Moky Makura
Nigerianske Moky Makura er direktør for organisationen Africa No Filter, der arbejder for at ændre de stereotype fortællinger i og om Afrika gennem blandt andet forskning, fortalervirksomhed og ved at støtte historiefortællere og medieplatforme. Hun har tidligere været vicedirektør for Communications Africa hos Bill and Melinda Gates Foundation.
Twitter: @mokymakura
Som COP26 nærmer sig, er der stigende interesse for, hvordan Afrikas ledere vil agere på konferencen i november. Med stadig kortere tid tilbage til at begrænse skadevirkningerne af klimaforandringer, er der meget på spil for kontinentet. For mange i udviklingsverdenen kan udsigterne dog opsummeres i den BBC-artikel, der spurgte “Går Afrika sovende ind i en potentiel katastrofe?”
Afrika som offer eller hovedperson
I internationale klimadiskussioner er der en tendens til, at Afrika bliver placeret i en af to ender af det narrative spektrum. I fremstillingen af ”Afrika som offer” bliver vi konstant mindet om, at Afrika vil blive det hårdest ramte kontinent, hvor virkningerne af klimaforandringerne vil forværres af høj fattigdom og vores forkærlighed for at fælde træer og udvinde kul og olie. Disse historier spiller på det emotionelle følelsesregister med deres billeder af ofre. De viser fiskere uden fisk, landmænd uden afgrøder og ingen af dem med løsninger.
I den anden ende af spektret fortæller fremstillingen af “Afrika som hovedperson” om store penge og politiske høj niveau-møder med deltagelse af politikere og forretningsfolk i grå jakkesæt. Fokus er på projekter for vedvarende energi, CO2-skat og klimafonde. I denne fremstilling portrætteres Afrika som en aktiv aktør, selv om historierne stadig i vid udstrækning fortælles gennem rige lande, der forsøger at hjælpe fattige lande, eller handler om hvordan fattige lande bliver mere aggressive i deres krav.
Udfordringen med de to fremstillinger er, at ingen af dem repræsenterer, hvordan de fleste afrikanere er påvirket af og tænker over klimaspørgsmål. Ingen af dem vækker genklang hos flertallet af mennesker på kontinentet. I en Afrobarometer-undersøgelse fra 2019 med svar fra over 45.000 mennesker i 34 afrikanske lande sagde fire ud af ti respondenter, at de “ikke var bekendt med” begrebet klimaforandringer. Ifølge Google Trends søger relativt få mennesker på kontinentet aktivt efter oplysninger om problemet. I august var “jobs” top-søgeordet i 13 lande.
Aktivister skal finde mellemvejen
Udfordringen for aktivister er at finde ud af, hvordan de kan få klimaforandringerne til at resonere bedre blandt den afrikanske befolkning for derved at genere den opmærksomhed og vilje til handling, der er brug for. En måde kunne være at finde en mellemvej mellem yderpunkterne “Afrika som offer” og “Afrika som hovedperson” og forbinde klimadebatten til de enkelte landes specifikke behov i stedet for altid at fokusere på globale og, lad os være ærlige, noget generaliserede opfordringer til handling.
Gabon er et fantastisk eksempel på, hvordan et lands særlige behov har været drivkraft for dets klimaindsats. Gabons miljøminister – som er britisk-fødte og meget passende hedder Lee White – er en miljøforkæmper med 30 års erfaring i regionen. Han blev udnævnt med den specifikke mission at redde Gabons skove, som dækker næsten 90 procent af landet og tegner sig for 17.000 arbejdspladser. Med politisk vilje, fokus og ekspertise er White lykkedes med, at Gabon for nylig blev det første afrikanske land til at modtage første del af de lovede 150 millioner dollars fra en klimafond til at beskytte sine skove. Denne mest usandsynlige af afrikanske ministre er skoleeksemplet på, hvordan Afrikas ledere bør agere op til COP26.
Find den lokale kontekst
Der er mange andre lovende eksempler på, hvordan klimaindsatser forbindes til specifikke nationale udfordringer. I en gennemgang af 575 nyhedsartikler, offentliggjort mellem januar 2020 og august 2021 og med ordene “klima” og “Afrika” i rubrikken, så vi en tendens i flere lande.
I Nigeria, for eksempel, kom klimaspørgsmål op i historier, der handlede om konflikter mellem hyrder og agerdyrkere. Hvad der startede som et spørgsmål om manglende sikkerhed udviklede sig til et spørgsmål om klimaforandringer, der hjalp nigerianerne til at engagere sig i klimaspørgsmål, fordi de blev præsenteret i en sammenhæng, der var relevant for dem.
I Kenya så vi et lignende mønster, hvor klima blev inddraget i diskussioner om landbrug og fødevaresikkerhed. Og i Madagaskar pegede vores analyse af klima-hashtags på Twitter på, at den værste tørke i 40 år også førte til samtaler om klimaet. Det viste os, at lokale kontekster er vigtige og er en klar vej til at starte klimasamtaler.
Vi har brug for mere af det, der virker – meget mere. Vi har brug for flere lokale aktivister, som Ugandas Vanessa Nakate og Kenyas Phylliss Omido, der i lokale fora fremhæver deres lands specifikke klimaspørgsmål. Vi har brug for flere lokale civilsamfundsorganisationer, forskere, tænketanke og medier, der graver de lokale data frem og udfordrer regeringer. Og vi har brug for, at flere af udviklingsmillionerne og de filantropiske millionbidrag investeres i at udvikle, opbygge og støtte lokale organisationer.
Hvis verden tror på, at klimaforandringer er den største trussel mod menneskeheden, er vi nødt til at italesætte dem lokalt.
Den originale udgave af denne artikel er udgivet af African Arguments under Creative Commons-licens. Forfatteren har givet Globalnyt tilladelse til at oversætte artiklen til dansk.
Oversat fra engelsk af Gerd Kieffer-Døssing.
