Af: Kathrine Højte Lynggaard, journaliststuderende, Danmarks Medie- og Journalisthøjskole
Under et halv års studieophold på Det Amerikanske Universitet i Kairo møder Katrine Højte nogle af byens gadekunstnere. Gennem to interviews fortæller de om deres kunst, deres eksistensvilkår og de politiske omgivelser. Først møder vi Keizer, og i en efterfølgende artikel Mohamed Elmoshir.
Keizer er født, opvokset og bosat i Kairo. Han har tidligere læst kommunikation på universitetet, men stoppede studierne i 2011 efter revolutionen, da han besluttede sig for at blive gadekunstner på fuld tid. Han ønsker at være anonym af hensyn til sin sikkerhed.
Interview med Keizer
Efter revolutionen blomstrede gadekunsten. Hvordan oplever du aktiviteten indenfor gadekunsten i dag sammenlignet med 2011?
Miljøet er slet ikke så aktivt, som det var i 2011. Jeg fornemmer en frustration blandt gadekunstnerne. Den politiske situation har ikke udviklet sig som håbet, og man føler sig undertrykt. Frygten og risikoen for at blive anholdt er vokset betragteligt. Alt det får desværre kunstnerne til at holde sig tilbage. Inklusive mig selv til en vis grad.
Hvad vil du med din gadekunst?
Frygt spiller en stor rolle i Egypten. Frygt for magthavere, for sygdom og krig. Frygt for, hvad andre vil tænke om dem, frygt for at skade familiens ry. Jeg har en god forståelse af følelsen af frygt, og hvad den gør ved folk. Hvordan den kan forvandle dem til passive betragtere. Frygten gør det let for magthavere at gøre, som det passer dem, så længe de påstår, at det er af hensyn til landets sikkerhed. Min kunsts vigtigste formål er at mindske den frygt.
Kilde: privatfoto
Du har tidligere fortalt, at din egen største frygt er at blive anholdt. Hvad vil du gøre i den situation?
Jeg har lagt en plan. Jeg vil lægge mig fladt ned. I håb om at blive løsladt vil jeg undskylde og love, at jeg aldrig vil lave gadekunst igen. Hvis jeg bliver løsladt, tager jeg det første fly til Libanon. Derfra vil jeg fortsætte min kunst og kritik af styret gennem de sociale medier.
Kilde: privatfoto
Hvilke overvejelser ligger bag den beslutning?
Det ræsonnement, at jeg alligevel ingen nytte er til, hvis jeg – som følge af eventuel mishandling i fængslet – bliver psykisk eller fysisk skadet. Man skal vide, hvornår det er tid til at blive og kæmpe, men også hvornår det er tid til at stikke af. Hvis de finder ud af, hvem jeg er, og hvor jeg arbejder og bor, er kampen tabt, og jeg må fortsætte med at udbrede min kunst og kritik på anden vis.
Hvilke reaktioner får du på din kunst?
Jeg oplever indimellem, at folk stopper op, mens jeg står på gaden og arbejder. De betragter mit arbejde, stiller nogle spørgsmål og kommer så med deres tolkning af mit maleri. Det er fantastisk. På et tidspunkt lavede jeg et vægmaleri med teksten ’Du er smuk.’ Jeg fik 30 forskellige bud på, hvad det betød. En lød: Du mener, at Egypten er smuk, at vi snart vil rejse os fra den dårlige tid, vi befinder os i, og at vi vil genfinde vores værdighed. Sikke en smuk og filosofisk fortolkning. Jeg var vildt imponeret.
