Svend Løbner
Svend Løbner er freelancejournalist for flere hjælpeorganisationer og har særlig interesse for menneskerettigheder og mødet mellem forskellige kulturer og religioner.
Han voksede op i Tanzania indtil han var 18 år og kom derefter i lære som reklametegner i Svendborg. Senere uddannede han sig i økumenisk teologi i USA og virkede mange år som præst, inden han efteruddannede sig i Analytisk Journalistik på Syddansk Universitet og Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.
Dette mix blev til flere år med foredrag og kurser i kommunikation for flere end to tusind præster, menighedsrådsmedlemmer og kirkefunktionærer. Inden Corona-pandemien rejste han jævnligt på reportagerejser for hjælpeorganisationer til bl.a. Tanzania, Kenya, Nigeria, Somaliland og Israel/Palæstina.
Svend har en snes bøger på samvittigheden i bl.a. kommunikation, kultur- og religionsmøde. Han har bl.a. bogen Kristus i verdensreligionerne (cBooks, 2009), er medforfatter til bogen Flerkulturelle Rødder (Dansk Psykologisk Forlag, 2012), redaktør på antologien Livet før døden (Unitas/Eksistensen 2012), forfatter til interviewbogen Mediepræster (Kirkeligt Medieakademi, 2014), reportagebogen Stemmer fra Tanzania (cBooks, 2017) og redaktionssekretær på antologien Tro og videnskab (Forlaget CKT, 2019). Han har også skrevet to e-bøger om kommunikation: Det vigtigste først og Der skal to til en tango (2020). I sin fritid driver han Netavisen Sameksistens.
Da vi ankom til landsbyen Sanjaranda i det centrale Tanzania i 1963, havde vi ikke en anelse om, hvad vi som missionærfamilie gik ind til. Det var learning by doing for min far, som var møbelsnedker, og min mor, som var ”åndssvagesygeplejerske,” som det hed dengang.
Men missionærer var de, og de skulle nu udbrede det glade budskab på gebrokkent swahili så godt, de nu kunne.
Ikke kun sproget kom i vejen. Også nøden og elendigheden måtte de gøre noget ved med det samme. Jeg husker stadig de mange børn med hvide pletter på huden fra fnat, som min mor måtte behandle med en stinkende grøn salve.
Hun længtes efter at prædike evangeliet, men måtte nu gribe fat i helt anderledes konkrete problemstillinger. Lære kvinderne at sy tøj til deres børn og bage brød til deres familier. I mangel på bedre blev udtjente petroleumsdunke skåret over i halve, så de kunne komme ind i interimistiske ovne.
Kristen missionær ved muslimsk begravelse
Som noget af det første hjalp min far til ved en muslimsk begravelse. Da vi som familie kørte ind på missionsstationen, blev vi mødt af sørgende muslimer, der tæt ved en faldefærdig moské var i fuld gang med indsvøbe et lig i et hvidt lagen og grave en grav efter et tilsnit, som gjorde en kiste overflødig.
Min far kunne hurtigt se, at det ville tage lang tid at grave de fine trapper seks fod ned til et firkantet hul på kistestørrelse i den hårde jord. Så han fik skaffet en spade og gik over og hjalp dem med at grave.
Se det for dig: Nybagt missionær med ild og glød i hjertet for at prædike det kristne budskab, og hans første dåd er at bistå ved en muslimsk begravelse! Det var aldrig gået at sende hjem i nyhedsbrevet til kirken i Danmark!
Men ikke desto mindre blev det mine forældres missionærstil – en særlig kombination af klar kristen identitet og åben favn over for alle. Ikke underligt, at den muslimske murermester Sulaiman ikke havde noget problem med at bygge kirker for min far mange år frem. Mens de naturligvis diskuterede religion, så det gnistrede mellem byggetegninger og murerske.
Hvad lægger vi i ordet ”kristen”?
Der opstår ind imellem en diskussion om, hvad det vil sige at være kristen. Politikere bruger betegnelsen, for at signalere en bestemt politik baseret på en bestemt opfattelse af den kultur, vi er rundet af. Pietister regner kun dem for kristne, som helt personligt og radikalt efterfølger Jesus i alt, hvad de gør og siger. Især det sidste.
Mellem de to positioner finder vi såkaldte trosbaserede organisationer, der bygger på kristne værdier som næstekærlighed, barmhjertighed og lignende. Værdierne er blot inspiration – ikke andet – til at yde konkret og praktisk bistand til alle uden at blande forkyndelse ind i det.
Professor emeritus Viggo Mortensen tegnede ved et foredrag tre koncentriske cirkler, der forklarer menneskers meningsdannelse. Yderst har vi kulturen. I den mellemste cirkel finder vi værdierne. Og inderst inde ligger vores overbevisninger.
Modellen kan hjælpe på forståelsen: Politikere kan bruge såkaldt kristen kultur som løftestang for nationalkonservatisme. Men stemmer disse budskaber med kristne værdier? Og bunder de i en personlig stillingtagen til kristendommens hovedperson, Jesus Kristus? Se, det er alt sammen rigtig gode spørgsmål.
En kultur af gensidig respekt
Når jeg tænker tilbage på min barndom på den tanzaniske savanne, ser jeg hos mine missionærforældre en sammenhæng mellem overbevisning, værdier og kultur. Der er ingen tvivl om, at de var og er overbeviste kristne med Jesu liv og budskab som pejlemærke. Den overbevisning prægede deres værdier, så de blev nødt til at møde de aktuelle og påtrængende behov og ikke kun stille sig op og prædike evangeliet.
Det affødte en kultur af gensidig respekt på tværs af etnicitet, kultur og religion, som medførte fælleskirkelige stævner mellem katolikker og protestanter, lange samtaler i baglokaler hos forretningsfolk med baggrund i hinduisme og sikhisme, og ja, et forbilledligt samarbejde med hårdt arbejdende muslimske håndværkere og vagter.
Så da jeg for 20 år siden fik held med at sende 100.000 kroner i fondsmidler til Sanjaranda, da høsten havde slået fejl, blev hjælpen delt ud til både kristne og muslimer. Og da krisen var ovre, blev der holdt en fest, hvor den lokale imam lovede missionæren mange skønne jomfruer i Paradiset for sin indsats!
Og da jeg selv besøgte min landsby i 2014, opdagede jeg, at både muslimer og kristne gik på samme bibelskole for at lære engelsk og moderne landbrugsmetoder. Ja, bibelskole!
Den form for tolerance og respekt har formet mit liv lige siden. En respekt, jeg også finder hos de trosbaserede hjælpeorganisationer, jeg skriver for. Ud fra klare værdier med rod i Jesu liv og lære yder de hjælp til hundredtusindvis af mennesker, uanset etnicitet, sprog, kultur, religion, seksuel orientering og så videre.
Som en afrikansk kirkeleder har udtrykt det: ”Jeg hjælper dig ikke, fordi du skal blive kristen. Jeg gør det, fordi jeg er kristen!”
