Siden den 15. april 2023, da Rapid Support Forces (RSF) og Sudans regulære hær (SAF) gik i krig med hinanden, er vores drømme om en demokratisk, velfungerende nation blevet smadret. Nu har vi levet et helt år med en endeløs strøm af grusomheder og tab.
Denne artikel er oprindeligt udgivet af online-mediet The New Humanitarian, der dækker global udviklingspolitik og verden generelt.
Alligevel har millioner af sudanesere valgt at blive i krigshærgede områder uden for de internationale hjælpeorganisationers rækkevidde, og her har de fundet måder at støtte hinanden med lokale ressourcer og hjælp fra diasporaen. Andre har ligesom jeg fundet en måde at hjælpe, selvom vi er langt væk.
Sammen har vi dannet frivillige selvhjælpsgrupper – bedre kendt som Emergency Response Rooms (ERR’s). De har sørget for basale ydelser som mad og lægehjælp, alt imens vi har opbygget partnerskaber, sikret finansiering og opnået en vis anerkendelse som humanitære arbejdere på frontlinjen.
Drøftelser og samarbejde med FN’s humanitære koordinationskontor, OCHA, USAID og EU’s nødhjælpsorganisation, ECHO, har resulteret i øget økonomisk støtte og fortalervirksomhed for selvhjælpsgrupperne i Sudan. En afkolonisering af humanitær nødhjælp ser ud til at bevæge sig fremad.
Ikke desto mindre har mange internationale hjælpegrupper haft svært ved at ændre deres systemer til at muliggøre en praksis, der spiller effektivt sammen med gensidig hjælp – en model, der sætter samfundsansvar over ngo’ernes traditionelle afrapporteringer.
De sudanesiske Emergency Response Rooms har stadig ikke de ressourcer. Vi har brug for til at udføre vores livsvigtige arbejde, og vores frivillige bliver fortsat udsat for vilkårlige arrestationer af de stridende parter, hvor begge side anklager os for at arbejde som efterretningstjeneste for den anden.
Seks krav fra Sudans Emergency Response Rooms
Støt større grupper: Overvej at finansiere ting som fælleskøkkener og kvindekooperativer i stedet for individuelle pengedonationer.
Fremskynd finansieringen: Vi er alle nødt til at arbejde sammen for at imødegå den forestående hungersnød, og vores donorer må erkende, at passivitet udgør den største fare.
Giv os 5 % af humanitær bistand: Emergency Response Rooms er afgørende for at yde øjeblikkelig humanitær bistand – de har brug for mere støtte og direkte finansiering.
Anerkend frivillige som humanitære hjælpearbejdere: Gør dette gennem fortalervirksomhed og ved at kræve beskyttelse af vores medlemmer.
Hold finansieringen fleksibel: Vores donorer bør anerkende den omskiftelige og uforudsigelige situation i landet. De bør slække de bureaukratiske krav og anerkende behovet for, at vi forbliver omstillingsparate.
Det handler ikke kun om adgang: Anerkend vigtigheden af frivillig selvhjælp, også når adgang ikke er lige så vanskeligt for ngo’er og FN-agenturer.
Anerkendelsen af vores arbejde er også stadig et problem. For eksempel mødtes diplomater og humanitære grupper i sidste uge i Paris til en konference for at rejse hårdt tiltrængte midler til den humanitære krise. Gæt hvem der ikke var inviteret? ERR’erne.
Et år inde i denne ødelæggende krig styrer Sudan nu med fuld fart mod en hungersnød, der kan ramme millioner af mennesker – og alligevel ser det ud til, at verden vender det blinde øje til. Som om intet kan gøres.
Hvad det internationale samfund bør gøre er at give fuld støtte til alle hjælpeorganisationer, der arbejder i Sudan, og samtidig inddrage den licens de sudanesiske generaler har fået til at dræbe civile og bruge vores liv i et politisk spil.
