Rocqawali: Kalam
Kunstner: Rocqawali
Titel: Kalam
Udgivet af: Greatmusic.dk
Jeg har ventet Rocqawalis nye plade med spænding.
Her har man en qawwalisanger fra en af den pakistanske sufimusiks fornemmeste familier, ovenikøbet fra selve hjertet, Faisalabad i Punjab, og dertil har man et dansk band, der startede ud med en god idé. Siden har de arbejdet med at forfine udtrykket, når der var tid til det, for Ejaz Sher Ali har altså en traditionel karriere hjemme i Pakistan som ung stjerne i farens og onklens store qawwali party, som et qawwaliband hedder i den pakistanske sufitradition.
Netop som Rocqawali er vendt hjem fra endnu en turné i Pakistan, kommer bandets tredje plade. Vi fik allerede en forsmag for nogle måneder siden i form af den chillede Mandi Ha Ya Changi Ha, som havde noget af den ro, der for alvor skabte rum til, at Ejaz Sher Ali kunne folde sin smukke stemme ud.
Siden kom endnu en sang, der var knap så vellykket, nemlig Piar Da Naghma. Jeg fandt at stemmen lød lovlig presset og fik for første gang oplevelsen af, at bandets etos om first takes måske ikke var en helt fabelagtig idé. Her savnede jeg, at nogen smed respekten overbord og bad den dygtige sanger om måske at prøve en gang til.
For når nu bandet har arbejdet en masse i studiet og den iransk-danske guitarist Tin Soheili, som jeg forstår det, har steppet pænt op med iørefaldende riffs, og Stephan Grabowski med vanlig fornemmelse spiller på en gang kraftfuldt og med finesse, kunne det være fedt med den sidste snert af perfektion.
På denne nye plade har man ladet Ejaz Sher Ali stå alene som sanger, mens hans traditionelle håndblæste harmonium, som altid leverer de forsirede melodilinjer under sangerne i et qawwaliorkester, for første gang ikke er med i rockorkestrets lydbillede og, så vidt jeg kan høre, først stikker næsen frem på de to afsluttende numre, Sufi Kalam og den flotte og instrumentale, Safi.
Sufi-vibe
Jeg er rigtigt glad for Mohe Apne Rang Mein, som er en dejlig religiøs sufisang til Nizamuddin Aulia (1238-1325), den kendte “helgen” fra Chisti-sufiskolen, hvis mausolæum står i New Delhi, og som sammen med sin discipel, sangskriveren Amir Khusrau (1253-1325), er kilden fra hvilken qawwali udspringer. Det er et herligt gennemarbejdet nummer.
Jeg finder, at Rocqawali i det hele taget på dette album skaber nogle stærkt rockede forløb, hvor Ejaz Sher Alis stemme svæver på toppen, og man virkelig har forsøgt at bygge numrene op til højder, som er rendyrket sufirock. Man fornemmer, at de må være fabelagtige live. Men det er sine steder også, som om de næsten vil for meget, og så virker sangerens stemme lidt presset, og de mange elektriske instrumenter mudrer lovlig meget sammen med trommerne.
Når det er sagt, er der altså masser af gode idéer, som en guitar, der lyder ret meget som keltisk violin, og med kombinationen af pågående bas og herligt sprælsk spil på trommerne skaber et sejt drivende psykedelisk rum, som virkelig vil noget. Jeg tænker her på det fabelagtige nummer Ranjha Joggra, som for mig er pladens højdepunkt.
Endelig er der de lange messeagtige ting, som tidligere fejrede store triumfer, så som den herlige Subhan Allah fra 2014-albummet The Sufi Rock’n’Roll, som startede Rocqawali-rejsen. I 2020 får vi et hymneagtigt lavmælt sunget nummer, Sufi Kalam, som i sammenligning måske synes lidt at være en rejse på stedet, og hvor Ejaz Sher Alis stemme er påfaldende anonymt produceret, mens der klimpres formålsløst af sted og der først de sidste sekunder kommer en lydsfære, der tegner til noget stort. Jeg synes generelt, at man savner solister ved siden af sangeren, der for alvor tør noget. Måske en idé at invitere gæster med næste gang?
Jeg kan ret godt lide den afsluttende Safi, hvor man vover at afsøge nogle af de samme rum som på Peter Gabriels klassiker Passion, hvor den tids qawwalisanger var legenden Nusrat Fateh Ali Khan (1948-1997). Det er altså flot med den meditative guitarkomposition og de østlige impulser, der stille og roligt kommer rejsende forbi i det filmiske lydbillede.
Rocqawali er fortsat en spændende rejse, hvor ægte storhed synes at simre lige om hjørnet.
