Marie-Flore Lafontant Chipps er medstifter af Summits Education, en nonprofit-organisation med fokus på uddannelse, og en af de haitianere, som tager sagen i egen hånd.
Denne artikel er oprindeligt udgivet af online-mediet The New Humanitarian, der dækker global udviklingspolitik og verden generelt.
Indtil for nylig rejste Lafontant Chipps ugentligt fra hovedstaden Port-au-Prince til Central Plateau-regionen, hvor hendes ngo driver 40 skoler i fjerntliggende samfund. Hun rejste på trods af truslen fra 400 Mawozo-banden, der kontrollerer Mòn Kabrit-bjergpassagen. Hver gang hun og hendes personale besøgte deres skoler – som sikrer skolegang for flere end 10.000 elever – lejede hun en bus og betalte bandemedlemmer 75 dollars for fri passage hver vej.
Men siden 400 Mawozo åbnede ild mod en offentlig passagerbus den 18. februar og dræbte 10 mennesker i ét af den seneste række af angreb, har busser ikke været i stand til at køre den vej længere, og Lafontant Chipps venter nu utålmodigt på, at ruten igen åbner.
“Der er ingen måde, jeg kan blive her og ikke rejse,” fortæller hun. “Hvis vi ikke var der, ville de skoler blive lukket, og lærerne ville ikke få løn. Vi gør det arbejde, som regeringen burde gør. Vi går, hvor de ikke gør.”
En chauffør for Summits Education blev kidnappet en uge før minibusangrebet af en anden bande i Port-au-Prince – ét eksempel på den bølge af kidnapninger og voldtægter, der konstant bekymrer millioner af haitianere på vej til deres daglige gøremål. Chaufføren blev løsladt uskadt ni dage senere. Men så heldige er alle ikke.
Siden mordet på præsident Jovenel Moïse i juli 2021 er Haiti kollapset i en spiral af vold og lovløshed, der sidste år kostede flere end 8.400 mennesker livet.
Den caribiske nation har ingen folkevalgt regering, og landets politistyrke kan ikke hamle op med banderne. Det anslås, at 200 kriminelle grupper kæmper om forskellige dele af landet, og efter sigende kontrollerer halvdelen af banderne tilsammen omkring 80 procent af Port-au-Prince.
Bandernes opblomstring og udbredelse bliver ofte tilskrevet manglen på økonomiske muligheder for Haitis unge – flere end halvdelen af befolkningen på 11,5 millioner er under 24 år.
Selvom Haiti blev verdens første officielt sorte republik i 1804, blev landet tvunget til at betale milliarder til Frankrig for at sikre sin frihed. Den lammende gæld – i samspil med årtiers diktatur, naturkatastrofer, dårlig politisk og miljømæssig forvaltning, en lang amerikansk besættelse og en invaliderende amerikansk handelsembargo – har forhindret Haiti i at gøre økonomisk fremskridt.
Nyt oprør forværrer krisen
I år er situationen blevet forværret af voldelige demonstrationer for at få fungerende premierminister Ariel Henry til at træde tilbage. Demonstranterne har fået støtte af Guy Philippe, en tidligere politichef, senator og paramilitær leder, der spillede en nøglerolle i oprøret i 2004, som endte med at smide tidligere præsident Jean-Bertrand Aristide på porten.
Philippe blev i september løsladt fra et amerikansk fængsel, hvor han afsonede en dom på ni år for at have modtaget bestikkelse fra narkohandlere. Han vendte tilbage til Haiti i november.
Fem medlemmer af National Agency for Protected Areas (BSAP), en væbnet miljøbeskyttelsesenhed med tætte forbindelser til Philippe, blev dræbt tidligere på måneden efter sammenstød med politiet, mens protester lammede landet og gjorde det endnu sværere for humanitære organisationer at nå frem til mennesker i nød.
I sidste uge pressede den amerikanske udenrigsminister Antony Blinken igen på for hurtigt at få udsendt en FN-autoriseret multinational sikkerhedsmission. Han lovede også 200 millioner dollars (næsten 1,4 milliarder kr., red.) til at hjælpe med “planlægning, med efterretninger, med luftbro-kapacitet, kommunikation og medicinsk udstyr og tjenester”.
Jeg har aldrig set nogen forandring på grund af en udenlandsk intervention
Marie-Flore Lafontant Chipps
Kenya har tilbudt at lede missionen. Men de haitianske og kenyanske myndigheder arbejder stadig på en aftale, som skal navigere rundt om en afgørelse fra den kenyanske højesteret, der blokerer udsendelsen af 1.000 kenyanske politibetjente. Flere andre lande har givet tilsagn om penge eller personale: Benin har angiveligt tilbudt 2.000 soldater.
Haitianerne har blandede følelser omkring sådan en mission. Mens nogle ikke ser andre udveje, husker andre stadig de kontroversielle interventioner under USA og FN og foretrækker i stedet en haitiansk-ledet løsning, som kan gøre noget ved de grundlæggende årsager til landets problemer.
