Pernille Bærendtsen
Pernille Bærendtsen er PhD-studerende ved Copenhagen Business School, hvor hun har fokus på humanitarisme og den tanzaniske diaspora i Danmark. Hendes PhD er en del af det fælles forskningsprojekt Everyday Humanitarianism in Tanzania.
Hun har tidligere har arbejdet som journalist, medietræner og udviklingsmedarbejder, og har beskæftiget sig med kommunikation og kultur, såvel som den danske udviklingssektor og civilsamfundet. Hun har 15 års erfaring fra arbejde i Serbien, Uganda, Kenya, Sydsudan og Tanzania.
www.duniaduara.dk
Emmanuel Elibariki, en tanzaniansk rapper, der er kendt som Nay wa Mitego, blev den 25. marts anholdt efter at have udgivet en sang med titlen ’Wapo’. Titlen på swahili kan oversættes til det danske ‘Der er’. Udgivelsen, som hurtigt blev delt via Whatsapp, har skabt endnu et skred i debatten om den tanzanianske regerings tag på ytringsfrihed.
Først blev Elibariki arresteret pga. sin sang, dernæst løsladt dagen efter. Tanzanias kunstråd, Baraza la Sanaa la Taifa (i daglig tale kaldet ’BASATA’). havde udstedt et forbud mod sangen. Det er for så vidt ikke overraskende, når man læser sangteksten.
Når en kunstner ønsker at arrangere koncert eller udgive en sang i Tanzania, skal vedkommende være registreret ved BASATA, som ikke kun har en administrativ rolle, kunstrådet skal også holde snor i moralen. Forbud – ofte begrundet i hvad rådet anser som god moral og anstændighed – er ikke usædvanlige. Selve håndteringen af netop denne kunstners sang, stikker imidlertid ud.
Regeringsgodkendt kritik
Efter sigende kunne præsidenten først ikke lide sangen fordi den kunne forstås som en kritik af ham og regeringen. Men præsidenten kunne godt lide den, udtalte Tanzanias Informationsminister, Harrison Mwakiyembe (i øvrigt netop udnævnt i samme uge, hvor han skiftede fra posten som landets Justitsminister):
”Denne sang, den kan præsidenten rigtigt godt li’, og han beder om, at Nay wa Mitego bliver løsladt, så han kan fortsætte sine aktiviteter,” udtalte Mwakyembe, der også uddybede:
”Men der er et behov for at forbedre sangen ved at tilføje de som er skyldige i skattesvig og stofmisbrug” ifølge The Daily Nation.
Sangen blev nu fremstillet som udtryk for en kritik af korruption og andet anstødelig opførsel, en kritik som regeringen altså godt vil associeres med. Det er dog uklart hvilken rolle præsidenten og hans rådgivere præcist spillede i denne sag, skriver BBC Afrika her. Det er også uklart, hvem som præcist bestemte, at Elibariki skulle frigives, og hvorfor.
Hvem kæmper for ytringsfrihed for hvem?
Polemikken skabte hurtige, internationale overskrifter, og flere kategoriserer sagen som et brud på kunstnerisk frihed.
Sagen er én blandt mange på en liste med mange større sager, som også tæller, at oppositionen er blevet forbudt at afholde større møder, og en medielovgivning der bruges i flæng til at fængsle folk, der kritiserer præsidenten.
Kigger man nærmere på indholdet af selve Elibarikis sangtekst, bliver man dog i tvivl om hvem der kæmper for ytringsfrihed for hvem, og hvorfor. Det er uklart, hvad Elibariki vil med sangen, hvis man ser bort fra at han har insisteret på sin ret til at provokere og udtrykke sig.
Og måske det handler meget mindre om Elibariki, end det handler om præsidenten og magtbalancer? Elibarikis tekst trækker nemlig tråde til en større, kompliceret politisk kontekst.
