Helene Marie Kyed er forfatter, seniorforsker og forskningsenhedsleder på DIIS.
“I oliens og gassens tidsalder stikker den europæiske energiafhængighed så dybt, at selv når der er alternative kilder til forsyning midt i en krise, så opstår der alligevel en ny afhængighed.”
Sådan tweetede den britiske professor i politisk økonomi og ekspert i energiforsyning Helen Thompson tidligere på året.
Vores energi-afhængighed er åbenlyst et både økonomisk og sikkerhedspolitisk problem for Europa og dermed også Danmark. Hvis det ikke stod klart før Ruslands invasion af Ukraine, står det i hvert fald klart nu.
Men vores enorme appetit på olie og gas er også et problem for de lande, vi importerer energien fra. Ofte skubber vores import til landenes interne politiske, økonomiske og sociale problemer. Og jo mindre stabilt landet er, desto flere problemer skaber vi.
Olie og gas har altid været genstand for magtkampe og konflikt over alt i verden. De to energiformer lader til at fungere som en slags sorte huller, der med ubønhørlig kraft suger korruption, konflikt og politisk kaos til sig.
Et godt eksempel er Mozambique og den udvikling landet har været igennem, siden man i 2010 opdagede enorme gasfelter i den nordlige provins Cabo Delgado. Mozambiques historie er fortællingen om den forbandelse, rigdommen fra naturressourcer ofte fører med sig. Og samtidig er det en fortælling, der bør få Vesten til at stoppe op og overveje de blodige spor, vores umættelige appetit på energi trækker efter sig.
Fra donordarling til langstrakt krig
Det er 20 år siden, jeg begyndte min forskning i Mozambique. 2002 var 10-året for den fredsaftale, der afsluttede 16 års blodig borgerkrig mellem regeringspartiet Frelimo og modstandsbevægelsen Renamo. Frelimo-partiet sad stadig tungt på magten i 2002, men det var optimistiske tider med demokratiske reformer, fattigdomsbekæmpelse og folkelig indflydelse. Der var plads til en mere eller mindre åben politisk debat og kritisk forskning.
Bistandspengene strømmede ind. Mozambique var en ’donor darling’ og dengang en af Danmarks største modtagere af bilateral udviklingshjælp. Hovedstadens hoteller bugnede af NGO-arbejdere i Tefal-sandaler og diplomater i jakkesæt, der ville demokratisere og udvikle Mozambique. Senere fulgte også et hav af internationale investorer.
20 år senere, da jeg tjekker ind på mit hotel, er det ikke fattigdomsbekæmpere og forretningsmænd, jeg møder. Derimod er hotellet fyldt af uniformerede soldater fra EU – især fra Portugal, den tidligere kolonimagt, men også fra Italien, Frankrig, Belgien og andre lande. De er her for at træne mozambikanske specialtropper til at bekæmpe islamiske oprørsgrupper i Mozambiques nordligste provins Cabo Delgado.
Siden 2017 har de såkaldte terrorister udført omkring 1.400 voldelige angreb. 4.000 mennesker har mistet livet og omkring en million er fordrevet. Hvad der begyndte som mindre angreb på politistationer har nu udviklet sig til en langstrakt krig.
På den ene side står den organiserede islamistiske gruppe Al Shabaab/Mashabab, og på den anden side står Mozambiques sikkerhedsstyrker. Konflikten er løbende eskaleret og blevet stadig mere omfattende. På det seneste har hæren fået hjælp af soldater fra Rwanda og SADC (det sydlige afrikanske udviklingssamarbejde).
De europæiske soldater jeg møder på hotellet, må ikke tage til Cabo Delgado. Det er ikke en del af den 660 millioner kroner aftale mellem EU og Mozambique, at de skal deltage i kampen. De er her i stedet for at træne specialtropper til at bekæmpe terroristerne, og samtidig lære dem om menneskerettigheder og beskyttelse af civile. Det er en træning, der er hårdt brug for. Mozambiques militær er kendt for en ekstrem brutalitet mod civile, og flere kvinder er blevet voldtaget af soldater i Cabo Delgado.
Disse metoder, kombineret med intern korruption og lav professionalisme på kamppladsen, har uden tvivl bidraget til, at hæren ikke har haft meget succes med at modvirke Al Shabaabs fremfærd.
