Frygt for møl fører til appelsinstrid mellem Sydafrika og EU

Den uønskede møl, Thaumatotibia leucotreta (hun).


Foto: Simon Hinkley & Ken Walker, Museum Victoria CC BY 3.0 au
Laurits Holdt

9. august 2022

Sydafrikanske appelsiner til en værdi af omkring 605 millioner sydafrikanske rand, hvilket svarer til 265 millioner danske kroner, risikerer at skulle smides ud, fordi de ikke lever op til nye EU-regler, som skal forhindre en særlig møl i at sprede sig til Europa.

3,2 millioner kasser frugt er kommet til havne i EU eller er på vej, men frugten er ikke blevet kuldebehandlet, på den særlige måde, som EU kræver. Derfor vil unionen ikke tillade, at de bliver indført. Det skriver mediet Euroactiv.

De sydafrikanske eksportører er rasende, og klager blandt andet over, at de nye EU-regler blev indført mens frugten var på vej i containere mod de europæiskehavne. Derfor havde de ikke en chance for at leve op til de nye regler, siger de. Desuden har de styr på behandlingen af appelsinerne, så de mener ikke at de nye regler er nødvendige.

De har nu indbragt sagen for verdenshandelsorganisationen, WTO. Parterne har 60 dage til at finde en løsning, og hvis det ikke lykkes, så kan WTO lade den afgøre af et ekspertpanel.

Sydafrika er verdens andenstørste eksportør af citrusfrugter – kun overgået af Spanien – og EU er et af de allervigtigste markeder. I forvejen er producenterne pressede af meget høje priser på transport og senest er priserne på kunstgødning steget markant på grund af krigen i Ukraine.