Homofobi og intolerance
Teksten til ’Wapo’ har den britiske blogger Ben Taylor oversat fra Swahili til engelsk her. Særligt interessant er, at visse passager i teksten giver udtryk for homofobi og intolerance, og at det ikke kun handler om kamp mod korruption, men også ’umoralsk adfærd’. Taylor forklarer i et tweet her, at der er mindst tre nedsættende referencer til homoseksuelle, og at han har blødt formuleringerne op i sin oversættelse.
Vi har altså en rapper, som skriver en sang, som kritiserer præsidenten for at ligge bånd på ytringsfriheden, men som også kritiserer den korruption, som præsidenten arbejder for at bekæmpe. Og rapperen langer også ud mod, hvad der i Tanzania bredt anses som umoralsk adfærd, noget som præsidenten også kæmper mod, men som også ind imellem tager form et overgreb på rettigheder, når det fx fører til fængslinger af homoseksuelle.
For Tanzanias præsident Magufuli synes kampen mod ’umoralsk adfærd’ at være kernen i flere af hans mest markante indsatser. Særligt fokus har der fx det sidste år været på seksuelle minoriteter. Men Magufulis ledelse er autoritær, og selvom det ikke er svært at finde opbakning til kampen mod umoralsk adfærd blandt mange tanzanianere (om det er korruption, stofmisbrug eller homoseksualitet), er de hverken vilde med eller vante til den autoritære, truende facon.
Det forklarer sangens popularitet. Det er dog svært ikke at finde det ironisk at kategorisere sangen som en kamp for ytringsfrihed.
Eksperter i at pakke tingene ind
”Vi taler mere chinichini” sagde et par tanzanianerne, som jeg talte med for et halvt år siden i Tanzania, om hvordan Magufuli påvirker hverdagen. Det betyder ’ned-ned’ – dvs. at man taler sammen på en måde, hvor man undgår at nævne det, man er bange for at sige højt. Eller man taler mindre med folk, man ikke kender så godt.
Det er der ikke noget nyt i. Tanzanianerne er eksperter i at pakke tingene ind. Kommunikation i Tanzania handler ikke altid om, hvad afsenderen siger bogstaveligt, men i den grad også om modtagerens viden og forudsætninger for at forstå og fortolke. Det er en form for kommunikation, der går udenom konfrontationer. Fred er vigtig, når man bor tæt og ikke lever i et samfund, hvor man kan stole på at staten sørger for én.
Med den traditionelle beklædningsdel kangaen kan kvinden, der bærer den, kommunikere de følelser, hun ikke kan sige højt.
Foto: Pernille Bærendtsen
På billedet ovenover ses et eksempel på ”chinichini” kommunikation:
Kangaen på billedet har teksten: ‘Jirani mbaya usimuonee haya’, som kan oversættes (ikke bogstaveligt) til: ”Hvis din nabo ikke er dig venligt stemt, skal du ikke være skamfuld over at fortælle ham/hende det.”
Det er en kanga med en besked, der rummer en stor selvmodsigelse. Hvis du virkelig har en nabo, der ikke opfører sig godt, råder teksten på kangaen dig til at gøre det klart for naboen. Men hvis budskabet nøjes med at blive ”udsendt” ved at bære kangaen med budskabet, når det måske slet ikke den nabo det var tiltænkt. Mere om kanga her.
Satte hårdt ind mod det umoralske og ulovlige
Da Magufuli udnævnte Paul Makonda – eller Daudi Albert Bashite som han måske hedder i virkeligheden – til stillingen som Dar es Salaams amtsborgmester i 2016, markerede denne sig med en række mærkesager, hvor der blev sat hårdt mod homoseksuelle, stofmisbrugere og -sælgere, skatteunddragere, natklubejere og andre befokningsgrupper som bevæger sig i feltet af, hvad Makonda/Bashite anser for umoralsk og ulovligt. Men han lagde sig også ud med særdeles magtfulde personer.
Det skabte – forventeligt – en reaktion. Særligt direkte blev Bishop Dr Josephat Gwajima, som er leder af en større, kristen kirke med base i Dar es Salaam – se mere her. Gwajima kommunikerede ikke ”chinichini”, da han angreb Makonda for at have forfalsket sin identitet og i virkeligheden at være en anden, nemlig Daudi Albert Bashite.
