Advarsel: Denne artikel indeholder beskrivelser af scener, som er meget voldsomme.
En grynet og rystet video, optaget på en mobiltelefon, viser den 36-årige Zaida Catalán og 34-årige Michael Sharp blive ført til en lille lund med træer, omgivet af en gruppe bevæbnede mænd.
“Tal blidt til dem, så de ikke forsøger at løbe deres vej. Lad være med at stresse dem,” lyder det fra en mandestemme uden for billedet.
Han taler på det lokale sprog Tshiluba.
Sharp og Catalán bliver ført gennem krattet og får besked om at sætte sig ved siden af et træ, med deres ansigter vendt mod hinanden. “Lige her, vi dræber dem her, uden at det går op for dem”.
Videoen, som Globalnyts journalist har gennemset, viser Sharp blive skudt i hovedet med et haglgevær, mens Catalán beder for sit liv, hvorefter hun forsøger at løbe væk og bliver skudt i ryggen.
Der lyder tre skud til, inden videoen viser en af gerningsmændene klippe en lok af den livløse Cataláns hår.
Gruppens leder, som kan høres snakke bag ved kameraet, giver sine mænd besked på at skære hovedet af Catalán: “Spar jeres patroner. Lad vær med at spilde dem. De er allerede døde. Lad os skære hovedet af og komme afsted.”.
Svenske Catalán og hendes amerikanske kollega Sharpe blev fundet få uger senere i en grav i nærheden. Det var i foråret 2017.
De to unge FN-udsendinge var i DR Congos for at overvåge FN´s sanktioner mod landet og rapportere tilbage til FN’s Sikkerhedsråd.
Og det gjorde de. Indtil den skæbnesdag, hvor de blev bortført fra en bil efter et bagholdsangreb og brutalt myrdet.
Det skete i den centrale Kasai Central-region, som de var rejst til for at indhente informationer om væbnede grupper og rekruttering af børnesoldater.
Her skulle de også undersøge mistanker om, at congolesiske soldater og oprørsgrupper havde begået krigsforbrydelser.
Kasai-regionen havde været plaget af væbnede kampe siden august 2016, hvor regeringsstyrker havde dræbt lederen af den magtfulde lokale milits, Kamuina Nsapu-militsen.
De efterfølgende kampe mellem congolesiske regeringsstyrker og væbnede grupper i området kostede mindst 5000 mennesker livet og sendte mere end 1,4 millioner på flugt, anslår FN.
Menneskerettighedsorganisationer anklager DR Congos præsident Joseph Kabila for at have pustet til ilden i regionen, som led i hans bestræbelser på at udsætte præsidentvalget i landet.
Et valg, som til sidst blev afholdt den 30. december 2018 – med to års forsinkelse.
Ifølge FN-observatører i landet, har regeringsstyrker i regionen været med til at væbne lokale militser og medvirket til drab på civile, og en FN-rapport fra juni 2018 konkluderede, at såvel lokale militser som regeringsstyrker havde begået krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden i det år, som konflikten varede.
“Hun havde en meget sensitiv mission; Hendes opgave var at grave dybere og identificere gerningsmænd bag meget alvorlige kriminelle handlinger og overtrædelser af menneskerettighederne,” fortæller Sveriges FN-ambassadør Olof Skoog om Catalán arbejde til SVT.
Få uger efter mordet på de to FN-eksperter offentliggjorde DR Congos regering videoen af de bestialske drab. Regeringen kaldte videoen for et bevis på, at det var den lokale milits Kamuina Nsapu, som var ansvarlig for drabene.
På videoen proklamerer en af gerningsmændene, som alle bærer militsens røde pandebånd og bandanaer, at “vi er børn af Kamuina Nsapu,”.
“De siger det, de siger: Længe leve Kamuina Nsapu!, mens de dræber de to FN-eksperter,” forklarer præsident Kabilas rådgiver Barneby Kikaya i et interview med SVT.
Fem måneder efter mordene, i august 2017, fremlægger FN´s generalsekræter António Guterres FN´s egen rapport om mordene.
Lederen af FN´s undersøgelse er diplomaten Greg Starr og ifølge hans rapport peger pilen også på Kamuina Nsapu.
I samme periode lykkedes det SVT´s gravergruppe og medierne Süddeutsche Zeitung, Le Monde, Foreign Policy og Radio France International, at få adgang til tusindvis af lækkede dokumenter om sagen fra FN´s hovedkvarter i New York.
Og de tegner et helt andet og mindre entydigt billede end den, som FN har præsenteret i sin rapport.
Dokumenter peger på mulig konspiration
Ifølge de nævnte medier, har FN længe været i besiddelse af oplysninger, som kobler personer i den congolesiske regering til gerningsmændene i videoen.
Der er tale om militære ledere og agenter for den congolesiske efterretningsstjeneste, Agence Nationale de Renseignements (ANR).
En af dokumenterne beskriver, hvordan militæret har infiltreret den lokale milits og afslører FN-undersøgernes mistanke om, at regeringen har dækket over dens indflydelse og forbindelse til gerningsmændene. Dokumenterne peger endvidere på, at regeringen har forsøgt at dække over, hvem de egentlige mordere er.