“Jeg har aldrig set nogen forandring på grund af en udenlandsk intervention,” fortæller Lafontant Chipps. “Der burde allerede foreligge en ordentlig plan fra regeringen og det internationale samfund på nuværende tidspunkt. I har alle jeres ministre, der arbejder på sagen, men ikke laver andet end at vente på deres løn. Lad os omstrukturere, have nogle visioner og kæmpe for haitianernes behov.”
“Vi har en moralsk forpligtelse”
Haitis voldsspiral sender også store bølger af migranter mod USA. I 2023 stødte amerikanske myndigheder på 1,4 gange så mange haitianere ved grænsen mellem USA og Mexico som i 2022. I Haiti er flere end 314.000 mennesker blevet internt fordrevet på grund af bandevolden, herunder 170.000 børn. Omkring 44 procent af befolkningen lider af akut mangel på mad.
For dem, der fortsat arbejder for at hjælpe deres lokalsamfund, gør den stadige forråelse af bandevolden også deres arbejde sværere end nogensinde før.
Dr. Christophe Millien er overlæge på Partners In Health (PIH) Universitetshospitalet i Mirebalais i det centrale Haiti. Den 26. september 2023 var han mødt tidligt på arbejde, da en bande brød ind og åbnede ild.
Ingen blev dræbt, men flere end halvdelen af patienterne og mange medarbejdere flygtede, mens glasskår landede for fødderne af intensive-patienter og ved siden af for tidligt fødte børn på en af landets få specialiserede neonatale afdelinger.
Vi modtager patienter fra hele landet, der risikerer deres liv for at tage på hospitalet og få pleje. Vi har en moralsk forpligtelse til at blive ved med at hjælpe dem
Dr. Christophe Millien
Sundhedscentret, der normalt har 350 senge, krympede til kun 30 sengepladser i måneden efter angrebet. Og medarbejderne var nødt til at tage helikopter-ambulancer i brug for at transportere personale og akutpatienter, da det blev for farligt at færdes på vejene, som banderne kontrollerer.
»Vi modtager patienter fra hele landet, der risikerer deres liv for at tage på hospitalet og få pleje. Vi har en moralsk forpligtelse til at blive ved med at hjælpe dem,” siger Millien, der blev for at hjælpe, da resten af hans familie emigrerede til Canada.
For at kunne holde åbent sørgede hospitalet for kost og logi til personalet og hyrede politibetjente til at garantere sikkerheden. Målet var ifølge Millien “at dæmpe personalets nervøsitet” og sikre, at de ville møde op på arbejde.
Pligtfølelsen er Millien ikke alene med – og heller ikke valget om at fortsætte sit arbejde på trods af risiciene.
Rosy Auguste Ducena, programleder for National Human Rights Defense Network (RNDDH), udgav den 18. august 2023 en rapport om bandeangreb i hovedstadens Carrefour Feuilles-område. To timer senere blev portene til hendes kontorbygning skudt op. Angrebne i området endte med at koste 104 mennesker livet og sende 5.000 på flugt.
Auguste Ducena arbejder med ofre for menneskerettighedskrænkelser, kvinder der har været udsat for voldtægt af banderne og mennesker på flugt. Hun hjælper med at dokumentere og registrere deres sager i det haitianske retssystem.
“At fortsætte er det bedste, jeg kan gøre for, at mine børn engang kan leve i deres land uden problemer,” fortæller hun.
På trods af den stigende risiko går Auguste Ducena stadig vejen til sit kontor. I september 2022 afgav hun vidneudsagn til USA’s senat som repræsentant fra Haitis civilsamfund. Hun bad blandt andet om støtte til Haiti-ledede løsninger, om flere tiltag til at bekæmpe korruption og stoppe våbensmugling fra USA samt hjælp til at baggrundstjekke politibetjente.
Auguste Ducena mener, at det er en opskrift på mere af det samme, hvis tiltag for at genoprette sikkerheden lader de nuværende magthavere og eliter beholde deres plads på toppen:
“I dag er vores største frygt, at en international mission vil blive udnyttet af dem, der styrer landet, til at få folk og især det internationale samfund til at tro, at Haiti er stabilt nok til straks at udskrive valg, hvilket bare vil blive starten på endnu en politisk krise.”
“Nationens sikkerhed er nationens ansvar”
Velina Charlier vidnede også ved høringen i det amerikanske senat. Hun er menneskerettighedsaktivist og medlem af Nou Pap Dòmi, en haitiansk civilsamfundsorganisation, der kæmper for social retfærdighed, anti-korruption og ansvarlig regeringsførelse. På trods af dødstrusler fastholder Charlier, at Haiti er hendes hjem.
“Jeg sluttede fred med tanken om at dø for længe siden,” fortæller hun. “Jeg har ikke den luksus at være bange. Jeg håber bare.”
