Christian Sørensen
Christian Sørensen (67) er en gammel kending for U-landsnyt.dks /Globalnyts læsere. Han deltog for år tilbage i den største debatserie nogensinde herhjemme om bistand til u-landenes landbrug og skriver jævnligt til Globalnyt.
Den erfarne bistandsmand har siden 1. august 2009 været programkoordinator i NGOen ADRA Danmark med fokus på Zimbabwe og Sudan, herunder Darfur.
Christian Sørensen er uddannet fra Bradford University i England med en Master grad i udvikling- og projektplanlægning og har mange års baggrund med udviklings- og nødhjælpsarbejde – både fra NGO verdenen og Danida. Han har været seks år for Danida i Kenya som seniorrådgiver og syv år i Eritrea (i to omgange). Han har også været omkring Sri Lanka og Gambia.
Karrieren omfatter tillige poster i Mellemfolkeligt Samvirke.
”Kan jeg hjælpe med noget?”
Det er en lille, midaldrende mand med et hurtigt og sikkert engelsk, som spørger.
”Jeg kan tale seks sprog: Engelsk, italiensk, spansk, amhara, arabisk og tigrinya.”
Det er 1994. Stedet er centrum af Massawa, Eritreas havneby ved det Røde Hav. Jeg er sammen med to eritreanere og vi ser åbenbart ud som om, vi ikke kan finde vej, eller også er det min blege hud, der giver ham kontaktlyst.
”Hvor kommer du fra?”, spørger manden mig. Jeg svarer og han er hurtig parat med fortsat konversation:
”Danmark! Copenhagen! – Tjuittt! 20 minutter til Sverige med båd. Jeg har været der. Jeg er sømand!”
Formålet med samtalen er sikkert, at vi skal give en arbejdsløs sømand et halvdagsjob som turistguide i Massawa, men faktum er, at mine to venner kender byen ud og ind. Og under alle omstændigheder er Massawa en relativt lille by med kun omkring 25.000 indbyggere. Den er let at finde rundt i.
En perle skudt i grus
Massawa har en kerne af koralstenshuse i den gamle bydel, der med sit orientalske præg minder en del om Zanzibar Stone Town og den gamle by i Mombasa. Massawas historie forklarer både de tyrkisk og egyptisk inspirerede byggestilarter. Klimaet er det samme i disse gamle havnebyer ved det Røde Hav og det Indiske Ocean – utrolig varmt og kvælende høj luftfugtighed. Langsom gangart er en nødvendighed.
Mænd med luftige lungi (ternede lændeklæder), bare fødder i sandaler. Man holder sig i skyggen, drikker glassevis af papaya-juice. Kontorerne åbner kl. 7 om morgenen og lukker kl. 2 – med en sen genåbning fra kl. 4 til 6 om eftermiddagen.
Den flegmatiske kystidyl, det dragende udsyn til verden over havene og historiens sug, når man ser en sejlførende sambuk med varer fra Yemen, den mytiske klang i navnet Massawa – det Røde Havs perle – alt sammen giver den samme fornemmelse som i Zanzibar, som jeg kender så godt.
Men Massawa er – i modsætning til Zanzibar – næsten skudt i grus. Der er store gabende granathuller i mure og tage, vægge er prik-malet af kugleregn, mange fleretagers huse står tagløse og med de sodede ydervæggene som en hul skal. Ved fiskerihavnen og i byens yderkvarterer er der store metal-kirkegårde af skrottet krigsmateriel. Jeg har oplevet Uganda i 1986, hvor ødelæggelserne i Luwero var totale. Det var de også i Massawa, blot med den forskel, at bygningerne her er meget større, så det er fotografier fra 2. verdenskrigs Rotterdam, som er den bedste visuelle reference.
Jeg er sammen med to eritreanske venner, Tesfai og Habte, begge omkring fyrre år gamle, begge veteraner fra befrielseskampen. De bruger stadig deres krigsnavne Ambassa og English i flæng med de navne, som ville stå på deres fødselsattester, hvis de havde sådan nogle.
Englænderen og Løve
Løve – Ambassa på tigrinya – er lidt tung i det, har et somme tider forvredet ansigtsudtryk. Hans smil lyser smukt op i hans mørke ansigt, men er sjældne. Han snakker ikke så meget. Englænderen – English på tigrinya er lederen af de to, mere selvbevidst, kommer med vittigheder, er snakkesaligt. Taler godt engelsk, måske derfor navnet. Hans smil er vindende. Han er lidt lysere i huden, mere elegant end sin ven. Men begge to har stadig halvvejs afro-hår, og – som alle eritreanske ex-fightere -kroppen fuld af metalstumper og andre krigsminder.
Tesfai og Habte kigger sig omkring med anerkendende blikke:
”Der er sket meget,” siger Habte, ”jeg har ikke været her siden 1990.”
Først forstår jeg ham ikke.
”Se alle de mennesker, og husene bliver genopbygget!”
Jeg har kun set ruinerne. Men han har ret. Mange huse er nymalede, og murere og snedkere er i gang flere steder.
