Haiti har gennemlevet sit værste år i seks årtier

”Det har været det værste år siden begyndelsen af 1960’erne, da Francois Duvalier, Papa Doc, kom til magten. Han var en hård despot, og hans milits, Tonton Macoute, dræbte tusinder, og det skabte en massiv udvandring fra landet – især af den uddannede klasse.”

Sådan karakteriseres året 2023 af Robert Fatton, professor i regeringsførelse og udenrigspolitik ved University of Virginia i den amerikanske stat af samme navn. Et af hans forskningsområder er Haiti, hvor han selv er født og opvokset. Han er for ung til rigtig at huske de første år under Papa Doc, men han kan huske frygten, fortæller han.

Krisen i Haiti er en de ti kriser, som vi for et år siden lovede at holde øje med. Dengang skrev vi blandt andet:

Haiti er paralyseret af politisk sammenbrud og bandevold. Det offentlige system er brudt sammen, kolera spreder sig igen, og situationen er så slem, at nogle indbyggere håber på en udenlandsk militærintervention, selv om det tidligere er gået rigtig skidt.

Ikke meget har ændret sig – i hvert fald ikke til det bedre, så da Robert Fatton bliver spurgt om, hvad den seneste gode nyhed fra Haiti er, slår han en opgivende latter op, og siger:

”Uha, det er svært at sige. Det er en meget dyster situation, vi befinder os. Men i de seneste uger har det juridiske system – som vel at mærke er meget svagt, ja, nærmest ikke-eksisterende – besluttet, at det vil forsøge at skabe retfærdighed i forhold til korruptionen. Konkret har retten beordret forhenværende præsidenter og ministerpræsidenter til at møde op i retten og forsvare sig mod anklager om korruption. Men altså, de flere af dem har sagt, at de vil ignorere ordren, og jeg tror ikke nogen af dem vil møde op.”

Katastrofer på række

Landets økonomiske situation er katastrofal, og sikkerhedssituationen bliver værre og værre. Det er særligt i den vestlige del af landet, og har nu bredt sig til regionen Latibonit nord for hovedstaden, Port-au-Prince. Regionen er vigtigt, fordi det er her, man finder det meste af det, der er tilbage af landets fødevareproduktion, forklarer Robert Fatton over WhatsApp-forbindelsen mellem Charlotteville og Frederiksberg.

Den turisme, som engang sikrede landet indtægter, er i dag forsvundet. Det er simpelthen for farligt at besøge landet i dag. Der kommer heller ikke investeringer udefra, og også de indenlandske investeringer er tørret ud.

Den politiske krise er lige så dyb som de andre kriser. Der har ikke været afholdt valg siden 2016, så der er ikke nogen folkevalgte politikere i landet. Landet ledes af ministerpræsident Ariel Henry, som tog over, da præsident Jovenel Moïse blev myrdet i 2021.

Regeringen har lovet alle mulige ting og leveret absolut intet.

Robert Fatton

”Regeringen har lovet alle mulige ting, og leveret absolut intet. Den sidder der udelukkende, fordi det internationale samfund anerkender den. Men den er yderst upopulær, og virkelig inkompetent, så landets kriser er kun blevet dybere siden da,” lyder det fra Robert Fatton.

Han forklarer videre, at de forskellige politiske fraktioner ikke ser ikke ud til overhovedet at kunne tale med hinanden. Det betyder, at den politiske situation har været låst helt fast siden drabet på præsident Moïse for to og et halvt år siden.

Han siger, at det nok kun er USA, der kan presse politikerne til forhandlingsbordet. Men den amerikanske regering er bange for, at det vil betyde, at Ariel Henry mister magten. Og det vil være et problem for USA, som har indgået en aftale med Henry om at tage imod haitianere, der bliver deporteret fra USA. Går den aftale i vasken vil det være et politisk problem for USA’s præsident Joe Biden, for migration er et betændt emne i den amerikanske valgkamp.

De forskellige kriser har tilsammen skabt en katastrofe for landet. For mange – både i og uden for landet – er den eneste løsning en form for intervention udefra. Det er noget som er blevet efterspurgt i lang tid, og i løbet af 2023 så det ud til, at det faktisk kommer til at ske.

Kenya melder sig

Den udenlandske intervention er fortsat ikke kommet, men den er dog rykket nogle skridt nærmere.

USA spiller en hovedrolle i at få etableret en international styrke, som kan sendes til Haiti, og amerikanerne er også klar til at betale en stor del af regningen. Men USA vil ikke selv sende politifolk eller soldater afsted og har derfor forsøgt at få sine naboer, Mexico og Canada, til det. Men heller ikke de har lyst til for alvor at blive blandet ind i Haitis katastrofer.

I stedet er Kenya trådt ind på scenen. Regeringen i Nairobi har lovet at stille med omkring 1.000 urobetjente, og en række caribiske lande har lovet at stille med mindre styrker.

Projektet er dog løbet ind i problemer, fordi Kenyas højesteret mener, at det er imod landets grundlov at sende politifolk ud til den slags missioner.

Robert Fatton føler sig dog overbevist om, at de kenyanske politifolk nok skal komme afsted på den ene eller anden måde, ikke mindst fordi USA vil betale rundhåndet for det.