Hun er imod udsendelsen af en international mission, fordi den ikke gøre noget ved det, der er roden til Haitis ustabilitet: straffrihed.
“Der er ingen nation i hele verden, der har opnået national sikkerhed ved fra outsource magten. Nationens sikkerhed er nationens ansvar,” siger hun.
For at komme straffriheden til livs skal landets ærlige politikere, erhvervssektoren, civilsamfundet og diasporaen – som bidrager med mere end 23 procent af landets BNP i remitter – arbejde sammen, deltage i den politiske proces og uddanne en ny generation af politikere, mener hun og tilføjer:
“Du kan ikke bygge en nation uden borgere, der forstår deres pligter, men også deres rettigheder.”
“Vi kan forsvare os med andet end våben”
At kæmpe for retten til at leve et fredeligt liv er præcis, hvad Jonel Joseph og Jean-Denis Petitpha har gjort siden natten til den 24. april 2023, da de omkring kl. 03.00 hørte skud tordne gennem deres kvarter, Canapé-Vert i Port-au-Prince.
De leder det lokale vagtværn Canapé-Vert Revèyè (“Vågn op Canapé-Vert”, red.), som oprindeligt blev startet i 2000 for at samle penge ind til skolegang for nabolagets børn. Men siden den voldsomme nat i april har de også arbejdet for at beskytte området mod banderne.
“Vi hørte en masse skud… Så vi kaldte på hinanden og slog jern mod jern, så alle vågnede,” husker Joseph tilbage. “Det var en kædereaktion, hvor alle skred til handling for at passe på deres nabolag.”
Da geværsalverne døde ud omkring kl. 06.00 den morgen, tyede en gruppe af beboerne til vold. De lynchede 14 bandemistænkte efter at have fjernet dem fra politiets varetægt. Det blev startskuddet for en selvtægtsbevægelse mod banderne ved navn Bwa Kale, som ifølge FN har dræbt flere end 300 påståede bandemedlemmer.
Vi har ikke en regering. Den er væk. Så hver person må passe på sig selv, sin familie, sit samfund og sine omgivelser…
Jonel Joseph
Canapé-Vert Revèyè – der definerer sig selv som en fredelig organisation – forsøger at forsvare kvarteret på andre måder. Hver nat bygger medlemmerne barrikader af biler, sten og træer for at forhindre banderne i at komme ind. Næste morgen fjerner de dem igen, så kvinder, der skal på markedet, og folk på vej til arbejde kan passere.
“Vores mission er at bekæmpe fattigdom og kæmpe for fred og sikkerhed, så vi kan få et bedre Haiti,” siger Petitpha, der ejer et hotel i området og indlogerer internt fordrevne uden gebyr.
“Vi har ikke en regering. Den er væk,” tilføjer Joseph. “Så hver person må passe på sig selv, sin familie, sit samfund og sine omgivelser… Vores forfædre brugte vodou til at vinde deres frihed. Vi kan forsvare os med andet end våben.”
“Du smutter ikke, når det går dårligt”
Rachelle Salnave er også en del af et tætknyttet fællesskab i den sydøstlige strandby Jacmel. Den haitiansk-amerikanske filmskaber er født og opvokset i Harlem, New York, efter hendes forældre flygtede under Duvalier-diktaturet, der strakte sig fra 1957-1986 og blev erstattet af den seneste autokrat, Aristide.
Salnave flyttede til Haiti i marts 2023 efter at have fået dobbelt statsborgerskab. Hun var blevet bedt om at tage over som administrerende direktør for Artists Institute, et uddannelsesinstitut for film- og lydproduktion med støtte fra berømtheder som Susan Sarandon og Francis Ford Coppola.
Skolen har været lukket det seneste år, men Salnaves håb er, at den åbner igen så hurtigt som muligt.
“Du smutter ikke, når det går dårligt,” forklarer hun sin fortsatte tilstedeværelse i Haiti.
Salnaves største udfordring har været at finde partnere, der er villige til at finansiere teknisk udstyr og uddanne de unge i at bruge det. Tidligere havde hun 60 ansatte, men nu er der kun 13 tilbage. Ud af de 44 elever, der oprindeligt gik på skolen, er kun 32 tilbage.
For at forklare sin drivkraft henviser hun til mottoet på det haitianske flag: L’union fait la force (“sammenhold skaber styrke”, red.).
“Hver gang du ser det sammenhold i Haitis historie, ser du et fremskridt.”
Artiklen er redigeret af Daniela Mohor og Andrew Gully.
Historien er først bragt af The New Humanitarian og genudgivet efter aftale. The New Humanitarian laver uafhængig kvalitetsjournalistik for at sætte fokus på de millioner af mennesker, der verden over er berørt af humanitære kriser.
Læs mere på www.thenewhumanitarian.org.
Artiklen er oversat til dansk af Søren Steensig. The New Humanitarian er ikke ansvarlige for oversættelsens nøjagtighed.