Læs også: Glemt konflikt er tegn på ny verdensorden: Seks sandheder om Sudan
I mellemtiden anmoder vi på vegne af de frivillige selvhjælpsgrupper om stadigt hurtigere og mere fleksibel finansiering med mindre bureaukrati, en større bid af bistandsbudgetterne og anerkendelse af, at vi er nødhjælpsarbejdere og langsigtede partnere – ikke kun en nødløsning for ngo’er, der har problemer med at få adgang til landet.
Sådan fungerer Emergency Response Rooms
ERR’erne er bygget i den samme græsrodsånd, som væltede Omar al-Bashirs regime – et af verdens mest berygtede diktaturer med magt over Sudan i 30 år.
ERR’erne arbejder baseret på solidaritetsøkonomi, lokaldemokrati og fire søjler for god ledelse – ansvarlighed, gennemsigtighed, deltagelse og lighed.
Delstaten Khartoums ERR driver i skrivende stund 335 fælleskøkkener, over 40 sundhedsklinikker, flere end 75 kvindelige kooperativer og arbejder for at skaffe skoletilbud til børnecentre.
ERR-netværket i delstaten er opdelt i syv lokaldistrikter. Vores vedtægter, der fungerer som en forfatning, blev nedskrevet og vedtaget af et lovgivende organ af tre repræsentanter fra hvert distrikt, hvor mindst én af de tre skal være en kvinde.
Et beslutningsdygtigt organ blev også oprettet med udvalg for programmer, økonomi, afrapportering og ekstern kommunikation. Det har også kontorer for sundhed, fødevarer, sikkerhed, krisecentre for kvinder, kapacitetsopbygning, dataindsamling og presse.
Da erfaringer og struktur blev videregivet til ERR’er i andre delstater, blev der oprettet et Råd for Koordination af Lokalisering. Rådet består af ERR-repræsentanter fra de forskellige delstater og lokale samt internationale ngo-partnere.
Lokaliseringsrådet er blevet et af de vigtigste organer i ERR-netværket. Det ligner et nationalt parlament, der faciliterer samtaler i en krigszone og tager hul på de svære diskussioner om at arbejde for fredelig sameksistens, når krigen er slut.
For at forstå hvordan ERR’erne har udviklet sig, kan vi vende blikket mod Algiraif-kvarteret i Khartoum. Her startede frivillige den 12. juni et fælleskøkken i en skole, der sørgede for daglige måltider. Nu driver de fem børnecentre, 22 køkkener, 19 kvinde-kooperativer og to sundhedsklinikker.
Globalnyts nyhedsbrev: Få vores vigtigste historier i din indbakke to gange om ugen
Skolen har i dag et bibliotek, et kunstgalleri, en sportsplads og en køkkenhave, hvor børn lærer at dyrke jorden. Der er også oprettet et afslapningsrum for kvinder, hvor de kan samtale om svære spørgsmål, herunder kønsbaseret vold.
Samtidig er kvinde-kooperativer skudt op, hvor mellem otte og 15 kvinder sammen arbejder for at rejse midler. De driver typisk psykosociale aktiviteter eller små indkomstskabende projekter.
Lignende kooperativer findes nu i hele delstaten Khartoum og på tværs af Sudan.
De udfordringer, vi står over for
At løse vores mange forskelligartede opgaver midt i en krig har ikke været let. Vi har mistet frivillige til bombninger, krydsild og målrettede skyderier. Vores medlemmer er blevet anholdt, og én blev voldtaget efter at være blevet tilbageholdt, mens hun vurderede de civiles behov i sit område.
Vores tårer er stadig ikke tørre efter at sørge over Omar Munour, et af de hårdest arbejdende medlemmer af de frivillige køkkener i Bahri, en naboby til Khartoum. Han døde tidligere på måneden, fordi han havde drukket urent vand og ikke havde adgang til medicin.
Jeg har for nylig talt med flere frivillige. En af dem er Abdo, som over lyden af geværsalver fortalte, at han spiser, hvad der svarer til et halvt måltid hver anden dag på grund af belejringen.
Fra Abdos ERR – som ligger i Omdurmans Fatihab-kvarter – hjalp de frivillige med flere natlige evakueringsmissioner, der fragtede titusindvis af civile væk fra belejringen og i sikkerhed i andre delstater.
