Det var noget af en dødskamp, der udspillede sig ved den filippinske kystby Mabini.
Her var en hval stødt på grund, som lokale fiskere og myndigheder forsøgte at få guidet ud i havet igen. Den drev dog ind på det lavere vand igen.
Hvalen var udsultet, dehydreret og kunne ikke svømme af egen kraft. Da den senere døde, viste det sig, at den knap 5 meter lange hval havde 40 kilo plastik i maven.
Det skriver flere medier mandag.
Det er en usædvanlig høj mængde, fortæller Darrel Blatchley, der leder D’Bone Collector Museum og var med til at obducere dyret, ifølge DR.
I november fandt man en død kaskelothval i Indonesien, som havde slugt omkring 5,5 kilo plastik.
Platikforurening
Der har været meget fokus på plastikforurening de senere år. EU vedtog i efterået mål om at forbyde alt engangsplastik i 2021.
Tidligere eksporterede man plastikaffald til Kina, men kineserne har lukket ned for import af skrald. Særligt i asiatiaske vækstlande flyder det med plastikskrald, som ender i floderne og dernæst i oceanerne. Og derfra er vejen til hvaler, fisk eller havfugles maver ikke lang.
Ved det seneste topmøde i UN Environment, som fandt sted i sidste uge, blev nationerne enige om bl.a. en hensigtserklæring om at reducere engangsplastik “markant”, men grønne organisationer er ikke tilfredse med udkommet.