Situationen i Nicaragua forværres dag for dag i en konflikt, der begyndte 18. april og snart har varet 3 måneder. Over 350 mennesker er dræbt, og den nicaraguanske menneskerettighedskommission ANDPH opgør nu antallet af dræbte til 351, opgjort den 10. juli. Det vil sige dræbte, der er registreret og identificeret af ANDPH.
Blandt de 351 dødsofre er også politifolk, paramilitære og en enkelt militær person (ca. 10 procent af de dræbte).
Rapporten anklager også regeringen for at bruge bevæbnede grupper sammen med politiet i undertrykkelsen, ulovlige anholdelser/bortførelser og fængslinger.
Et stort antal borgere er meldt savnet, og blandt de dræbte er der omkring 25 mellem 15 og 18 år.
Overfald på biskopper og hærværk mod kirker
Konflikten medførte også, at grupper af sympatiserende med Daniel Ortega og Rosario Murillo overfaldt de katolske biskopper og pavens særlige udsending (ambassadør for Vatikanet) og trængte ind i to kirker, hvor de lavede hærværk. Også repræsentanter for pressen blev overfaldet og deres udstyr stjålet.
I et meget religiøst land som Nicaragua er det en alvorlig ting at angribe kirker og kirkens repræsentanter, og dette er uhørt og vil få flere til at tage afstand fra præsidenten.
Præsident Ortega og vicepræsident Murillos svar på anklager fra den katolske kirke og CIDH, samt sanktionerne fra USA med Magnitsky Global Act overfor 4 højtstående funktionærer tæt knyttet til præsidentparret, har været at eskalere volden.
Der har ikke været en eneste protest overfor USA fra præsident Ortega, for at sanktionere fire funktionærer, tværtimod har to af disse mistet deres hverv, da regeringen har frataget dem disse, Roberto Rivas leder af det Øverste Valgråd og Francisco Lopez ansvarlig for FSLNs finanser og præsident i PETRONIC (nicaraguansk bezinselskab) og INMINA (Intituttet for Miner i Nicaragua).
Den fungerende chef i politiet, Francisco Diaz, og Fidel Moreno, som er FSLNs politiske sekretær i Managua og ansvarlig for Ungsandinisterne, er de to andre sanktionerede.
Hvilken politisk farve har den civile opposition?
Som jeg allerede skrev i min første artikel den 24.06.2018, skal man for at forstå konflikten i Nicaragua dele denne op i mindst to faser: den nuværende der løber frem til processen omkring nye valg indledes, og den anden fase når denne proces går igang og nicaraguanerne skal forberede sig på nye valg.
Man skal huske, at de studerende først begyndte at organisere sig den 18. april, og denne organisation var i starten meget koncentreret omkring de enkelte universiteter og med fokus på protest mod reformerne af INSS (Det nicaraguanske syge og pensions forsikringsinstitut).
Herefter sluttede forskellige grupper sig til de civile protester, herunder bønder fra Antikanal bevægelsen, Arbejdsgiverforeningen COSEP, NGOer og nogle repræsentanter fra universitetsverdenen, repræsentanter fra Den Autonome Østkyst og enkelte intellektuelle.
I mange lande i Europa og udenfor har forskellige repræsentanter for venstrefløjspartier betegnet protestbevægelsen som højreorienteret og finansieret fra USA.
Man har kritiseret protestbevægelsen for ikke at have et klart program med økonomiske og sociale mål, at hovedparten af fagbevægelsen ikke er med. At nogle af studenterlederne der besøgte USA og Europa var finansieret af amerikanske organisationer som National Endowment for Democracy, der har støttet nicaraguanske NGOer.
Der er mindst 5 forskellige studenter bevægelser i den civile alliance, og hver by har en eller flere 19. april-bevægelser og mange landevejsspærringer har også uafhængige organisationer. Det er umuligt at klistre en politisk farve på disse mangfoldige grupper, og det vil også være en stor fejl.
Krav fra alliancen
Kravet fra den civile alliance er, at præsidenten træder tilbage og at valgene fremskyndes, at retssikkerheden sikres, at undertrykkelsen og brugen af paramilitære grupper stopper og de paramilitære bevæbnede grupper afvæbnes, reformer af valg og retssystemet.
Disse krav kan heller ikke rubriceres med politiske traditionelle etiketter, når der er dræbt mere end 351 borgere, mere end 2000 sårede og flere hundrede anholdte eller forsvundne på 3 måneder, er det vel egentlig rimelige krav, som de fleste burde kunne støtte?
Lad os håbe, at den Nationale Dialog under ledelse af det Nicaraguanske Bisperåd kommer i gang snarest og finder frem til en vej ud af den nuværende krise.
Når der engang opnås enighed om at fremskynde valgene, der har været tale om 31. marts 2019, ved ingen hvad der vil ske med den nuværende civile alliance. Mit bud er, at man vil gå ind i en proces, hvor nye politiske alliancer og politiske partier vil opstå og vedtage deres politiske programmer og ligeledes har de nuværende politiske partier deres mulighed for at at spille en rolle.
Når dette sker, vil det være muligt at sætte etiketter på de nye partier eller bevægelser, og det vil så være op til nicaraguanerne, at sætte deres kryds på det parti eller den bevægelse der bedst varetager deres interesser eller har deres sympati.
Ligeledes vil det være muligt for os andre at udtrykke, hvor hver enkelt har sin sympati og bedømme om den ene eller anden er højre-, centrum- eller venstreorienteret.
Vil tage tid at rette op på skaderne
Torsdag den 12. juli gennemførte den civile alliance en demonstration i Managua og flere byer spredt ud over landet. Ligeledes er der erklæret national folkestrejke fredag, og lørdag er der planlagt bilkaravaner i Managua.
Disse manifestationer sker i lyset af, at der var bevæbnede angreb på de to sidste store demonstrationer med flere dræbte til følge, og undertrykkelsen med brug af de bevæbnede paramilitære grupper er taget til den sidste uge, hvor man bevidst prøver at skræmme befolkningen fra at afholde deres fredelige demonstrationer.
Efter næsten tre måneders konflikt har mere end 100.000 mistet deres job, mange arbejdspladser lukket og flere af de store hoteller står tomme og turiststrømmen til Nicaragua er næsten stoppet.
Økonomien har lidt skade, som det vil tage tid at rette op på, når freden engang atter sænker sig over Nicaragua.
John Koldegaard har arbejdet med udviklingsarbejde i Nicaragua og Latinamerika i mere end 25 år.
Læs også John Koldegaards første artikel i Globalnyt her