Ifølge dokumenterne, var et muligt motiv for mordene, at forhindre de to FN-eksperter i at afdække den congolesiske hærs massegrave i området.
De lækkede dokumenter viser også, at Catalán og Sharp blev lokket til det sted, hvor de senere blev myrdet.
Dagen inden de blev myrdet, mødtes de to FN-eksperter med en repræsentant for Kamuina Nsapu-militsen for at få grønt lys til at besøge det givne sted uden frygt for deres liv.
Repræsentanten advarede, ifølge dokumenterne, gentagende gange de to mod at besøge stedet:
“Jeg gentager, at I ikke ved hvad der foregår der. I skal ikke tvivle på det, jeg siger. Jeg giver ikke flere garantier. Når de tager videre derfra, vil de falde i et baghold,” sagde han til oversætterne.
Men oversætterne, som ifølge dokumenterne var hemmelige agenter for den congolesiske sikkerhedstjeneste, ændrede repræsentantens advarsel til en garanti om, at de trygt kunne rejse til stedet.
Sideløbende med dette, peger en analyse af videoen, foretaget
af Radio France International (RFI), at det muligvis var en “udefrakommende person”, som gav ordren til at dræbe Catalán og Sharpe.
De væbnede mænd i videoen taler alle det lokale sprog, Tshiluba, som er Kamuina Nsapu-militsens sprog, på nær personen som giver ordren til henrettelserne; Han taler Lingala, som historisk er det sprog den congolesiske hær bruger.
Ifølge RFI´s journalist Sonia Rolley, som var den første til at opdage dette, vil medlemmer af Kamuina Nsapu-militsen aldrig bruge Lingala, som de kalder for “svinenes sprog”.
“Så mit spørgsmål er, hvem har optaget denne video? Hvem kan planlægge sådan en mord? Det ser meget mistænkeligt ud,” siger Rolley til Foreign Policy.
FN: Vi bevæger os på et knivsæg
Greg Starr´s FN-rapport på 47 sider lufter ikke nogen mistanke mod den congolesiske regering. Rapporten nævner ikke agenter fra sikkerhedstjenesten med et eneste ord eller militærets infiltrering af militsen, selv om FN var bekendt med alle oplysningerne.
Ifølge SVT, afviste Greg Starr at stille op til et båndet interview, da de svenske graverjournalister fortalte ham, at de havde fremskaffet og læst de lækkede FN-dokumenter.
Men Starr fortæller alligevel SVT, at der ikke var tilstrækkeligt med beviser til at pege pilen mod regeringen, men at rapporten på den anden side “hverken frifinder eller anklager den congolesiske regering,”.
I en optaget telefonsamtale med Sharpes forældre, fortæller Starr, at anklager mod regeringen, vil gøre det umuligt for FN at fortsætte sin efterforskning af sagen og at “vi bevæger os på en knivsæg her. (…) Vi vil ikke lave en rapport, som er så slem, at de (regeringen, red.) helt holder op med at samarbejde med os,”.
Ifølge de amerikanske og europæiske journalister, viser de lækkede dokumenter, at FN med overlæg tilbageholdte de oplysninger, som inddrager den congolesiske stat i sagen.
Ikke blot fra offentligheden, men også fra ofrenes familier.
“Vi er magtesløse som familiemedlemmer, fordi vi intet ved. Man stoler på FN. Og så finder man ud af, at de har tilbageholdt alt dette. Det er skandaløst,” siger Zaida Catalán’s søster Elizabeth Morseby til Foreign Policy.
“Det er beviset på, at vi blev vildledt og at der er en skjult agenda bag dette,” fortæller Cataláns mor, Maria Morseby.
Dette billede bekræftes også af flere FN-kilder, som i følge de lækkede dokumenter, tog del i FN´s indledende efterforskning af mordene og som efterfølgende har peget på, at deres “bekymringer og beviser blev nedspillet” og at de congolesiske myndigheder rutinemæssigt vildledte FN´s undersøgelser, fodrede dem med løgne, påvirkede nøglevidner og fra begyndelsen forsøgte at haste hele sagen igennem en militær domstol.
Cataláns og Sharpes familier har begge appelleret til FN og flere toneangivende lande i FN, herunder USA, Kina, og Rusland, i håb om at få en uvildig international efterforskning af mordene. Men uden held.
De er blevet afvist af alle parter med henvisning til, at det er den congolesiske regering, som til enhver tid har det primære ansvar for at efterforske forbrydelser begået i DR Congo.
I 2018 udpegede FN´s generelsekræter i stedet en ny “juridisk task force”, som skulle bistå de congolesiske myndigheder i den videre efterforskning og retssag mod en række mistænkte i sagen. Gruppen skulle løbende vurdere, om der kunne gøres mere og andet for at nå frem til de skyldige i sagen. De skulle med andre ord forsøge, at holde de congolesiske myndigheder oppe på, at efterforske sagen og stille de skyldige til regnskab.
