Af Laurits Holdt, U-landsnyt.dk
IBIS og Ulandssekretariatet arbejdede i Angola indtil 2011, hvor landet var kommet over Danidas BNI-grænse. Ulandssekretariatet ville gerne have fortsat mens det på sin vis passede IBIS godt at trække sig ud. De er dog enige om, at der fortsat var masser at lave for dem i landet.
Indtil 2011 arbejdede IBIS og Ulandssekretariatet i Angola. På daværende tidspunkt var landets bruttonationalindkomst (BNI) kommet over den grænse, der afgør om danske organisationer må bruge statslige danske midler der. Det er den såkaldte BNI-grænse.
BNI-grænsen er for tiden på 3.228 amerikanske dollar pr indbygger om året. Grænsen justeres løbende i forhold til Verdensbankens grænse for hvornår et land tilhører gruppen af ”lavere mellemindkomstlande”.
IBIS arbejdede i Angola fra 2004 til 2011. Organisationen havde dog været i gang midt i 1990erne, men så blussede borgerkrigen op og sikkerheds-situationen blev for dårlig til at man ville arbejde der.
Det ændrede sig markant i 2002, da lederen af oprørsgruppen UNITA, Jonas Savimbi, blev dræbt. Kort tid efter indgik parterne våbenhvile og med ét var sikkerhedssituationen væsentligt bedret og i begyndelsen af 2004 rykkede IBIS for alvor ind.
Mønstret er næsten det samme for Ulandssekretariatets vedkommende. Organisationen begyndte sit engagement i Angola efter borgerkrigens afslutning i 2003 og rejste hjem i 2011.
Begge organisationer forlod Angola, fordi de kunne se at landets BNI susede opad og at det ikke ville vare længe inden Danidas grænse blev overskredet.
Årlig vækst på 11 procent
Der tales i disse år meget om den økonomiske vækst i Afrika. Og om hvordan syv ud af de ti lande med de højeste vækstrater er afrikanske. Angola er et af de lande, der trækker den vej.
Mellem 2001 og 2010 havde landet ifølge det anerkendte britiske tidsskrift The Economist er årlig vækst på lidt mere end 11 procent. Ifølge Verdensbanken har landet i dag har en BNI på 4.580 dollar (og sikkert mere, for de seneste tal er fra 2012) – altså væsentligt over Danidas grænse på 3.228 dollar.
Indtil 2001 lå landets BNI på linje med gennemsnittet i hele Afrika syd for Sahara men så tog tingene fart.
I 2002 lå landets BNI på 471 dollar pr. indbygger. Fem år senere, i 2007, lå det på 2.560 dollar pr. hoved og efter yderligere fem år, i 2012, kom det op på 4.580 dollar.
Samme år var landene i Afrika syd for Saharas gennemsnitlige BNI 1.345 dollar pr. indbygger – altså under en tredjedel af Angolas.
Så Angola tilhører i dag den gruppe lande, som Verdensbanken kategoriserer som ”øvre mellemindkomstlande”. Det er lande med en BNI mellem 4.086 og 12.615 dollar pr indbygger.
Bag statistikkerne
Statistisk set går det altså godt i Angola. Men bag statistikkerne finder man en anden virkelighed.
Den økonomiske vækst i landet skyldes i høj grad indtægterne fra de enorme olieforekomster ud for kysten.
Landet er den største producent og eksportør af råolie i Afrika syd for Sahara. Hen ved ni ud af hver ti dollar landet tjener på eksport stammer fra salg af olie. Og otte ud af hver ti dollar som staten samlet set tjener stammer fra olien.
Men pengene flyder ikke rigtig ud i landet. For en stor dels vedkommende ender de i lommen på en lille elite omkring præsident José Eduardo dos Santos (71), der har siddet ved magten i samfulde 34 år.
Denne gruppe sender i vidt omfang pengene i skattely eller beholder dem i hovedstaden Luanda. Det betyder at Luanda boomer og er blevet kendt for sine meget høje ejendomspriser, mens mere end en tredjedel af de ca. 20 millioner angolanere lever under fattigdomsgrænsen.
Angola er et eksempel på et mellemindkomstland med mange ekstremt fattige. Men det er bare ét eksempel af mange.
Ifølge tal fra Europa-parlamentet lever 70 procent af verdens fattige netop i mellemindkomstlande, som for en dels vedkommende er uden for danske organisationers rækkevidde – fordi landenes BNI ligger over 3.228 dollar.
Ulighed – noget som flere af debattørerne mener kunne eller måske burde være et lige så vigtigt kriterium som BNI, der ikke siger noget om hvor lige eller ulige et land er.
For eksempel foreslår generalsekretæren for Verdensnaturfonden, Gitte Seeberg, i sit indlæg, at BNI-grænsen kombineres med landenes andel af absolut fattige, det vil sige mennesker, der lever for 1,25 dollar eller mindre om dagen.
Et klemt civilsamfund
IBIS’ projekter handlede om undervisning og civilsamfund, forklarer Karen Andersen, der er chef for organisationens internationale afdeling i et interview med U-landsnyt.dk.
Hun mener at hendes organisation fik gjort det arbejde færdigt, som den havde påbegyndt. Hun tilføjer dog, at hun er sikker på at der blandt dem, der arbejdede i Angola, er nogle der vil sige, at der kunne have været gjort meget mere.
