Det vestafrikanske land Senegal har været på en politisk rutsjebanetur i de seneste år. Turen sluttede foreløbig med et par voldsomme loops og kulminerede i et valg, som sikrede en overraskende klar og rolig afslutning på en meget urolig periode i landets historie.
Forhistorien er, at landets nu forhenværende præsident Macky Sall havde luftet en idé om, at han overvejede at stille op til en tredje omgang på posten. Det er godt nok imod landets grundlov, og en manøvre, som er set i mange andre lande, hvor præsidenter har fiflet med lovgivningen for alligevel at kunne stille op.
Derfor skabte ideen også enorm opstandelse i landet, som traditionelt er blevet set som en demokratisk klippe i en region, hvor militærkup og andre ikke-demokratiske veje til magten er udbredte, fortæller Gerd Kieffer-Døssing, ph.d.-studerende på Dansk Institut for Internationale Studier og Institut for Antropologi, Københavns Universitet. Hun er gæst i denne uges episode af podcasten Højtryk.
Men i stedet for at stille op til valget aflyste præsidenten det på ubestemt tid – blot tre uger før det skulle have været afholdt den 24. februar. Det er ikke sket tidligere i landets historie, og det fik mange i og uden for landet til at bekymre sig endnu mere om landets demokrati og stabilitet. Det fik også oppositionen til at rykke tættere sammen, mens demonstranter og politi stødte sammen i gaderne.
Efter en del politisk og juridisk tovtrækkeri viste landets politisk-juridiske system sig stærkere end præsidenten, og der blev fundet en ny valgdato: 24. marts – en måned efter den oprindelige dato. Oppositionens spidskandidat, Bassirou Diomaye Faye, blev løsladt. Det samme gjorde hans makker Ousmane Sonko, som var den oprindelige spidskandidat fra oppositionen, men som ikke havde fået lov at komme på stemmesedlen.
Og så faldt det hele pludselig på plads: Valget blev afholdt, og resultatet var både klart og overraskende – nu er 44-årige Bassirou Diomaye Faye præsident, Afrikas yngste demokratisk valgte af slagsen.
Nu kan man igen se fremad i landet, som viste, at mærkaten som en ”demokratisk klippe” muligvis er mere fortjent end de mere kritiske analytikere har ment.
