BEIRUT: Premierminister Saad Hariris svar til Libanons befolkning, der siden torsdag i sidste uge har protesteret over landets alarmerende økonomi og udbredte korruption, er en omfattende reformpakke. Det fortalte han i en live-transmitteret tale mandag eftermiddag, alt imens at hundredetusindvis af libanesere råbte ”ned med regimet” for femte dag i træk.
Redningsplanen, som Hariri selv kalder for et ”finansielt kup”, indeholder blandt andet en halvering af alle parlamentsmedlemmers, ministres og tidligere ministres løn; en lov, der skal gøre det muligt at skaffe stjålne offentlige midler tilbage, samt en komplet annullering af alle nye afgiftsforslag til borgerne. Derudover åbner han op for nyvalg, hvis befolkningen ønsker det.
”De her beslutninger opfylder måske ikke alle jeres mål. Men de gennemfører det, jeg har forsøgt at gøre i to år,” siger han.
På martyrpladsen i hjertet af Beirut modtages talen med langefingre i vejret og buh-råb. I løbet af få timer dukker endnu flere op, og på frisklavede skilte står der eksempelvis, ”Hvis man er villig til at acceptere en 50 procents lønnedgang, må det være fordi, man modtager penge fra andre steder – NUL TILLID”.
Folket ønsker en ny regering
Saad Hariri startede en 72 timers nedtælling for sin egen regering fredag aften, og derfor var det forventet, at han enten ville trække sig eller komme med et udspil mandag. Fire af premierministerens 30 ministre har allerede trukket sig tilbage, og mange demonstranter ser det som den eneste udvej på landets mange problemer, at hele regeringen træder af.
”Det er for lidt og for sent at komme med den reformpakke nu. Det ender bare med at blive en fortsættelse af det korrupte system, hvis ikke vi får en ny regering,” siger Maha Alamuddin.
Hun er en del af en række græsrodsbevægelser, der alle affejer Hariris udspil.
De ønsker et nyt, sekulært og ikke-sekterisk politisk system. Vejen dertil er en trappe med tre trin: Først må regeringen gå af. Dernæst skal en teknokratisk regering navigere landet ud af den økonomiske krise. Og så skal der holdes nyt valg hurtigst muligt.
”Han kan stikke sin plan skråt op. Vi stoler ikke på dem. Vi gider dem ikke mere.”
Det er Chabel Fouhat, en 20-årig studerende fra American University of Science and Technology, enig i. Han råber på revolution, mens han holder et skilt med et kors og en halvmåne på for at vise, at kristne og muslimer er forenede. Overfor Globalnyt udtrykker han sin modstand mod Hariri på en bramfri facon.
”Han kan stikke sin plan skråt op. Vi stoler ikke på dem. Vi gider dem ikke mere,” siger han.
Hvor længe kan protesterne blive ved?
Det store spørgsmål er nu, hvor længe demonstranterne kan holde dampen oppe. På femtedagen er opbakningen stadig massiv i hele landet, men flere taler om, at de ikke kan blive ved i mange flere dage.
”Folk har ikke råd til at blive ved med at strejke fra arbejde og skole. Det kan vi ikke bede dem om,” siger Rami Rahjeh, som kommer fra græsrodsbevægelsen Beirut Madinati.
Mange demonstranter frygter, at militante grupper vil begynde at intimidere dem mere og mere, i takt med at de bliver færre og færre. Mandag formiddag blev det rapporteret, at medlemmer af det shia-muslimske parti Amal bankede demonstranter i det sydlige Beirut. Og mandag aften kører en karavane af Hizbullah- og Amal-medlemmer på motorcykler ind igennem hovedstaden, mens de holder hornet i bund.
Videoklip viser imidlertid også, at den libanesiske hær griber ind overfor banden af Hizbullah- og Amal-folk, præcis som Hariri lovede i sin tale, at de ville gøre.
”Jeg har ikke tænkt mig at bede jer om at stoppe med at protestere. Det er en beslutning, som I må tage,” sagde han.