Fredsløb i Addis Ababa

Forfatter billede

12. november 2018

Man kunne møde glade unge på gaderne efter løbet. Alle med en rød-hvid T-shirt med et hjerte-logo lavet ved at kombinere de to landes flag. Mange havde også malet det etiopiske flag på den ene kind og Eritreas flag på den anden.

De løb under titlen ’One Love’, som henviser til, at de to lande, som har været i blodig krig med hinanden, nu har sluttet fred. De to landes befolkninger omfavner hinanden – og det sker meget bogstaveligt. Ikke kun ved dette løb.

Grænsen mellem de to lande er nu åben, og der er gang i travl grænsehandel. Fly og busser mellem Asmara og Addis Ababa bringer splittede familier sammen. I mange af Addis Abebas taxier er der nu ophængt to billeder – et af Etiopiens nye premierminister, Dr. Abyi Ahmed og et af Eritreas præsident Essayas Afewerki.

Ingen krig men heller ingen fred

Eritrea blev selvstændigt i 1993 efter 30 års befrielseskrig. Men freden varede kun op til 1998, hvor der brød grænsekrig ud mellem det lille Eritrea og den store nabo, Etiopien. Efter våbenstilstand og nedsættelse af en grænsekommission kom det aldrig til en egentlig fredsslutning.

Perioden op til 2018 var kendetegnet som ’no war no peace’. Det var en hård tid især for Eritrea, som brugte store ressourcer til at holde en hær i beredskab ved grænsen. Samtidig blev Eritrea isoleret fra omverdenen og i 2009 pålagt internationale sanktioner for at støtte Al Shabab i Somalia, uden at det er blevet dokumenteret, at dette var tilfældet.

De seneste fire-fem år har også været vanskelige for Etiopien, som oplevede voksende intern uro og i flere perioder deklarerede undtagelsestilstand. Men i april 2018 fik Etiopien en ny premierminister, som med det samme satte en intern reformpolitik i gang.

Et helt afgørende punkt var hans tilbud til Eritrea om at slutte formel fred ved at acceptere alle punkter i ’Algiers-aftalen om fred- og grænsedragning’, som var udarbejdet i 2000, og som Etiopien hidtil ikke havde anerkendt. Eritrea tog imod den udstrakte hånd, og det blev til store omfavnelser – i bogstavelig forstand – da

Etiopiens premierminister besøgte Asmara i juli 2018 og dernæst den eritreanske præsident besøgt Addis Ababa. I begge tilfælde blev lederne modtaget af begejstrede folkemængder.

Lang historie på godt og ondt

Siden har der været flere topmøder, nu også med lederne i de andre lande i regionen, Somalia og Djobouti.

Mens alle nu venter på, at FNs sikkerhedsråd på onsdag muligvis ophæver sanktionerne mod Eritrea, er båndene mellem to befolkninger blevet styrket. De to landes befolkninger ser så ens ud, at man dårligt kan skelne mellem en eritreaner og en etiopier i gadebilledet. De deler deres fælles ’habesha’- kultur, spiser den samme mad, lytter til den samme musik og har en lang fælles historie på godt og ondt.

Forsoningen blev tydeligt manifesteret af ’One Love’ løberne i går. Jeg spurgte en af dem, hvorfor han havde deltaget i løbet. Han svarede:

”Vi elsker hinanden, og nu kan vi endelig være sammen. Jeg har aldrig været i Asmara. Men jeg tager dertil på min næste ferie. Jeg vil se Asmara og Det Røde Hav.”

Han forklarede, at han havde familiemedlemmer, som han ikke havde set i 20 år, og som var kommet til Addis Ababa, da grænsen blev åbnet.

Det var ikke atleter, som deltog i løbet. Og der var ikke megen sved at se på deres pander bagefter. Men alle smilede og viste deres løbs-certifikater frem. Deltagerne var hovedsagelig unge, hvoraf mange ikke er gamle nok til at have oplevet de fredelige år fra 1991-8. Der er planer om at afholde et lignende løb i Asmara til januar 2019.