I et andet møde, efter belejringen var brudt, husker jeg, hvordan Abdo højlydt hæftede sig ved, hvor fantastisk en tomat smagte. Det er små øjeblikke af adspredelse, der hjælper folk med at komme igennem en krig.
Men tingene er blevet hårdere de seneste uger for ERR’erne, fordi de stridende parter har nedlagt kommunikationsnetværkene i de områder, hvor deres rivaler har overtaget.
En altomfattende katastrofe er kun en risiko, hvis det internationale samfund gør sig medskyldig
Blackoutet har påvirket online-banktjenester, som ellers var en livline for millioner af mennesker, herunder ERR-frivillige, der ikke kan bruge kontanter – på grund af risikoen for røverier og den udbredte brug af falske penge.
Strømafbrydelser forårsager også enorme problemer for millioner af sudanesere. De er afhængige af drikkevand fra Nilen eller fra brønde, men der er mangel på elektricitet til at pumpe vandet op.
Over hele landet stiger antallet af mennesker, der er truede af ekstreme sultetilstande. Det samme gør sig gældende for antallet af hungersnødsramte børn. De seneste analyser spår, at millioner af mennesker snart vil stå i en af de værste sultkatastrofer i nyere tid.
Den forestående hungersnød er en politisk beslutning, som de stridende parter står bag. Men en altomfattende katastrofe er kun en risiko, hvis det internationale samfund gør sig medskyldig ved ikke at finansiere og styrke alle humanitære aktører på stedet så hurtigt som muligt.
Finansiering, partnerskaber og anerkendelse
For at ERR’erne kan gøre vores del for at forhindre denne hungersnød, har vi brug for flere ressourcer fra internationale donorer, og vi har brug for, at de penge, vi er blevet lovet, kommer hurtigere frem.
Det er rigtigt, at vores succeser har fået folk til at indse potentialet i selvhjælp, og at vi har nået et punkt, hvor vi ikke længere skal bevise, at vi rent faktisk er i stand til at udføre arbejdet.
Men efter et helt år med krig bliver vi stadig ikke inviteret til konferencer som den nyligt overståede i Paris, hvor Frankrig, Tyskland og EU indsamlede donationer til nødhjælpsarbejdet. Arrangørerne mente, at det var for svært at invitere så stor en gruppe som os, men det viser bare, at det internationale system stadig ikke har plads til, at frivillige selvhjælpsgrupper kan gå forrest.
Det er også forbløffende, hvor meget legitimitet de stridende parter stadig bliver tildelt. Diplomater har tilladt, at adgangen til nødhjælp er blevet et forhandlingskort, og de diskuterer stadig en afslutning på krigen med krigsherrerne og ikke os.
Samtidig er der en grænse for, hvad vi ERR’ere kan udrette. Frivillig selvhjælp kan for eksempel ikke blive ved med at drive vandrensestationer, som kræver dyre kemikalier til at rense vandet.
At sørge for at den humanitære katastrofe, som krigen har forårsaget, ikke bliver endnu værre, kræver partnerskaber mellem lokale initiativer som ERR’erne, lokale og internationale ngo’er, forskellige FN-agenturer og endda de regeringer, der ledes af de stridende parter.
Men uanset hvad der sker i de kommende dage, er jeg sikker på, at hundredvis af frivillige hver morgen vil vågne op for at gå i køkkenerne og lave mad, pleje de syge og sårede og støtte deres lokalsamfund. Vi håber, du vil stå i solidaritet med os.
Hajooj Kuka er ekstern kommunikationsansvarlig for netværket af frivillige i Emergency Response Rooms i delstaten Khartoum. Han er for tiden bosat i Berlin og har tidligere instrueret film og arbejdet som journalist.
Indlægget er udelukkende udtryk for skribentens holdning.
Indlægget er oprindeligt bragt på The New Humanitarian.
Det er oversat til dansk af Søren Steensig. The New Humanitarian er ikke ansvarlig for oversættelsens nøjagtighed.
Ligger du inde med et emne, du gerne vil debattere? På Globalnyt er alle velkomne i vores debatsektion, så skriv endelig til: [email protected].
