Godt 97 millioner kom ind ved årets Danmarks Indsamling

danmarks_indsamling_foto-1_cambodja_foto-preben-hjorth
Forfatter billede

En hel uges Danmarks indsamling i TV, i radioen og på nettet kulminerede lørdag aften på DR1.

Det endelige resultat for 2016 efter mere end fem timers TV-show lød på 97.870.606 kr., og nu skal en stor del af de penge bruges til projekter, der skal hjælpe verdens fattigste.

Danmarks Indsamling er et samarbejde mellem DR og 12 hjælpeorganisationer.

Karin Aaen fra UNICEF Danmark er talsmand for indsamlingen:

“Jeg er stolt over at folk vil støtte langsigtet udviklingsarbejde. Det er generelt svært at få fokus på. Men det gør en kæmpe forskel”.

“Det overstiger mine forventninger – det er overraskende, fordi vi har haft adskillige store indsamlinger det seneste år, som folk også har støttet – også på TV”, siger hun.

Rekorden fra 2015 var også svær at slå. For det år satte man tingene eftertrykkeligt på plads. Ikke bare med et par millioner eller så. Årets resultat var knapt 13 mio. kr. højere end de 87,4 millioner, der blev samlet ind i 2014.

Dykket i 2013

Facit i forfjor kom efter et slemt dyk i resultatet i 2013, som "kun" indbragte 76 mio. kr., men i 2014 nåede Danmarks Indsamlingen igen op på et mere "normalt" årsresultat – de 87 mio.

Det er det samme, som kom ind i 2012. Dermed bragte den ottende indsamling af denne type i 2014 en tiltrængt lettelse for arrangørerne efter skuffelsen i 2013.

I 2014 blev det til helt nøjagtigt 87.414.404 kr. mod 87.025.130 kr. i 2012 – altså en lille ekstra nøk opad på knapt 390.000 kr. mellem de to år. I 2011 havnede man på 86 mio. kr.

Kampen mod uretfærdighed

I 2014 samlede man ind til kampen mod uretfærdighed og de "stille katastrofer" og pengene gik til langsigtet hjælp i verdens fattigste lande.

Overskriften hed "Når mor mangler" og midlerne gik til at forebygge hiv og aids blandt kvinder, bekæmpe mødredødelighed ved graviditet og fødsler, og hjælpe forældreløse børn til en fremtid.

I 2013 var temaet "Når hjælpen nytter" og midlerne gik bl.a. til en stribe afrikanske lande.

Koster at samle ind

Det er ikke alle pengene fra indsamlingen, som kommer til at gå direkte til projekterne.

Det seneste færdige regnskab for Danmarks Indsamling er fra 2014.

Dengang blev der samlet 87 millioner kroner ind, og af de penge gik 13,5 millioner til at dække udgifter til selve indsamlingen.

Det endelige regnskab for dette års indsamling er først klar i sommeren 2017. Se meget mere her

Sådan fordeles pengene fra årets indsamling

De 12, der er med

De 12 deltagende organisationer bag Danmarks Indsamling er:

ADRA Danmark, BØRNEfonden, CARE DANMARK, Dansk Flygtningehjælp, Folkekirkens Nødhjælp, IBIS, Læger uden Grænser, Mellemfolkeligt Samvirke, Red Barnet, Røde Kors, SOS Børnebyerne og UNICEF Danmark.

Desuden kan 10 pct. af det indsamlede beløb søges af mindre organisationer til langsigtede udviklingsprojekter, der lever op til indsamlingens kriterier og årets tema.

I forbindelse med Danmarks Indsamling 2016 har følgende tilskudsorganisationer fået bevilget midler til konkrete projekter:

Danmission (låne-spare-grupper blandt bønder på Madagaskar); Dansk Folkehjælp (styrkelse af lokaldemokratiet i Kenya); Plan Danmark (udviklingsprojekt for 600 unge i slummen i Monrovia i Liberia); CARITAS (organisering af bønder i selvhjælps- og opsparingsgrupper i Burma); Mission Øst (demokratiprojekt for kasteløse kvinder i Nepal)