Spirende jihadisme
Regeringen prøver på alle måder at gøre konflikten til et spørgsmål om udefrakommende jihad og terrorisme. Den påstår, at Al Shabaab er styret af eksterne jihadister med stærke interesser i at destabilisere landet.
De mozambikanske forskere jeg taler med, peger imidlertid på en anden forklaring. De grupperinger, der i dag kaldes terrorister, er udsprunget af en stor utilfredshed med Frelimo-staten blandt især de unge fattige muslimske indbyggere i Cabo Delgado, der i årtier har følt sig politisk og økonomisk marginaliserede.
Det skal ikke forstås sådan, at der i Cabo Delgado ikke var interne religiøse spændinger og voksende ekstremistiske forgreninger af islam med forbindelser uden for Mozambique før 2017. Det var der. Men transnational jihadisme var ikke i sig selv årsagen til konflikten, og faktisk var det først i 2019, at Al Shabaab erklærede en forbindelse til Islamisk Stat – 2 år efter de første angreb.
Det transnationale aspekt har blot været ét element, som har spillet en vigtig rolle i Al Shabaabs definition af sin modstand mod staten og i sin mobilisering af medlemmer, forklarer Salvador Forquilha, der har forsket intenst i konflikten.
Aktørerne bag Al Shabaab har primært været lokale borgere fra Cabo Delgado, og først senere har man set en vækst i fremmedkrigere fra lande i regionen (Somalia og Congo for eksempel).
Årsagen til konflikten er en kombination af interne religiøse spændinger og fattigdom samt statens undertrykkelse og marginalisering af befolkningen, hvilket i Cabo Delgado har fundet sted siden kolonitiden.
En ny rapport fra Institute for Security Studies (ISS) peger på, at terrorismen eskalerede på grund af fundet af naturressourcer, og især fordi udvindingen af disse ressourcer ikke har været håndteret ordentligt. Udviklingen skyldes et kompleks sammenfald af interne konflikt-dynamikker og udenlandske økonomiske interesser, som også er blevet blandet med indflydelse fra transnational islamisk ekstremisme, siger rapporten.
Gassens forbandelse
Flere forskere mener, det for alvor kogte over, da det amerikanske energifirma Andarko i 2010 fandt et af verdens største offshore gasreserver ud fra Cabo Delgados kyst. Året efter fandt italienske ENI også gas på land.
På det tidspunkt forestillede man sig, at gassen skulle blive Mozambiques økonomiske redning og vej til rigdom. Det blev den bare ikke for den almindelige mozambikaner – heller ikke i Cabo Delgado.
Flere Mozambique-forskere advarede allerede dengang om, at fundet af gas kunne ende i en ’ ressourceforbandelse’ – et fænomen, der beskriver situationer, hvor et land satser på en enkelt naturressource og derfor ikke formår at investere i andre sektorer og fordele indtægterne bredt i landet. Forbandelsen sætter ind, når ressourceudvinding ender i enorm ulighed med væbnet oprør og militarisering som følge.
Men Mozambiques Frelimo-regering lyttede ikke til advarslen. De satsede hårdt på gassen og begyndte at fylde egne lommer fra de investeringsindtægter, der begyndte at komme ind, allerede før gassen var oppe af havet og jorden.
Det skabte stor utilfredshed i Cabo Delgado, ikke blot blandt de muslimske Mwani og Makua, der ser sig selv som oprindelige ejere af kystlinjen, men også blandt den lokale (primært kristne) makonde-elite, der havde håbet på delejerskab i de nye investeringer. Gasfundet satte gang i interne kampe om adgang til ressourcer og rev op i en årtier gammel utilfredshed med, at Frelimo-eliten i det sydlige Mozambique skummer fløden fra de nordlige provinser.
Tidligere Frelimo-præsident Amando Emilio Guebuezas kleptokrati blev for alvor afsløret i 2016, da det kom frem, at han og hans nærmeste, i samarbejde med udenlandske forretnings- og bankfolk, havde svindlet med hemmelige lån på 12 milliarder kroner – penge der skulle have være brugt på tunfiskeri og kystsikkerhed.
Da det kom frem, lukkede de vestlige bistandsdonerer for det varme vand. Selvom nogle af dem har genoptaget støtten, så markerede korruptionsafsløringen på mange måder en afslutning på den tid, hvor det var dem, der kæmpede for demokrati og fattigdomsudryddelse, der optog de fleste værelser på Maputos hoteller og residenser.
