Kriminaliteten var høj i Colombias næststørste by, allerede før kokain blev den vigtigste eksportvare, men da containere med dollarsedler begyndte at strømme ind i byen i 1980’erne, stak volden og brutaliteten fuldstændig af.
Magtkampene mellem de forskellige kokainbander, paramilitære grupper og ikke mindst mellem staten og Medellín-kartellet gjorde dele af byen til en krigszone. Bilbomber, gadekampe, mord og kidnapninger var dagligdag.
Narkobaronen over dem alle, Pablo Escobar, blev selv skudt på et tag i bydelen Los Olivos i 1993. Volden fortsatte dog i mange år efter hans død. Men de, der ønskede udvikling og fred i byen, mobiliserede sig også op gennem 90’erne. Almindelige mennesker engagerede sig i kampen mod vold, og civilsamfundet blev stærkere.
En mand med en plan
I 2003 blev den 48-årige Sergio Fajardo valgt til borgmester med flere stemmer end nogen tidligere valgvinder. Fajardo, der havde undervist i matematik på universitetet, før han gik ind i politik, var den første uafhængige kandidat til at blive borgmester.
Han mente, at det var afgørende at løse, hvad han anså for at være byens tre største udfordringer: korruption, ulighed og vold.
Da Fajardo og hans folk blev indsat, begyndte de at besøge de fattigste kvarterer i Medellín. Det var byområder, ofte op ad bjergskråninger i udkanten af byen, som var vokset hurtigt i flere årtier.
Vi ville placere de smukkeste og bedste ting, vi har i samfundet, de steder, som aldrig før har haft mulighed for at have dem
Sergio Fajardo, tidl. borgmester, Medellín
De var blevet overset af myndighederne i årevis. Escobar havde betalt for både boliger og velfærdsforanstaltninger i flere af disse områder.
Fajardos bystyre gik i dialog med befolkningen og fortalte om sine planer for såkaldte integrerede byprojekter – projekter i det offentlige rum, der skulle have positive sociale effekter.
“Det var en politisk beslutning. Vi ville placere de smukkeste og bedste ting, vi har i samfundet, de steder, som aldrig før har haft mulighed for at have dem. Arkitektur blev en del af politik. At have de mest fantastiske bygninger i de fattigste dele af byen gav styrke og stolthed til dem, der boede der,” fortalte Fajardo i et interview på Boston University i 2009.
Allerede et år efter, at han var blevet borgmester, igangsatte han store byggeprojekter i de mest udsatte dele af byen. Som for eksempel i bydelen Santo Domingo Savio, nord for Medellín. En del af byen, der i mange år var fuldstændig domineret af narkobander og andre væbnede grupper, hvor folk hovedsageligt boede i små skure op ad de stejle bjergskråninger.
Her blev der i 2007 åbnet en stor “bibliotekspark”. Et åbent, smukt område for hele befolkningen. Selve biblioteket ligger på en bakke, er formet som tre sten, der lyser i mørket og har vundet store internationale designpriser.
Finansieringen af disse projekter kom fra flere kilder: fra myndighederne, fra samarbejde mellem myndigheder og erhvervsliv, støtte og lån fra internationale udviklingsbanker og fra indførelse af egne skatter til udvikling.
Social urbanisme
Arkitekten Alejandro Echeverri arbejdede tæt sammen med borgmester Fajardo og var central i arbejdet med at implementere de forskellige urbane og sociale projekter i Medellín. Han ledede Medellíns kontor for byudvikling og var leder af byens byprojekter fra 2004 til 2008.
Echeverri har modtaget adskillige priser for sit arbejde og arbejder i øjeblikket for flere universiteter. Han leder også Center for by og miljø i Medellín. Der arbejder han især med byudvikling i udviklingslande med svage institutioner og strukturer.
Arkitekten påpeger, at samarbejdet var helt afgørende for færdiggørelsen af de storstilede projekter, der blev igangsat fra 2004.
“Den største bedrift af Fajardos bystyre er, at de var i stand til at nå til enighed mellem mange sociale aktører: politikere, forretningsfolk og akademikere,” siger han og fortsætter.
“Byforandringen i Medellín, eller det vi kalder ‘social urbanisme’, var ikke bare en idé, der kom fra arkitekter og ingeniører. I virkeligheden blev de mest kritiske og strategiske områder i byen udvalgt, områder som havde oplevet problemer siden 1980’erne og 1990’erne.”
