Historisk dag i Liberia: George Weah indsat som præsident

weah-taylor
George Weah og hans vice-præsident Jewel Howard-Taylor.
Foto: Congress for Democratic Change.
Laurits Holdt

Det vestafrikanske land Liberia fik mandag ny præsident. George Weah, som vandt anden valgrunde 26. december blev planmæssigt taget i ed på hovedstaden Monrovias fordboldstadion foran titusindevis af tilskuere.

Det var anden gang den 51 Weah stillede op til præsidentvalget i Liberia. Først gang tabte han til Ellen Johnson Sirleaf, som han nu afløser. Hun har siddet i to seks-års-perioder og kunne efter grundloven ikke fortsætte i embedet.

Det er første gang i 70 år at magten bliver overdraget fredeligt fra én præsident til en anden.

Indsættelsen blev overværet af præsidenterne fra Gabon, Ghana, Togo, Sierra Leone, Guinea, Republikken Congo, Senegal, Mali og Burkina Faso samt repræsentanter for FN og det diplomatiske korps i landet.

Weah har en karriere som professionel fodboldspiller bag sig. Han har bl.a. spillet i den italienske klib AC Milan og dne franske klub Paris St Germain. I 1995 kårede FIFA, fodboldens verdensorganisation, ham til årets fodboldspiller.

“Jeg har tilbragt mit liv på stadions men jeg har aldrig haft denne følelse før,” sagde han ifølge Liberian Observer. 

Et hårdt prøvet land

Den nye præsident får nok at se til, for landet er udfordret på stort set alle parametre. På UNDP’s – FN’s udviklingsprograms – “Human development index” ligger landet på 177. plads ud af 188 lande.

Fra 1989 til 1996 og igen fra 1999 til 2003 var landet nedsunket i en brutal borgerkrig og den tidligere præsident Charles Taylor blev i 2012 idømt 50 års fængsel for krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden.

I 2014 blev landet – sammen men Sierra Leone og Guinea – ramt er verdens hidtil værste udbrud af sygdommen ebola. Landet havde på det tidspunkt blot 50 læger og et sundhedssystem, der stort set ikke fungerede. 10.675 blev syge og af dem døde 4.809.