Da han nævner 1990, forstår jeg hvad han mener. Det var i 1990, at Massawa blev indtaget af befrielsesbevægelsen EPLF efter tre dages hårde kampe. Tesfai og Habte er fightere og var med i EPLF-hæren, da Massawa blev erobret. Deres øjne søger rundt i gaderne og langs horisonten, da vi står ved havnekanten. De bliver fjerne i blikket. Minderne overvælder dem.
Massawa er i dag blevet symbolet på befrielseskampens vendepunkt. Det var den sidste, store blodige test før den offensiv, som et år efter Massawas erobring medførte Etiopiens nederlag og Mengistus fald fra magten. Eritrea fik sin formelle selvstændighed i 1993.
Lig overalt
Vi skal vente på et brev fra guvernørens sekretær og tilbringer nogen tid på svalegangen ud for guvernørkontoret på anden sal, hvor der er vidt udsyn over Massawa. Tesfai fortæller om kampen om Massawa, som kostede mange af hans venner livet. Han selv havde fået et skudsår i maven.
”Vi kom derovre fra,” forklarer han og peger ud mod de flade saltstepper, som grænser op til havet og udgør stranden nord for byen.
”De havde aldrig troet, at vi ville komme den vej. De havde forskanset vejen til Massawa og deres kanoner pegede ind mod højlandet med ryggen vendt mod havet.”
”Vi sendte nogle enheder for at afskære Asmara-vejen ved Ghinda,” fortsætter Tesfai. Ghinda ligger midtvejs mellem Asmara og Massawa, der hvor højlandet starter.
”Hovedstyrken af infanteri og mekaniske enheder gik langs stranden om natten.”
Da etiopierne pludselig så stranden mod nord fyldt med EPLF-soldater, var det ikke muligt for dem at vende deres kanoner. EPLF kom ind bag dem og uskadeliggjorde dem. I løbet af kort tid var byen omringet fra alle sider. Der var hårde kampe med store tab på begge sider.
”Det store problem var den smalle vej over til Massawa. Vi prøvede at tage den, men måtte stoppe,” fortæller Tesfai.
Så gav EPLF etiopierne endnu en overraskelse: de angreb Massawa fra vandsiden. Deres flåde, som bestod af nogle få små hurtigt-sejlende både, landsatte tropper på yderspidsen af havnen inde midt i Massawa by, mens etioperne var optaget af at forsvare landtangen. Nu var der to fronter, og EPLF satte alle kræfter ind. Det lykkedes dem – med store tab – at erobre landtangen og køre deres første to kampvogne ind i Massawa efterfulgt af infanteri, som enten svømmede eller gik. EPLFs første to kampvogne blev stoppet og står stadig i dag som rustne og udbrændte monumenter og symboler på den bitre kamp.
Snart var byen erobret og de etiopiske generaler overgav sig.
”Undtagen én, som begik selvmord,” forklarer Tesfai. ”Der var lig overalt – mest af etiopiske soldater.”
EPLF forskansede sig i Massawa. Det var krigens vendepunkt. Eritreanere verden over græd af glæde, da de hørte at Massawa var faldet. Erobringen af Massawa var en strategisk triumf for EPLF. Angrebet havde været så overraskende, at en sovjetisk skibsladning af militærudstyr ikke nåede at blive omdirigeret, men blev overtaget af befrielseshæren. Et dansk skib – Svea Atlantic – med nødhjælpsforsyninger til det sultende Etiopien afleverede sin last til EPLF, som uddelte forsyningerne i de befriede områder.
Den 22. maj 1991 flygtede den etiopiske diktator Mengistu til Zimbabwe, den 24 maj overgav etiopierne i Asmara sig og forlod byen uden at ødelægge noget som helst. Præcis to år senere udråbtes Eritrea som selvstændig nation efter en FN-overvåget folkeafstemning.
Habte realiserer sin drøm
Vi kan ikke finde Habte, da vi har fået vores brev fra guvernøren og skal til at tage af sted. Vi går lidt rundt i gaderne.
”Leder I efter jeres ven?” Det er den engelsktalende sømand igen.
”Han er gået den vej.”
Vi følger hans anvisning og finder endelig Habte – siddende højt hævet på en skopudser stol med et stort smil mens hans støvede sko bliver pudset.
”Det har jeg altid drømt om,” siger han, ”men jeg troede aldrig jeg ville komme til at sidde i Massawa i fred og frihed og få mine sko pudset.”
Han havde været med i befrielseskampen i 18 år.
Vi går hen til vores pick-up og gør klar til at køre videre. Der bliver banket på ladet. Det er sømanden igen.
”Hvor er mine penge til en øl?” spørger han bebrejdende.
Jeg giver ham 2 Birr.
”Det er ikke nok, en øl koster 2.50 i Massawa.”
Jeg smiler til ham og ryster på hovedet.
”OK, det hjælper da lidt,” siger han.
Vi vender bilen og kører ud af Massawa mod Asmara. Jeg ser nu på vejen med andre øjne – de udbrændte tanks, martyr-kirkegården uden for Massawa og skyttegravene ved Ghinda – det hele er blevet virkelighed.
Løve og Englænderen spiller Rod Steward, Aretha Franklin og arabiske sange på bilens kassettebånd-spiller. Ingen af os siger noget. Musikken er så høj at det også er umuligt at føre en samtale.
