati og om præsident Hugo Chavez undertrykker oppositionen konkluderer han, landet i dag er mere demokratisk end tidligere.
Han siger: ”Før Hugo Chavez blev præsident var styret i Venezuela baseret på klientelistiske valgmanipulationer, som var en vittighed. Ingen troede på dem.
Siden Chavez greb magten, har han prøvet at give folk indflydelse (skabe empowerment) gennem mere lokalt styre. Han har fx oprettet de såkaldte ’missioner’. I de fleste lande i Latinamerika mangler der magtfulde lokale myndigheder. Der mangler således nogle, der kan organisere lokalt sundhedspersonale.
Tidligere døde folk som fluer, fordi der var for langt til lægerne i storbyerne. I dag de lokale myndigheder er blevet stærkere og det er muligt at få læger til at flytte ud, selvom det er farligt, og nogle faktisk er blevet dræbt.
Der er kommet 30.000 cubanske ’teknikere’ især læger og lærere, der lever i de områder, hvor der er en vis fare for livet. Men resultatet er, at de lokale fællesskaber kan begynde at organisere sig.
Regeringen har besluttet, at 40 procent af overskuddet fra olien skal gå til de lokale myndigheder i stedet for at blive administreret af staten, gennem det der kaldes ’missioner’. Så der er missioner for lægehjælp, for uddannelse og så videre. Disse myndigheder er blevet bedre organiseret, og de bliver ikke kontrolleret direkte af staten. Derfor er samfundet blevet mere demokratisk end tidligere.
Et andet område har med pressen at gøre. Ifølge rygter skulle denne blive undertrykt. Der har været en historie om en tv-kanal, der har mistet sin licens. Hvad folk glemmer at fortælle er, at denne kanal i månedsvis havde opfordret til militærkup i Venezuela.
Forestil jer, hvad der ville ske, hvis Washington Post startede en kampagne for, at militæret skulle kuppe USA’s præsident. De ville blive lukket i løbet af fem minutter og staben blive fængslet.
Men i Venezuela fik de lov til at fortsætte. Resultat blev under alle omstændigheder, at de ikke fik fornyet deres oprindelige sendetilladelse, men de kan fortsætte med at sende via satellit eller på andre måder.
Så det er ikke sandt, at der er undertrykkelse af ytringsfriheden. Hvad der er sandt er, at der er et overgangsstyre til en ny form for folkelig organisationsform af demokratiet”.
Privatiseringsvanvid i Argentina
Spørgsmål: Kan du se paralleller mellem den politiske udvikling i Argentina og Venezuela?
”Måske, men i Argentina er situationen anderledes, fordi Argentina har et civilt samfund, der er langt mere organiseret, end hvad man kendte i Venezuela før Chavez. Men kampen for folkelig kontrol går videre på andre måder.
I Argentina er staten f.eks. begyndt at redde virksomheder, der blev privatiseret i 1990erne, og som nu har været i krise.
Pensionssektoren er et godt eksempel. Før i tiden havde vi et system, hvor staten administrerede pensionerne på basis af de indbetalinger, folk lavede, mens de var i den arbejdsdygtige alder. Når de trak sig tilbage, levede de af de indbetalinger, der kom, fra dem, der nu var i arbejde.
I 1990’erne havde vi så privatiseringsvanviddet. Alt skulle privatiseres, også pensionssystemet. Det betød, at det stadig var staten, der skulle betale, men at det var private virksomheder, der formidlede pengene til dem, der havde været under det gamle system.
Når virksomhederne fik arbejdernes pensionspenge, mens staten måtte betale for dem, der var på det gamle system, og ikke fik nye ind, manglede staten selvfølgelig penge. I en periode kunne det lade sig gøre på basis af de penge, man havde fået ind på privatiseringerne, men derefter måtte man låne penge på verdensmarkedet for at klare forpligtigelserne, og det forgældede landet.
En af de første ting Kirchner-regeringen gjorde, var igen at nationalisere pensionssystemet samt at nationalisere de virksomheder, der var blevet privatiseret. Så nu klarer Argentina den internationale krise relativt godt.
Internationalt anerkendte økonomer, som f. eks nobelprismodtageren Joseph E. Stiglitz, der er rådgivere for den argentinske regering, siger, at den opfører sig rationelt, hvilket man ikke gør i Europa.