Makonda/Bashite forsvandt i et par dage, for den 17. marts at dukke op på Clouds TV-station, hvor han insisterede på, at der skulle bringes et video-klip af en kvinde, der anklager Gwajima for at have gjort hende gravid. Mere her.
”Præsidenten var bange”
Herefter eskalerede tingene – for vildt. For Magufuli forsvarede – omend indirekte – Makonda/Bashite.
Nape Moses Nnauye, Tanzanias daværende Minister for Information, Kultur, Kunst og Sport nedsatte en kommité, der på blot få dage afgjorde, at Makonda/Bashite ikke havde ret til at tvinge sig adgang til Clouds, endsige bestemme hvad de skulle kommunikere. Men så blev Nnauye afskediget som minister.
Nnauye indkaldte herefter til pressekonference på et hotel i Dar es Saalam. Da han ankom fik han påbud mod at træde ud af sin bil af civilklædte mænd, der trak våben og truede ham til at blive i bilen. Scenen udspillede sig i øvrigt på pladsen foran den store St. Peter’s Kirke, hvor Tanzanias første præsident, Nyerere, plejede at komme, og altså ikke et sted man forventer at der trækkes våben. Disse mænd tilhørte angiveligvis præsidentens sikkerhedsstyrke.
Nnauye afholdte imidlertid pressekonference fra bilens soltag, og begivenheden blev kommenteret vidt og bredt på sociale medier.
Kernen er, at fyringen tjente til Nnauyes popularitet. Selv hans politiske modstandere udråbte ham som helt. Zitto Kabwe, leder af oppositionspartiet, ACT Wazalendo, kaldte Nnauye for ”den nuværende generations helt”, og David Kafulila, der er parlamentsmedlem for Kigoma Syd for oppositionspartiet NCCR, tweetede et tillykke til Nnaue, og konstaterede at ”præsidenten var bange, fordi han ikke tror på loven”.
Det overrasker måske ikke folk, der har fulgt tanzaniansk politik længere end mig. Vante positioneringer blev også brudt under valgkampen i 2015. Men går vi blot to år tilbage til valgkampagnen i 2015, kom Nnauye med en opsigtsvækkende bemærkning om, at det siddende parti ville vinde lige meget hvad, om det så skulle være med et ’hånd-mål’ – en reference til den argentinske fodboldspillers Maradonas mirakel-mål med hånden i 1986.
Nnauyes udsagn blev i 2015 fortolket som, at CCM ville vinde lige meget hvad tanzanianerne stemte. Det er også Nnauye, der stod bag implementeringen af regeringens forbud mod live-udsendelserne fra parlamentet, og Nnauye var også med til at forme Tanzanias seneste medielovgivning, der har været instrumental mod kritisk og politisk modstand, før og efter valget.
Teatralsk forvirring
Det her handler naturligvis om meget mere end det, vi får at vide om ministerskifte og indskrænkning af en kunstners ytringsfrihed. Det er let nok at opsummere excentriske eksempler på Magufulis autoritære ledelse – det svære er at aflæse reaktioner og få mønstre til at gå op.
Forvirringen når regeringen insisterer på at ville aflæse en sangtekst, og ville vide hvem den taler for eller imod (og evt. tilrette den), er helt teatralsk. Det er også interessant, når oppositionen pludselig udråber en tidligere politisk fjende til helt, fordi det skaber tvivl om formodede ideologiske ståsteder og integritet.
Begge eksempler fortæller historier om vigtigheden af at ville vælge side – men også om bevæggrundene for at ville vælge side. Det svære er at aflæse, hvad disse dynamikker præcist betyder for tanzanianernes selvforståelse og opfattelse af personlig sikkerhed.
Netop dette er vigtigt – føler folk sig sikre, giver det stabilitet. Føler folk sig usikre, går de ’chinichini’, og trækker de sig tilbage til kernen i familien, klanen og religionen.