Vores danske ambassade – og dermed vores bilaterale bistand – blev også lukket samme år. Nu var det forretningsfolkene, der optog mest plads. Selvom Guebueza erklærede et opgør med korruptionen – og brugte det som anledning til at bekæmpe sine konkurrenter i partiet – så blev Frelimo under hans ledelse omdannet til noget, der minder om et autoritært kleptokrati.
Staten blev mere og mere repressiv og voldelig, og det demokratiske rum, der havde åbnet sig efter krigen, skrumpede. Kriminaliteten blomstrede i takt med mangel på arbejde og muligheder for ungdommen som blot så til, mens eliten spiste sig federe.
”Fint, men lidt sent”
På samme tid strømmede energifirmaer til Cabo Delgado. Men ligesom regeringen udviste de ikke synderlig bekymring for, hvad gasinvesteringerne kunne betyde lokalt.
Firmaerne blev aldrig tvunget til at stikke en finger i jorden, forstå konteksten de investerede i og hjælpe til med at sikre bredere udvikling i provinsen. Det har de måske fortrudt nu. Franske Total, som i starten af 2021 blev tvunget til at indstille gasudvindingen på landjorden på grund af den voldelige konflikt, er en af de virksomheder, der nu endeligt er begyndt at planlægge projekter, som kan skabe job og udvikling for lokalbefolkningen.
”Det er fint, men det er lidt sent”, fortæller Yussuf Adam, der har forsket i årtier i muslimske landsbyer i Cabo Delgado. ”Havde man lavet en reel udviklingsplan fra starten, der ville komme lokalbefolkningen til gode, så var vi ikke endt, hvor vi er nu”, siger han.
Hans pointe er, at Al Shabaab fik mulighed for at udvikle sig så stærkt, fordi den også har et mobiliseringsgrundlag i Cabo Delgados utilfredse befolkning.
Det første læs med 175.000 ton gas er kun lige blevet klar til at sejle ud af Cabo Delgados kyst, men i den lange forberedelse, der er gået forud, er tusinder lokale blevet tvangsflyttet fra kysten, hvor de i generationer har levet af fiskeri. De har fået en begrænset kompensation, men der har ikke været nogen plan for og hjælp til at give dem en alternativ beskæftigelse. Og selv hvis de havde fået det, så betyder tvangsforflyttelsen, at de har mistet ejerskab over de områder, som de ser som deres og som også har traditionel og kulturel betydning for dem.
Rigdommene ender i energifirmaernes lommer og flyder sydpå til magthaverne i hovedstaden, Maputo. Gasprojektet har kun været minimalt jobskabende for de fattige borgere i provinsen.
Beskytte energifirmaernes interesser
Det var i denne kontekst, at Al Shabaab lavede sine første store angreb i 2017, først i byen Mocimboa da Praia og så omkring Palma, der er hovedbyen for gasprojektet. Angrebene var i første omgang ikke rettet mod gasfirmaerne eller civile, men derimod staten – især politiet.
I stedet for at løse spændingerne gennem dialog og forbedring af vilkårene i provinsen, reagerede den mozambikanske stat med massive voldelige angreb på de områder, hvor Al Shabaabs medlemmer befandt sig. Det betød også civile tab. Statens sikkerhedsstyrker samarbejdede også dengang med private sikkerhedsfirmaer og udenlandske ’military contractors’, som den russiske Wagner-gruppe og amerikanske Eric Prins. Dette samarbejde handlede sandsynligvis om at beskytte energifirmaernes interesser. Det skete dog i stor hemmelighed.
I 2020 blev det klart, at sikkerhedsstyrkerne ikke havde formået at stoppe Al Shabaab, som tværtimod lavede flere og flere angreb og besatte flere og flere områder. Det var på det tidspunkt, at Total og andre firmaer, der opererer på landjorden, var tvunget til at indstille deres projekter.
Brutaliteten på begge sider havde nået et niveau, der var svær at skjule for omverdenen. Al Shabaab lavede ikke mindre end 530 angreb i 2020, og gruppen gik nu i stigende grad også efter civile mål, ligesom de straffede dem, der ikke fulgte dem.
Hårdt mod hårdt fører til radikalisering
Trods denne markante eskalering takkede præsident Nyiusi og hans regering helt frem til 2021 nej til militærassistance, både fra regionen og fra lande som Portugal og Frankrig. Han foretrak de private militærfirmaer. Da Wagnergruppen trak sig, på grund af store tab, hyrede regeringen i stedet den sydafrikanske Dyke Advisory Group (DAG) til at træne og give især luftvåbenstøtte til hæren.