Han understreger, at det var helt nødvendigt at finde løsninger, der kunne mindske volden, og at årsagerne var komplekse.
“Volden skyldes ikke kun de væbnede grupper. Andre vigtige årsager var statens manglende tilstedeværelse, fattigdom og den store ulighed. Det blev helt klart for os, at mange dele af byen led af underskud i livskvalitet. Folk havde hverken bolig, uddannelse eller plads til at udvikle sig.”
Fra vold til biblioteker
Samtidig med at bystyret i Medellín fokuserede på ‘social urbanisme’, fandt også andre vigtige processer sted, som var med til at bane vejen for, at det nye initiativ i Medellín kunne implementeres.
Mentaliteten kom fra stofmiljøet og volden, som udspillede sig i de mørke gyder. Vi ville skabe en anden mentalitet i de offentlige rum, som alle skulle dele.
Alejandro Echeverri, arkitekt
Myndighederne optrappede blandt andet indsatsen mod narkokartellerne og de væbnede grupper. Borgmester Fajardo bekymrede sig også meget om demobiliseringen af de forskellige grupper. Alt dette bidrog til markant mindre vold i Medellín og skabte rum til at de urbane, sociale projekter kunne fungere.
Echeverri understreger, at parkerne, bibliotekerne, skolerne, svævebanen og alle de andre byggeprojekter ikke var et mål i sig selv, men et værktøj. De var midler til at opnå noget andet.
“Det, vi egentlig ville, var at skabe processer, muligheder for udvikling og inklusion for de unge i disse områder. Et af de vigtigste mål var at ændre fortællingen om Medellín og hjælpe med at ændre folks holdninger og tankegang. Mentaliteten kom fra stofmiljøet og volden, som udspillede sig i de mørke gyder. Vi ville skabe en anden mentalitet i de offentlige rum, som alle skulle dele.”
Den nye by
Tyve år efter, at vold og frygt var en del af livet for mange i Medellín, har den sociale urbanisme, som borgmester Sergio Fajardo og Alejandro Echeverri troede så stærkt på, båret frugt.
Medellín har ti biblioteksparker i de mindre velhavende kvarterer. Her kan beboerne låne bøger, og der er konferencesale og mødelokaler, som ville gøre ethvert privat universitet misundelig over.
Det er mødesteder, hvor politiske, kunstneriske og akademiske fællesskaber skabes. Myndighederne har desuden bygget 36 store skoler, som er udstyret med blandt andet avanceret teknologi, rummelige klasselokaler og sportspladser.
Det er noget, folk i disse bydele næsten ikke kunne have forestillet sig i 90’erne. Der er også bygget børnehaver, hvor børn i alderen nul til fem får undervisning, mad og psykologisk og kunstnerisk opfølgning.
Gravide mødre kan også deltage her. Der er bygget forlystelsesparker og den offentlige transport er blevet væsentligt forbedret. En vigtig satsning var den urbane svævebane, der blev åbnet i 2004.
De fleste af de fattige kvarterer i Medellín ligger i bakkerne omkring dalen, hvor de centrale dele af byen ligger. Hverken sporvogne eller busser gik ud til disse områder tidligere. Men med svævebanen var disse dele af Medellín forbundet med resten af byen.
Medellín, som tidligere var verdens mest voldelige by, blev i 2013 kåret som den mest innovative by i verden. Internationale medier har produceret en række historier om transformationen.
New York Times kaldte byens biblioteker for “arkitektoniske juveler”. Byen er også blevet en populær destination for turister fra hele verden. Og magasinet Time har Medellín på sin liste over “verdens bedste steder” i 2023.
Social mobilisering
Fernando Zapata har oplevet forandringerne på tæt hold. Han blev født i 1982 i el Popular 1, dengang et af de farligste og fattigste kvarterer i Medellín. Under hans opvækst, kæmpede militser, paramilitære grupper og narkohandlere i gaderne. Mord, tortur og mennesker, der forsvandt, var en del af virkeligheden.
Hvor der i dag er et stoppested for byens svævebane, har der tidligere været huse, hvor paramilitære grupper plejede at dræbe og torturere mennesker.
