I 2015 indledte Danmark et maritimt myndighed-til-myndighedsssamarbejde med Ghana, som gennemføres som et samarbejde mellem Søfartsstyrelsen, Udenrigsministeriet og de ghanesiske søfartsmyndigheder. Formålet er at styrke relationerne landene imellem og understøtte udviklingen af Ghanas maritime sektor, som spiller en væsentlig rolle i landets fortsatte udvikling, ligesom dansk skibsfart har en stor tilstedeværelse i Vestafrika.
Tidligere på året var danske skibsinspektører på besøg i Ghana for at udveksle viden, metoder og erfaringer med skibsinspektion, og nu har de ghanesiske søfartsmyndigheder sendt fem skibsinspektører på besøg i Søfartsstyrelsen. Under besøget fra d. 6.-10. november blev der afholdt workshops, og skibsinspektørerne udførte i samarbejde en række praktiske øvelser på bl.a. Samsøfærgen og Hundested-Rørvig-færgen. Fokus har været på videns- erfaringsudveksling om skibsinspektion og regelhåndhævelse.
”International regulering af skibsfarten er helt afgørende for at skabe sikkerhed til søs og lige konkurrencevilkår i den globale maritime sektor. Men regulering har kun effekt, hvis den rent faktisk implementeres og håndhæves alle steder i verden. Derfor er det afgørende, at vi samarbejder på tværs af landegrænser og lærer af hinanden. Vi deler derfor gerne vores viden og erfaringer på områder, hvor Ghana ønsker vores assistance til at udvikle sin maritime sektor”, siger Andreas Nordseth, direktør i Søfartsstyrelsen.
Myndighedssamarbejdet løber frem til august 2018. Der arbejdes inden for tre spor, hvoraf det første fokuserer på implementering og håndhævelse af international maritim regulering, mens de øvrige to spor henholdsvis skal bidrage til at styrke det ghanesiske lodsvæsen og introducere digitale navigationsinstrumenter med henblik på at øge delingen af maritim sikkerhedsinformation i Guineabugten.
Til at understøtte samarbejdet og varetage generelle danske maritime interesser i regionen, er der udstationeret en maritim vækstrådgiver på den danske ambassade i Ghana.
Maritim vækstrådgiver Nicolas Bastholm RoyBonde er med til at identificere områder, hvor Ghana kan få tættere og længerevarende partnerskab med danske myndigheder om udvikling af politik på søfartsområdet. Ligeledes er han med til at udbrede kendskabet til dansk skibsfart og maritim industri samt generelt fremme danske virksomheders muligheder i Ghana.
Ghana har i dag status som et lavere mellemindkomstland, og det forventes, at relationen mellem Danmark og Ghana frem mod 2020 vil ændres til at have et kommercielt og politisk fokus, mens udviklingssamarbejdet vil ophøre.
Der er et stort fokus på det maritime i Ghana og ved det kommende statsbesøg i Ghana, vil der være et maritimt spor, når Dronning Margrethe fra d. 23.-24. november leder en erhvervsdelegation til landet. Danmark har været engageret i Ghana siden uafhængigheden i 1957.
—
Sidsel Marie Nygaard er, foruden skribent på Globalnyt, ansat ved Søfartsstyrelsen.