Globalt fællesskab på Gl. Strand

Forfatter billede

Udstillingen “Unfinished Journeys” på Kunstforeningen Gl. Strand har rejsen som tema, ud fra hvilket ni kunstnere undersøger globaliseringens betydning for det moderne individ. “Globale lækkerier” kalder en anmelder den.

En væltet rickshaw og Pascale Marthine Tayous fuglehuse er blandt værkerne på udstillingen “Unfinished Journeys” på Gl. Strand, der kan ses indtil 11. november.

“Unfinished Journeys” stiller skarpt på Copenhagen Art Festivals tema “Fællesskaber” i forhold til globaliseringens betydning for lokale og globale fællesskaber og deres gensidige påvirkning.

“Globalisering som perspektiv og rejsen som metafor er et velvalgt perspektiv på temaet fællesskab. Ikke mindst fordi mange af de deltagende kunstnere er blandt samtidskunstens ikke-vestlige stjerner og således i sig selv repræsenterer den globale udvikling,” skriver Ditte Vilstrup Holm i sin anmeldelse på Kunsten.nu.

De ni deltagende kunstnere undersøger, hvordan det moderne individ navigerer i en verden, der er kendetegnet af enorme modsætninger mellem det grænseløse og det begrænsende.

Centralt står betydningen af individets lokalisering – personligt, kulturelt og fysisk, hvor omdrejningspunktet er rejsen gennem lande og over kontinenter: håb og krav om forandring, migration og immigration. Udstillingen belyser rejsen, ikke kun som en konkret bevægelse fra et sted til et andet, men også som en mental tilstand.

Kunstnere

Kunstneren Pascale Marthine Tayou (CAM. f. 1967.) deltog i 2010 i udstillingen “Make Yourself at Home” på Charlottenborg i forbindelse med My World IMAGES festivalen. Nu kan han opleves på Gl. Strand, hvor hans meget anerkendte værker, der trækker på hans egen multikulturelle baggrund, udstilles. Tayou er født og opvokset i Cameroun, men har base i Belgien, hvorfra han undersøger spørgsmål om globalisering, migration, identitet, kultur og magtsammenstød på en humoristisk og kompleks måde.

Pascale Marthine Tayou har også deltaget i flere internationale udstillinger som Documenta 11 i 2002, og Venedig Biennalen i både 2005 og 2009.

Udstillingen viser desuden værker af Kimsooja (KOR, bosat USA og KOR), Damián Ortega (MEX, bosat MEX og DE), Vladimir Tomic (BIH, bosat DK), Sofie Hesselholdt & Vibeke Mejlvang (DK), Song Dong (CHN), Yto Barrada (MAR, bosat MAR og FRA) og Isaac Julien ( UK).

Mere om “Unfinished Journeys

Det centrale tema i udstillingen er rejsen konkret som mentalt for mennesker i dag, hvor grænserne mellem det lokale og globale er flydende.

Bag Copenhagen Art Festival står de fem københavnske kunsthaller: Den Frie Udstillingsbygning, Overgaden – Institut for Samtidskunst, Kunsthal Charlottenborg, Kunsthallen Nikolaj og Kunstforeningen Gl. Strand.

Unfinished Journeys
Kunstforeningen Gl. Strand
Gammel Strand 48
1202 København K

Åbningstider:
24. aug.: 16-20
25. aug. – 2. sep.: 10-20
3. sep – 11. nov.