“Der skete frygtelige ting her. Men da den ombygningsproces kom igang, ændrede bydelen sig,” siger han.
Zapata fortæller, at da han voksede op, havde folk i det fattige kvarter meget lidt tillid til myndighederne og var meget overraskede over, at myndighederne faktisk gjorde noget positivt.
“Da de lokale myndigheder kom til os med denne idé om, at vi skulle få en svævebane med egne stationer i vores bydel, gode veje og andre gode offentlige rum, gjorde det indtryk. Vi havde ikke engang fortove i gaderne. Så det her handlede om mere end byggeri, det var en radikal ændring,” siger han.
Zapata, som er politolog og har studeret by- og miljøstudier, mener, at social urbanisme ændrede den bydel, han voksede op i.
“De inkluderende byprojekter, som var begyndelsen på alle disse tiltag, var en god og smart måde at give borgerne en stemme på. Folk diskuterede udviklingsplanerne lokalt, folk ville have en bydel med bedre infrastruktur. De stillede krav til de lokale myndigheder om at få det, de havde brug for. Det blev en social mobiliseringsproces,” siger han.
Zapata understreger, at alle problemer i byen langt fra er løst. Der er stadig vold, narkotikahandel og fattigdom i el Popular 1 og i andre dele af byen.
“De kriminelle fortsætter deres forretning. Men niveauet af brutalitet er faldet kraftigt, og det er aldrig kommet tilbage til niveauet fra 90’erne.”
Statistikken understøtter, det Zapata siger. Både kriminalitet, vold og fattigdom i Medellín er faldet kraftigt. Drabsraten i Medellín var i 1991 380 mord pr. 100.000 indbyggere. Det er næsten som under en krig.
I dag ligger drabsraten på omkring 15-20 mord pr. 100.000, en reduktion på over 90 procent siden 1991. Den bevidste investering i sundhed, uddannelse og infrastruktur, som Fajardo startede, og som blev fulgt op af efterfølgende borgmestre, har bidraget til at fattigdommen også er blevet kraftigt reduceret.
Forandrede vores liv
Hun er kendt som Mamá Chila i bydelen Moravia, som ligger i den østlige del af Medellín. I løbet af sit 87 år lange liv har hun, som egentlig hedder María Lucia Pérez, set enorme forandringer.
Bydelen var tidligere præget af fattigdom og vold. Ikke nok med det, Moravia var også Medellíns losseplads, og titusindvis af mennesker boede på et bjerg af affald. Staten var fraværende, i stedet trådte Pablo Escobar ind og betalte blandt andet folks boliger.
Vi møder Mamá Chila i kulturcentret i Moravia, som kan kaldes forandringens epicenter i bydelen. Det blev åbnet i 2008 og er dedikeret til kunst og kultur. Det indeholder blandt andet et bibliotek, hvor du kan låne legetøj, et auditorium, multifunktionelle klasseværelser og smukke udendørsarealer.
Mamá Chila arbejdede i årevis som en slags ekstramor, lærer, babysitter og er et kendt og elsket ansigt i bydelen. Hun fortæller, at de lokale myndigheder kontaktede hende for omkring 20 år siden. De ville bygge en ny, stor børnehave i Moravia og ville høre, hvad hun syntes.
“De spurgte mig: ‘Chila, hvordan vil du have det her om ti år?’ Jeg svarede, at jeg drømte, at gaderne ville være fyldt med mennesker. At folk skulle bekymre sig om hinanden, at det skulle være grønt og at man trygt kunne slentre rundt. Og sådan blev det! Her var der tidligere kun muddersøer, kløfter, græsklædte skråninger, affald og katastrofer. Alt var forfærdeligt. Men efter at de byggede børnehaven Buen Comienzo Mamá Chila blomstrede det op her. De lokale lærte at leve sammen,” siger hun.
Chila fortæller med glad stemme om, hvordan Moravia har forandret sig.
“De ændrede vores liv her, det kan jeg ikke nægte. Vi gik fra at bo på en affaldsplads til at bo et sted, hvor vi er glade, hvor der bliver taget hånd om os. Dette er den virkelige genskabelse af Medellín.
Artiklen er først publiceret i vores norske søstermedie Panorama Nyheter. Den er oversat af Morten Scriver Andersen.