Søndag aften var mindst 150 mennesker omkommet i det sydlige Afrika som følge af den tropiske cyclon Idai, der brølede videre ind mod sin egen opløsning i kontinentets tørre ørkenhøjland, mens den efterlod et hundreder kilometer bredt spor af ødelæggelse og elendighed i nogle af verdens fattigste lande.
Mens stormen forsvandt mod vest, var mange hundrede fortsat savnede i Mozambique, Malawi og Zimbabwe, hvor hvirvelstormen efterlod tusinder strandet bag ødelagte veje, bortskyllede broer og tabte telefonforbindelser.
Værst ramt er den mozambiquiske havneby Beira, hvor kajer, kystpromenader og vidtstrakte bølgeblikslum blev ramt direkte fra stormen, der fredag ramte land med en hastighed af 150 km/t. Lufthavnen er fortsat lukket, elektriciteten forsvundet, hundreder af hjem ødelagt og en halv million indbyggere har ikke adgang til strøm.
Mens stormen fortsatte gennem Mozambique mod Zimbabwe, kunne Mozambiques elektricitetsselskab oplyse, at hovedledninger til tre provinser var styrtet ned, således at Manica, Sofala and dele Inhambane ikke har haft strøm siden.
Da stormen ramte Zimbabwes østlige højland blev broer og veje skyllet bort. To kostskoleelever omkom, da St Charles Lwanga skolen blev ramt af nedfaldende klippestykker; i alt er 65 mennesker omkommet alene i Zimbabwe efter katastrofen, oplyser Zimbabwe Broadcasting Corporation.
Zimbabwe er i forvejen ramt af den værste tørke i 40 år.
I Malawi har de voldsomme regnskyl dræbt 56 ifølge myndighederne.
Tropestormen får allerede en politisk dimension, da regeringerne i alle tre lande bebrejdes, at de ikke har investeret tilstrækkeligt i at beskytte befolkningen mod de voldsomme storme og oversvømmelser, der med jævne mellemrum forudsigeligt hærger regionen.
I Zimbabwe kom præsident Emmerson Mnangagwa under yderligere kritik, fordi han lørdag, mens stormens anmarch var velkendt, valgte at rejse til Dubai i endnu et håb om at finde regeringer, der vil sætte penge i hans stadig mere økonomisk desperate stat.