For det andet har Argentina brudt med den politik, der blev lagt efter en plan af Martines De Hoz, som var økonomiminister under diktaturets sidste del. Hans politik blev også fulgt umiddelbart efter demokratiseringen, men er altså nu opgivet.
Han overvurderede den argentinske peso, så den argentinske eksport blev dyrere og dyrere, mens man samtidig nedsatte importtolden. Det betød, at de argentinske virksomheder ikke kunne klare sig, og at landet samtidig blev tæppebombet af udenlandske varer.
Resultatet var, at den argentinske industri blev ødelagt. Siden 2003 har regeringerne prøvet at normalisere tilstanden, men dette er ikke kun den argentinske regerings erfaring. Over hele Latinamerika går de progressive regeringer frem i denne retning.
Skal Europa ”latinamerikaniseres?
Kan de nye latinamerikanske erfaringer så bruges i Europa i dag? Kan vi i Europa lære noget af det, de gør i Latinamerika. Det mener Ernesto Laclau.
Han citerer Stuart Hall for at sige, at Europa burde ’latinamerikaniseres’, et ny-ord, der spiller på en venstrefløjs variant af ’amerikaniseres’, der ofte opfattes som noget udfordrende. Noget der påkalder ’anti-amerikanisme, men som i stedet skal skabe positive associationer.
Laclau synes dog at være meget skeptisk overfor situationen i Europa med hensyn til folkelig mobilisering mod den internationale økonomiske udvikling. Han ser f.eks. de aktuelle protester fra de ’indignerede’ i Sydeuropa som for lidt koordinerede og vist også som for politisk overfladiske, eller simpelthen naive.
Europa ved en korsvej.
Han venter derfor heller ikke, at den nye latinamerikanske politiske venstredrejning vil komme til Europa.
”Det ser ikke sådan ud for tiden. Der er små udbrud her og der, men jeg tror ikke, at ’de indignerede’ får en langvarig betydning, med mindre de begynder at tænke i politiske alternativer. Ingen tænker imidlertid i alternativer for tiden. Når ingen ved, hvordan man skal give de nye former for social protest en politisk sammenhæng og kontinuitet, er det, hvad der sker: protesterne forbliver isolerede.
Den aktuelle folkelige protest vil disintegrere, og der kommer ikke noget ud af det. I dag står Europa ved en korsvej, hvor der er et nyt udbrud af sociale kræfter, der kunne skabe nye poler i organiseringen af de radikale kræfter. Der mangler imidlertid nogen til at tage et lederskab og vise retningen.
———
Artiklen indeholder redigerede uddrag af et længere interview, der blev lavet i Laclaus hjem i Hampstead, London af Allan Dreyer Hansen og André Sonnichsen tidligere på året.
FAKTABOKS
Ernesto Laclau er født i Argentina i 1935. Gift med Chantal Mouffe, en belgisk politisk filosof.
Er leder af Center for diskurs og samfundspolitisk Identitet (CEDIS) ved Universidad Nacional de San Martin i Buenos Aires.
Lacluas mest udbredte bog er skrevet sammen med Chantal Mouffe: Hegemony and Socialist strategy (1985). Hans seneste bøger er Misticismo, retórica y politica (2002), On Populism (2005) og Debates y Combatates. Por un nuevo horisonte de la politica (2008). På dansk findes to udvalg af tekster: Demokrati og hegemoni (1997) og Det radikale demokrati (2002).
Modtog i 2011 en argentinsk national æresbevisning for sit arbejde inden for filosofi.
Allan Dreyer Hansen er PhD, lektor på Ins. F Samfund og globalisering, RUC. Har i mange år arbejdet med Laclaus teoretiske perspektiv.
Carsten Jensen er projektforsker ved Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet, hvor har arbejder på projektet COMER (Copenhagen Middle East Research). Han har tidlige været redaktør af antologier af Laclaus tekster.
André Sonnichsen er adjunkt ved Center for Afrikastudier på Københavns Universitet og arbejder med statsbygnings- og udviklingspolitik (kampe om ordensdannelse) med udgangspunkt i poststrukturalismen, en teoretisk tradition, hvori Laclau indtager en fremtrædende position.