I retten for anden gang
De congolesiske myndigheder havde allerede åbnet en retssag mod en række mistænkte fra Kamuina Nsapu-militsen tilbage i sommeren 2017. Men sagen blev suspenderet i oktober 2017 for at afvente det videre samarbejde med FN, herunder udmøntningen og ankomsten af FN´s task force og de ubesvarede spørgsmål, som FN´s egne undersøgelser – trods alt – bragte til bordet.
Efter 10 måneders pause, genoptog de congolesiske myndigheder retssagen i august 2018 i Kasai Central-regions hovedby, Kananga.
Over 20 militsfolk er i dag på anklagebænken, hvoraf de fire regnes for hovedmistænkte og den ene betegnes som en “meddeler” for ANR.
Flere af de anklagede er medlemmer af Kamuina Nsapu-militsens ledende familie.
I december 2018 blev den congolesiske oberst Jean de Dieu Mambweni anholdt, som følge af vidneforklaringer og beviser, der er blevet fremlagt i retten.
Ifølge Reuters, har anklagerne præsenteret en lydoptagelse af et møde mellem Mambweni og Catalán to dage inden mordene, hvor obersten først giver Catalán telefonnummeret til en anbefalet guide og oversætter, og derefter selv ringer til personen.
Oversætteren har siden vist sig at være meddeler for ANR. Han forsvandt samme dag som Catalán og Sharpe blev dræbt, og er ikke blevet set siden.
Oversætterens fætter, som også var en af Catalán og Sharpes guider i området, er i mellemtiden blevet anholdt og tiltalt i sagen. Ifølge anklagerne, har fætteren, obersten og den lokale chef for efterretningstjenesten alle sendt SMS´er til hinanden i dagene før og efter mordene.
Jean de Dieu Mambweni er det første medlem af efterretningstjenesten, som er kommet på anklagebænken i sagen.
FN´s task force har gentagende gange klaget til de congolesiske myndigheder, fordi de føler at personer i det congolesiske sikkerhedsapparat forsøger at hindre deres arbejde, blandt andet ved at nægte dem adgang til nøglevidner i sagen.
Et hold svenske anklagere, som er involveret i sagen, fortæller til SVT, at de congolesiske myndigheder ikke har vist sig samarbejdsvillige.
DR Congos regering afviser anklagerne og fastholder, at landets retssystem er i færd med en upartisk efterforskning af sagen.
Men regeringen har i mellemtiden ændret sin officielle position og siger nu, at den ikke på forhånd kan udelukke “muligheden for, at statsagenter var involveret” i mordet på de to FN-eksperter.
Ny og hemmeligholdt FN-rapport styrker mistanke
I slutningen af 2018 fik Foreign Policy hænderne i en ny og hemmeligholdt FN-rapport.
Rapporten er udarbejdet af den canadiske advokat Robert Petit, som er leder af den task force, der i skrivende stund har til opgave at holde øje med retssagen.
Ifølge det amerikanske magasin, indeholder rapporten en række indiciebeviser, som peger på at congolesiske efterretningsfolk, meddelere for regeringen og lokale militsfolk sammen konspirerede om at myrde de to FN-eksperter. Formålet var at skjule de forbrydelser, som var begået af begge parter i området.
Ifølge rapporten, udgør retssagens vidneforklaringer fra centrale medlemmer af militæret og militserne det første “offentlige bevismateriale som implicerer medlemmer af sikkerhedsapparatet i mordene,”.
Det er også første gang, at en højstående FN-medarbejder kobler den congolesiske regering så direkte til mordet på de to FN-eksperter.
Den korte FN-rapport, som er klassificeret som fortrolig, er adresseret til FN´s Sikkerhedsråd og underskrevet af FN´s undersekræter for politiske anliggender, Rosemary DiCarlo, skriver Foreign Policy i sin seneste opfølgning på sagen.
Rapporten refererer også til alvorlige bekymringer vedrørende en navngivet Tshikele Kengayi, som betegnes som “en vigtig militsleder i det område, hvor mordene fandt sted og et muligt forbindelsesled til militsens politiske sponsorer,”.
Kengayi, som var fængslet i forbindelse med sagen, blev i efteråret 2018 “syg efter at have spist aftensmad og døde dagen efter i sin celle,” skriver Petit og fortsætter: “En toksikologisk undersøgelse afslørede efterfølgende en kemisk forbindelse i mavesækken, som almindeligvis bruges i insekticid,”.
FN har efterfølgende igangsat en undersøgelse for at bestemme, om Tshikele Kengayi indtog en dødelige dosis af insektgiften.
Globalnyt følger fortsat retssagen i Kananga.
—
SVT´s graverredaktion Uppdrag Granskning bragte i november 2018 en dokumentarfilm om mordene på Zaida Catalán og Michael Sharpe.
—
Globalnyts journalist har set den omtalte video, og har valgt kun at referere de detaljer, som allerede er blevet publiceret af de undersøgende journalister, som samarbejder med ofrenes familier.
Kilder: SVT, Foreign Policy, The Guardian, RFI, Congo Research Group, UN, Le Monde, News24, Africanews, Amnesty International