Hun mener, at der blev gjort gode fremskridt i undervisningsprojekterne, der handlede om lærertræning og pensum.
Derimod gik det mere trægt med civilsamfunds-projekterne, for civilsamfundet i Angola havde det på daværende tidpunkt meget svært. Landets regering var ikke vant til at blive sagt imod og det levnede ikke meget plads til at manøvrere for organisationerne.
At IBIS trak sig ud af Angola inden Danida kunne nå at sige stop flugtede godt med organisationens politik, mener Karen Andersen. For IBIS er i dag stort set kun engageret i lande, der ligger under BNI-grænsen. Den eneste undtagelse er Ghana, der for nyligt er rykket op i kategorien af mellemindkomstlande.
Derfor tror hun heller ikke at IBIS ville gå ind i Angola, hvis det skulle være muligt.
Det hænger også sammen med at Angola ligger isoleret i forhold til de andre lande, som IBIS arbejder i. Engagementet i Angola stammede fra en tid, hvor IBIS var meget stærkt engageret i det sydlige Afrika, specielt i Sydafrika og Namibia. Men de lande har IBIS forladt for flere år siden.
Karen Andersen forklarer, at denne ”isolation” er en ulempe for IBIS, fordi organisationen dermed ikke kan opnå de synergieffekter, som den kan ved at have programmer i lande, der ligger tæt ved hinanden.
Hjælp til frigørelse
Ulandssekretariatet, der er fagbevægelsens bistandsorganisation, samarbejdede med UNTA, União Nacional de Trabalhadores Angolanos, der er Angolas svar på danske LO. Arbejdet gik ud på at hjælpe UNTA med at frigøre sig fra regeringspartiet MPLA.
De to havde været nære allierede i mange år og stod sammen i kampen mod først den portugisiske kolonimagt og dernæst mod UNITA. Det forklarer Jørgen Assens, der er leder af Ulandssekretariatets Afrika-afdeling.
Men i takt med at freden indfandt sig skulle fagforbundet til at forholde sig til medlemmernes hverdagsproblemer på arbejdsmarkedet – ofte i forhold til det offentlige, som i Angola stort set er lige med MPLA.
Og MPLA var ikke vant til at blive sagt imod – og da slet ikke af ”kammerater” fra uafhængigheds- og borgerkrigene. Derfor havde UNTA brug for hjælp til at transformere sig fra at være en del af en befrielsesbevægelse til at være et moderne fagforbund, der om nødvendigt er i opposition til landets regering.
Et andet projekt gik ud på at hjælpe til med at organisere folk indenfor den uformelle økonomi. Det handlede blandt andet om at de mange småhandlende og andre, der udgør landets uformelle økonomi skulle gøres i stand til at kæmpe for deres rettigheder og tale med én stemme overfor myndighederne.
Blev ikke færdige
Blev de så færdige med det de ville?
”Nej! Afgjort nej,” udbryder Jørgen Assens uden tøven.
Ikke at der ikke var succeser, for det var der. Men det var et af de lande, hvor Ulandssekretariatet virkelig var med til at flytte noget. Derfor er det ærgerligt, at de ikke kunne blive, siger han.
Han fortæller, at organisationen godt nok selv tog initiativ til at trække sig ud af Angola, men det var for at sørge for et velordnet exit. Havde muligheden været der, så mener han at Ulandssekretariatet ville have fortsat i landet.
Ulandssekretariatet kunne naturligvis godt have fortsat for andre midler, men organisationen har kun ganske få midler, der ikke stammer fra Danidas kasse, forklarer han. Derfor kan organisationen i realiteten ikke kunne udrette noget særligt uden Danidas opadvendte tommelfinger.
Civilsamfund har brug for hjælp
En væsentlig pointe fra både Karen Andersen og Jørgen Assens er at civilsamfundet havde meget lidt manøvrerum i et land, hvor den bevægelse, MPLA, der skaffede landet sin selvstændighed, fortsat sidder på magten og i 2015 vil have gjort det i 40 år.
De er også enige om, at de civilsamfundsorganisationer, som deres respektive organisationer arbejdede sammen med, havde stor gavn af samarbejdet med danske og andre udenlandske organisationer i deres stræben efter at finde egne ben at stå på.
Her støttes de af Erik Vithner, der er leder af sekretariatet hos CISU. I sit indlæg slår han bl.a. et slag for at danske organisationer skal have lov til ”at indgå i partnerskaber om kapacitetsopbygning og fortalervirksomhed” i lande, der ligger over BNI-grænsen.
Flere artikler og indlæg i temaet ”Grænser for bistand”.
Angola var juvelen i Portugals koloniimperium frem til uafhængigheden i november 1975 efter en blodig befrielseskrig. Med uafhængigheden fulgte masseudvandring af en kvart million portugisere og nye voldsome kampe mellem hele tre befrielsesbevægelser. Den ene blev støttet af USA (FNLA), den anden (og sejrende) støttet af Cuba (MPLA) og den tredje (UNITA) af apartheid-Sydafrika.
Trofæet var en af Afrikas mest ressourcerige nationer. Mere på
http://en.wikipedia.org/wiki/Angola