Nye Al Shabaab angreb – og anklager om at DAG med sine brutale metoder overtrådte menneskerettighederne – blev dog en ’game-changer’ i regeringens strategi. Med stort pres fra lande i regionen, blandt andre Sydafrika og Tanzania, civilsamfundet i Mozambique, samt energifirmaer som Total og Exxon Mobil, blev Nyusi overbevist om, at han måtte bede om hjælp.
Resultatet blev en række bilaterale aftaler med Portugal, Frankrig, USA, UK og endeligt EU, som i første omgang gik med til at bidrage med træning af Mozambiques militære styrker. SADC og Rwanda var dog de eneste der ville bidrage med tropper på landjorden. I juli og august 2021 ankom de første tropper, omkring 3000 soldater, fra Rwanda og SADC til Cabo Delgado. Især de rwandiske soldater er blevet hyldet for at få Al Shabaab til at trække sig tilbage fra de områder, der indhyller gasprojektet, mens SADC også har fået nogen ros.
Yussuf Adam er skeptisk overfor fremgangen. ”Det er ikke, fordi jeg er imod, at EU træner militæret og giver støtte, men en styrkelse af militæret havde slet ikke været nødvendig, hvis man havde grebet det anderledes an fra begyndelsen”, fortæller Yussuf.
I stedet for at slå hårdt ned på Al Shabaab i 2017 og hyre private militærfirmaer, så skulle man have indgået i en dialog og behandlet lokalbefolkningen ordentligt, siger han. Som flere andre peger han på, at erfaringerne med Boko Haram (i Nigeria) og Al Shabaab (i Somalia) har vist, at en hårdhændet militær tilgang bidrager til større radikalisering og intensivering af terrorisme.
De EU-lande, der nu sender soldater til Mozambique, har uden tvivl velmente intentioner med at ”skabe fred og stabilitet i Cabo Delgado,” som EU-missionens hjemmeside beskriver det.
Da Josep Borrell, EU´s udenrigschef, besøgte landet i begyndelsen af september, understregede han, at EU-soldaterne ikke er i Mozambique, fordi man har interesser i gassen. Det er dog bemærkelsesværdigt, at det netop er italienske ENI og franske Total, der er blandt de største firmaer involveret i gasudvindingen, som har skubbet mest på for at øge den internationale militære indsats. Timingen af Borrells besøg falder også midt i løbende forhandlinger om, hvordan EU skal løse den europæiske energikrise.
Hvis der er én ting Mozambiques udvikling de sidste 20 år bør lære os, må det være dette: Vi kan ikke på den korte bane trække ressourcer ud af et land uden samtidig at skabe langsigtet udvikling, der kommer lokalbefolkningen til gode.
Selv i det mest kyniske scenarie, hvor vi kun tager vores egne, nære interesser i betragtning, er kortsigtet udvinding en forfejlet strategi. I Cabo Delgado ulmede der godt nok islamistiske gløder allerede inden opdagelsen af gassen, men det var den socialt uretfærdige og ødelæggende udvinding, der for alvor satte ild til problematikken.
I Mozambique er staten og de politiske eliter flettet sammen på kryds og tværs, hvilket kun er med til at undergrave statens rolle og legitimitet yderligere. Og fordi staten er lig med eliten, bliver staten i sig selv målet for de islamistiske angreb.
I den nuværende situation sætter regeringsstyrkerne ind og skaber fred lige præcis der, hvor gasprojekterne er. Men rundt om fortsætter og vokser den islamistiske radikalisering med destabilisering, eskalerende konflikt og folk på flugt til følge.
Politisk er det nemt at give denne negative udvikling mærkatet ”terrorisme” og så sætte hårdt mod hårdt. Det føles mere håndterbart på den måde. I praksis er det imidlertid en urealistisk ansvarsfralæggelse for de problemer, vi er med til at skabe i vores jagt på Mozambiques gas.
Vejen frem har ingen hurtige løsninger. Det er derimod det lange seje træk med udviklingsbistand, demokratisering, politisk deltagelse, opbygning af civilsamfundet, skabelse af lokale arbejdspladser og en retfærdig fordeling af de indtægter, der kommer af gaseksporten til Europa.
Det er både i Mozambiques og i vores egen interesse.