Spørgsmålet er imidlertid om missionen vil få succes, og her er han noget mere tvivlende, for det er en meget kompliceret situation, som den vil lande i, siger han.

Det bakkes op af en dansk iagttager af Kenyas politi og militær, major Henrik Laugesen, som i mere end et årti har beskæftiget sig med militær kapacitetsopbygning i Afrika, hvor han eksempelvis har udviklet kurser til undervisning af blandt andre Kenyas politistyrke. I oktober sagde han i et interview med Globalnyt:

“Kenyas politi har trods alt en politifaglighed, og de er hårde, men dygtige til at håndtere uro og bryde demonstrationer op og få fat på ballademagere. De her politibetjente kan godt spille en rolle i at få skabt sikkerhed om de allervæsentligste samfundsinstitutioner.”

Men Haitis problemer er så store, og interventionsstyrken er så lille, at det er tvivlsomt om, den vil gøre den store forskel, sagde han videre.

Hvis den udenlandske intervention kommer, så bliver det ikke den første. FN har tidligere haft en noget større mission i landet, MINUSTAH. Den havde omkring 13.000 soldater og formåede at skabe en vis ro, men endte med at være meget upopulær i befolkningen.

”Min mavefornemmelse siger mig, at interventionen nok skal komme. Men hvis ikke den formår at skabe synlige resultater indenfor kort tid, så vil den møde modstand i befolkningen – ligesom MINUSTAH,” lyder det fra Robert Fatton.

Langt fra Robin Hood

De kriminelle bander, som ofte har tykke tråde til den politiske elite, er tungt bevæbnede og har mange medlemmer. Nogle af dem fremstiller sig selv som en moderne version af Robin Hood og hans raske mænd – beskyttere af lokalområdet og dets indbyggere. I virkeligheden er der tale om en slags voldelige mafiagrupper, der kræver total underkastelse og loyalitet af deres undersåtter, siger Rober Fatton.

Bandernes hærgen har fået mange indbyggere til at forlade deres hjem for at finde en form for sikkerhed, og det har skabt endnu en krise i landet – det som i det humanitære sprog kaldes ’intern fordrivelse’.

I foråret 2023 dukkede der selvtægtsgrupper op, som forsøgte at tage kampen op med banderne. De bestod af almindelige borgere, som havde fået nok. Det har dog ikke ændret noget, for banderne er meget bedre bevæbnede en borgergrupperne, og der er blevet slået hårdt ned på lederne af borgergrupperne fra bandernes side, forklarer Robert Fatton.

Den fuldstændige umenneskeliggørelse

FN anslår at omkring halvdelen af befolkningen har svært ved at skaffe mad nok, og især for de mange haitianere, der bor i slumområderne, er situationen ved at være ubærlig, siger Robert Fatton.

Jeg har set meget fattigdom i Haiti, men her så jeg det mest forfærdelige, jeg nogensinde har set

Robert Fatton

Da han senest besøgte Haiti, i 2019 – covid-19 og den ekstreme sikkerhedssituation har afholdt ham fra at besøge siden da – mødte han noget, som han aldrig havde oplevet før.

”Min bror og jeg kom kørende gennem et område, som nu er kontrolleret af bander, men som var sikkert nok dengang. Den lå store bunker af affald langs vejene, hvor hunde og grise søgte efter føde. Jeg har set meget fattigdom i Haiti, men her så jeg det mest forfærdelige, jeg nogensinde har set: Mennesker der gik rundt sammen med hundene og grisene – bogstaveligt i samme situation. Det var en fuldstændig umenneskeliggørelse af fattige, og det er kun blevet værre siden da.”

Håber på en overraskelse

”Det er ikke til at sige, hvad der vil ske i det kommende år. Om det hele vil kollapse eller om en intervention vil formå at genoprette en grad af sikkerhed, og om det kan føre til en form for kompromis mellem de forskellige politiske fraktioner i landet.”

”Og det er bare ét aspekt. Et andet er, hvad der skal ske med de mange bandemedlemmer, hvis det lykkes at genoprette sikkerheden og afvæbne bandemedlemmerne. Hvordan skal de blive genintegreret i samfundet, når der ikke er job til dem? Mange af dem er med i banderne, fordi de ikke har andre muligheder. I min optik er banderne i virkeligheden et symptom på fattigdommen i landet.”

Han er selv pessimistisk i forhold til sit hjemland. Umiddelbart ser han et totalt kollaps af landet forude. Men han holder en dør på klem, og siger, at historien jo har det med at overraske, og at der jo sagtens kan ske ting, som vil overraske ham og andre analytikere.

”Lige meget hvor du kigger hen er der krise. Det er en total systemisk krise. Det er politisk, det er økonomisk, det er en sikkerhedmæssigt, det er fødevaremæssigt. Det er en krise, som bunder i grundlæggende uligheder. Og så har vi den store ubekendte: naturkatastroferne, som har ramt landet løbende i form af storme, oversvømmelser og jordskælv.”

”Det er én stor gordisk knude, og det er meget uklart, hvordan man får den løst.”