“Nilen er vores guddommelige gave,” har i tusindvis af år været egypternes påstand.
For ”uden Nilen er der ikke et Egypten,” udtalte præsident Abdel Fattah el-Sisi ved FN’s generalforsamling sidste år.
Det lyder dramatisk, men der er megen sandhed i udtalelsen. Egypten er en ørken. Flere steder i landet falder der i gennemsnit nul millimeter regn om året. Det betyder, at 95 procent af Egyptens over 100 millioner indbyggere bor langs Nilen, at Nilen dækker næsten 90 procent af landets vandforbrug, og at Egyptens kunstvandingslandbrug ikke ville eksistere uden Nilen.
Dette faktum samt Egyptens geopolitiske betydning betød, at egypterne sammen med sudaneserne fik førsteret på Nilens vand. Dette blev stadfæstet i en kolonial traktat i 1929 og yderligere cementeret i en ny traktat i 1959 mellem de to lande i forbindelse med begges selvstændighed. Traktaterne inddragede ikke landene opstrøms på hverken den Blå eller den Hvide Nil, der i Sudan flyder sammen og bliver til Nilen.
I årene efter viste især egypterne sig villige til at gå langt for at håndhæve deres ”ret” til Nilens vand. Dette stod klart, da præsident Anwar Sadat i 1978, som respons på den etiopiske regerings planer om at bygge en række dæmninger langs floden, sagde, at i stedet for at vente på at dø af tørst, så kunne egyptiske soldater ligeså godt dø i krig i Etiopien. De etiopiske planer blev skrottet.
Opstrømslandene mod nedstrømslandene
Netop etiopierne har længe ønsket et opgør med de gamle traktater samt Egyptens urokkelighed på området. Etiopien er et opstrømsland, og den store biflod, den Blå Nil, der har sit udspring i Etiopien, bidrager med 80 procent af Nilens vand. Med en voksende befolkning på omkring 110 millioner har landet længe ønsket at udnytte landets vandressourcer for at sikre sin økonomiske fremtid, levere stabil elektricitet til millioner af etiopiere samt blive en energieksportør. Noget, egyptiske regeringer længe har forsøgt at forpurre.
Den defensive egyptiske indstilling og et ønske fra opstrømslande om at få rådighed over en større del af Nilens ressourcer var en af bevæggrundene bag oprettelsen af the Nile Basin Initiative i 1999. Dette partnerskab skulle bringe alle ni nillande sammen for at forhandle og samarbejde om udnyttelsen af vandet. Med Etiopien som drivkraft blev det til en aftale i 2010 om en mere ligelig fordeling af Nilens ressourcer mellem nillandene. Men Egypten og Sudan underskrev ikke aftalen, der ville have indskrænket deres vandrettigheder i forhold til de gamle traktater.
Dæmning deler vandene
Året efter lancerede Etiopien et kæmpe dæmningsprojekt over den Blå Nil, der vil gøre Etiopien til ejeren af Afrikas største vandkraftværk. Opfyldning af reservoiret bag dæmningen begyndte i juli i år.
Fuldførelsen af dæmningen kommer i kølvandet på et par årtier, hvor man fra egyptisk side ikke har kunne tøjle eller kue etiopierne til at afstå fra at udnytte floden. I forhandlinger om planlægningen og styringen af dæmningen mellem de to parter beskyldte etiopiske forhandlere egypterne for alt for længe at have behandlet Etiopien som en ”hydrologisk koloni”.
Juridisk set står begge lande i øjeblikket og vifter med hver sin aftale og påstår ejerskab af Nilen. Egypterne holder fast ved, at traktaten fra 1959 giver dem særlige rettigheder. Men etiopierne var slet ikke inddraget eller nævnt i denne aftale og anerkender den derfor ikke. Modsat påstår etiopierne, at de har de nødvendige rettigheder til dæmningsbyggeriet i kraft af aftalen mellem opstrømslandene fra 2010. Men Egypten underskrev ikke denne aftale og anerkender den derfor ikke.
Ejerskabet over Nilen er et uafklaret spørgsmål. Den høje grad af egyptisk overherredømme på området er blevet erstattet af en strid mellem nedstrøms- og opstrømslande. Alle gør krav på vandet i Nilen.
