Morten Nielsen er aktiv i organisationen Global Aktion, der særligt støtter lokale bevægelser i en række afrikanske lande i deres kamp for demokrati og rettigheder.
Hvad fylder mest i dit arbejde for tiden?
”Noget så kedeligt som at skabe stærkere alliancer med vores samarbejdspartnere i syd. Den del af civilsamfundet, vi arbejder med, er under hårdt pres, for eksempel i Angola, Swaziland og Mozambique. Både fra repressive regimer, men også fra andre civilsamfundsorganisationer, såsom konservative kristne og muslimske trossamfund, der ofte har massiv international funding til at arbejde for en dagsorden, som i mine øjne er menneskefjendsk.”
”Vi samarbejder som udgangspunkt med folkeligt funderede grupperinger, som eksempelvis småbondebevægelser, der styres af almindelige mennesker. Ikke så meget med lokale og internationale NGO’er, som ofte er udemokratiske, topstyrede og ledes af en universitetsuddannet elite langt fra befolkningen. Det betyder alverden, hvem der leder de her organisationer. Lidt groft sagt mærker småbønderne klimakrisen på egen krop, mens NGO-eliten bare kan købe aircondition.”
Hvad eller hvem i din branche giver dig håb?
”Oh, jeg er jo sortseer af natur. Jeg synes, det går den forkerte vej. Og jeg hader ordet branche, vi sælger jo ikke biler. Men det, der giver mig håb, er, at mennesker selv organiserer sig rundt om i verden, selvom de ofte er under voldsomt pres. Alene i år er fire aktivister fra vores partnere blevet `forsvundet`, formentlig myrdet. Mange andre er blevet fængslet. Alligevel kæmper de videre.”
Hvad irriterer dig mest ved din branche?
”Det er, at der i stigende grad er teknokrater, der sidder i organisationerne, og at det politiske element i udviklingssamarbejdet er forsvundet. Visionerne om, hvilke samfund vi vil være med til at skabe, er væk. I stedet er samarbejdet blevet skemalagt på grund af en udvikling drevet af konsulenter og af et politisk system, der er fuldstændig besat af at overvåge, hvor hver eneste krone havner. Mennesket er forsvundet, og folk i det globale syd er gledet længere og længere ned på dagsordenen. I stedet handler det om at skaffe penge til organisationerne. Der kan jeg godt blive nervøs, når krybben er tom, og hestene bides.”
“Samtidig irriterer det mig, at vi har en udenrigsminister, som er blind på det ene øje, når han laver en Afrika-strategi, hvor han definerer en kur mod fattigdom uden først at undersøge, hvad der skaber problemerne. Hvis det var en konsulentopgave, ville den dumpe med et brag.
Man ser ingen erkendelse af sit medansvar for Afrikas problemer. Eksempelvis undrer ingen sig over, hvorfor vi nu må lukke vores ambassader i Burkina Faso og Mali, hvor vi tidligere har været militært allierede med den tidligere franske kolonimagt. I stedet bliver det præsenteret som en kæmpe åbenbaring, at man nu skal tale i øjenhøjde med Afrika. Det er vildt – vi er trods alt i 2024, hvor vi snart kan sende mennesker til Mars.”
Hvad undrer dig, at alle ikke taler om, når det gælder den globale udvikling?
”Den hvide elefant i rummet er, at udviklingsbistand er ved at blive til penge, der bruges i Danmark, eksempelvis til flygtninge og integration. Det undrer mig også, at det ikke bliver talt mere om, at menneskerettigheder efterhånden er forsvundet fra radaren, og at danske erhvervsinteresser fylder mere og mere. På en måde ville det være mere ærligt at tale om erhvervsbistand end om udviklingsstøtte. Der er ingen grund til at bilde folk ind, at målet er at ændre livet for folk i Afrika, når målet er at eksportere danske produkter og bekæmpe migration til Europa.”
Hvad er dit bedste læse-lytte-kigge-tip?
”Lige nu læser jeg Vulture Capitalism af Grace Blakely. Den undersøger, om vi med vores samfundsindretning, med fortsat kapitalistisk akkumulering, overhovedet er i stand til at løse klodens problemer. Den er enormt tankevækkende og giver en forståelse af, hvordan de globale systemer fungerer, og hvordan regeringer, virksomheder og internationale organisationer som FN samarbejder. Og en forståelse af, hvorfor det nok ikke er dem, der kommer til at løse klimakrisen.”
